Fare for et nyt proletariat

Af | @MichaelBraemer

Andengenerations-indvandrerne er langt dårligere uddannet end unge danskere. Mange begynder på en uddannelse, men falder fra undervejs, viser nye undersøgelser. Faren er, at Danmark på længere sigt får en stor ufaglært gruppe i udkanten af arbejdsmarkedet.

06Mange problemer i integrationen løses fra en generation til den næste. Børnene klarer sig bedre end deres forældre – får uddannelse, job og helt anderledes solidt fodfæste i det nye land.

Sådan er det i traditionelle indvandringslande som USA – og sådan burde det være herhjemme. Tallene tyder imidlertid på noget andet. Tre ud af fire unge tyrkere er aldrig blevet færdige med en kompetencegivende uddannelse. De unge pakistanere klarer sig bedre, men også blandt dem er næsten halvdelen uden uddannelse.

Det viser en undersøgelse af de unge tyrkere, pakistanere og jugoslaver, der er børn af de såkaldte »gæstearbejdere«, som kom til Danmark i slutningen af 1960’erne. Gæstearbejdernes børn er den første store gruppe unge indvandrere, som er vokset op i Danmark:

»Tallene tyder på, at der ikke sker en integration over generationer. Der er blandt unge indvandrere en stor gruppe med lav uddannelse, især blandt de unge tyrkere. Det er et stort problem: Der er mindre brug for ufaglærte på fremtidens arbejdsmarked, og konkurrencen om disse job bliver hård. Der er jo også blandt unge danskere en restgruppe, som ikke får en uddannelse,« siger Nina Smith, der er professor ved Handelshøjskolen i Århus.

Nina Smith har sammen med Socialforskningsinstituttet analyseret gæstearbejdernes børn. Og hun frygter, at mønsteret gentager sig blandt den brede gruppe unge andengenerations-indvandrere, der i disse år er på vej gennem uddannelsessystemet:

»Hvis det er tilfældet, har vi kun set toppen af isbjerget. Vi vil også i næste generation stå over for store integrationsproblemer og være nødt til at bruge betydelige summer på aktivering og andre arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger.«

Analysen peger på en række faktorer, der har stor betydning for, hvordan de unge indvandrere klarer sig i uddannelsessystemet:

  • De unge har langt bedre chancer, hvis forældrene er på arbejdsmarkedet, har en uddannelse eller lægger vægt på uddannelse.
  • Mange bliver i en ung alder gift med én fra forældrenes hjemland – gennemsnitsalderen for de tyrkiske unge er 19 og for de pakistanske unge 22. De tidlige ægteskaber forringer muligheden for at færdiggøre en uddannelse.
  • En stor del af frafaldet sker på erhvervsuddannelserne, hvor manglen på praktikpladser er et stort problem.
  • Nogle unge har stadig problemer med sproget.
Læger eller taxachauffører

Den brede gruppe andengenerations-indvandrere i Danmark er stadig under 20 år og først nu på vej gennem uddannelsessystemet. Derfor ved vi ikke i dag, hvordan deres uddannelsesniveau bliver. Men hvis mønsteret følger den mindre gruppe af 20-30-årige »efterkommere«, er der grund til bekymring. Der sker nemlig et stort antal frafald undervejs, påpeger en anden rapport fra Center for Integration og Marginalisering (CIM).

Som det ser ud nu, er tallene rimeligt gode for de 19-20-årige »efterkommere«. Indvandrerpigerne klarer sig godt og begynder på en uddannelse i samme omfang som deres danske medsøstre, mens indvandrerdrengene allerede på dette tidspunkt halter efter drenge med dansk baggrund. Men det går galt, når »efterkommere« af begge køn kommer op i 20’erne. Mange bliver aldrig færdige, og over halvdelen ender uden kompetencegivende uddannelse.

Analysen af gæstearbejdernes børn viser dog også store forskelle mellem de etniske grupper. Blandt de unge tyrkiske mænd på 28-36 år har hele 73 procent ingen kompetencegivende uddannelse. Det tilsvarende tal er kun 39 procent blandt unge mænd af pakistansk baggrund – og 29 procent blandt etniske danskere.

»Pakistanerne har mere forståelse for, at uddannelse er vigtigt, og det slår igennem blandt de unge. De tyrkiske gæstearbejdere kom næsten alle fra landsbyerne, mens en større del af pakistanerne kom fra storbyerne. Mødrene til de unge tyrkere i Danmark har i snit kun gået 1,4 år i skole – mange af dem er reelt analfabeter. De pakistanske mødre har fem års skolegang i snit og kan for det meste læse og skrive,« siger Nina Smith.

Tallene for pakistanerne dækker dog også over en voldsom polarisering. Mange af de unge pakistanere er i gang med eller færdige med en videregående uddannelse – andelen med videregående uddannelse er højere end blandt etniske danskere. Men pakistanerne har ikke som danskerne en bred mellemgruppe med faglig uddannelse, og derfor er der alt i alt flere uden kompetencegivende uddannelse. Pakistanerne er populært sagt enten læger eller taxachauffører.

Forældrenes indflydelse

Flere forskellige faktorer er afgørende for, om de unge får en uddannelse eller ej. Det har stor betydning, om forældrene er på arbejdsmarkedet, om de selv har en uddannelse – men også  om de lægger vægt på, at børnene får én. Det sidste kan det radikale folketingsmedlem Naser Khader nikke genkendende til:

»Min far gik kun tre år i skole, og min mor var analfabet – men de var optaget af, at jeg fik den uddannelse, som de aldrig selv opnåede,« siger Khader, hvis far var syrisk gæstearbejder.

»Forældrenes ambitioner har stor betydning for de unges uddannelse, men er også med til at styre den. Og mange indvandrere bedømmer danske uddannelser efter standarden i deres gamle hjemland. Der er stor prestige i at være læge eller ingeniør, mens de kreative fag ikke regnes for noget. Og det betragtes som spild, hvis en ung med studentereksamen kun bliver sygeplejerske – de skal på universitetet.«

Analysen af gæstearbejdernes børn viser, at især mødrenes uddannelse er vigtig for, hvordan de unge klarer sig, fordi de har ansvaret for børnene – især i de helt unge år. Nina Smith peger på, at mange af andengenerations-indvandrerne allerede har problemer i folkeskolen:

»Mange af indvandrerfamilierne kan slet ikke honorere de krav, der stilles. Nu taler man om, at forældrene skal forpligtes til at læse hver dag med deres børn. Men hvordan skal en tyrkisk mor gøre det, hvis hun kun har gået få år i skole og taler mangelfuldt dansk?«

Derfor er det vigtigt, at også indvandrerkvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet og bliver en del af det danske samfund, selv om det sker gennem aktivering og andre projekter:

»Integrationen af første generation handler i høj grad om at skabe forudsætningerne for integration af de næste generationer. Derfor er det katastrofalt, at regeringen har forlænget barselsorloven og giver forældre penge for at passe deres egne børn. Det giver indvandrerfamilierne mulighed for at holde kvinderne væk fra arbejdsmarkedet,« påpeger Nina Smith.

Ægteskab hindrer uddannelse

En anden afgørende faktor er de mange ægteskaber, hvor andengenerations-indvandrere allerede omkring 20-års-alderen giftes med en fra forældrenes hjemland. Hvis en ung »efterkommer« giftes med en indvandrer, falder sandsynligheden for at få en faglig uddannelse med næsten 30 procent og en lang videregående uddannelse med hele 60 procent.

»Mange ægteskaber fører hurtigt til børn, da muslimer først betragter et ægteskab som fuldbragt, når der er børn. Dermed bliver det sværere at gøre uddannelsen færdig. Samtidig ser vi tit, at kvinderne får problemer, fordi manden er imod, at hun deltager i sociale sammenhænge,« siger Naser Khader.

Men først nu er forskerne ved at undersøge de præcise sammenhænge:
»Måske gør selve ægteskabet det sværere at tage en uddannelse, fordi manden vil fastholde kvinden i et traditionelt kønsrollemønster. Men andre gange er ægteskabet måske tegn på noget andet – at familien hænger fast i traditionelle normer, der slet ikke lægger vægt på uddannelse,« siger Nina Smith.

Naser Khader og Nina Smith forventer, at de strammere regler for familiesammenføring, som trådte i kraft 1. juli sidste år vil fremme integrationen. Ifølge de nye regler kan unge under 24 år ikke få en ægtefælle til landet gennem familiesammenføring.

»Mange indvandrerfamilier vil tænke, at så kan ægteskabet vente. De unge får dermed mulighed for at gøre uddannelsen færdig og møder måske en mage her i landet,« siger Naser Khader.

Diskrimination og manglende netværk

Som det ses i grafikken på den foregående side, har unge med tyrkisk og pakistansk baggrund langt sjældnere en erhvervsuddannelse end deres danske jævnaldrende. Det skyldes både, at færre søger ind – og at flere falder fra undervejs. Blandt de dårligst uddannede – mænd med tyrkisk baggrund – sker hele 90 procent af frafaldet i uddannelsessystemet netop på erhvervsuddannelserne.

Unge med fremmed baggrund har sværere ved at få en praktikplads. Vejledere på erhvervsskolerne beretter om arbejdsgivere, der ikke vil tage etniske unge i praktik, fordi de frygter en reaktion fra kunderne:

»Diskrimination er en vigtig forklaring. Men problemet bunder også i manglende netværk. 70 procent af alle job besættes ved, at man kender nogen på arbejdspladsen, og sådan er det også med mange praktikpladser. Derfor er det vigtigt, at andengenerations-indvandrerne deltager i sportsklubber og andre foreninger, hvor de lærer danskere at kende og får et netværk,« siger Naser Khader.

Tosprogede specialister

Nina Smith efterlyser en grundlæggende debat om, hvordan det danske samfund sikrer en bedre integration over generationer. Hun hæfter sig ved analyser fra den internationale økonomiske organisation OECD, der viser, at andengenerations-indvandrerne klarer sig dårligt i mange vestlige lande, men at Danmark er et af de lande med størst problemer:

»Mange indvandrerfamilier har svært ved at give børnene den nødvendige støtte, og det må samfundet kompensere for. Vi må for eksempel tilbyde unge med fremmed baggrund en helt anden vejledning end danske unge.«

På Danmarks Pædagogiske Universitet tænkes i de samme baner. Professor Niels Egelund er ved at undersøge, hvorfor skolesystemet i Danmark klarer sig dårligere end lande som Canada og Sverige. Undersøgelsen er først færdig om en måned, men Niels Egelund giver et fingerpeg:

»Andre lande klæder lærerne bedre på til at undervise indvandrerbørn. I Sverige har man i ti år haft undervisning i svensk som andet sprog – noget, der kræver en helt særlig metodik – som fast bestanddel af læreruddannelsen. I Danmark har vi intet, der ruster lærerne særligt i forhold til undervisningen af indvandrerbørn. Vi har i Danmark haft en tilbagelænet naiv tro på, at integrationsproblemerne ville løse sig selv.«