Afvisning

Fagtop: Flygtningeforslag kynisk og hjerteløst

Af | @GitteRedder
| @MichaelBraemer

LO og FTF er chokerede over, at DF og LA vil sende flygtninge, der har fået asyl i Danmark, videre til lejre i Afrika. 20.000 flygtninge på dansk jord i år er ikke noget uhyggeligt tal, mener LO. FTF peger på, at det stigende antal asylansøgere skaber danske arbejdspladser.

Dansk Folkeparti og Liberal Alliance vil sige nej til at modtage flere flygtninge i Danmark.

Dansk Folkeparti og Liberal Alliance vil sige nej til at modtage flere flygtninge i Danmark.

Foto: Polfoto

Mere efteruddannelse, kurser og opkvalificering til folk på det danske arbejdsmarked er en af fagbevægelsens mærkesager. Nu udvider fagbevægelsen ønsket til også at gælde de politikere fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der foreslår at sende flygtninge, der kommer til Danmark og  opnår asyl, videre til lejre i Afrika, Tyrkiet eller Mellemøsten.

LO-sekretær Marie Louise Knuppert mener, at en hurtig studietur til Afrika eller Tyrkiet ville kunne bringe Dansk Folkeparti og Liberal Alliance til fornuft.

»Jeg har aldrig hørt et forslag, der i den grad vidner om uvidenhed om flygtninge. Både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance skulle tage til verdens største flygtningelejr, Dadaab i Nordkenya, og se de usle forhold, flygtninge bor under. Så kunne det godt være, at de tænkte sig om en ekstra gang, før de kom med sådan et forslag. Det er inhumant og respektløst over for mennesker at ville sende dem retur,« konstaterer Marie Louise Knuppert, der er politisk ansvarlig for LO-fagbevægelsens internationale aktiviteter.

20.000 asylansøgere er ikke noget uhyggeligt tal. LO-sekretær Marie Louise Knuppert

Marie Louise Knuppert pointerer, at der i øjeblikket er mere end 50 millioner mennesker på flugt rundt omkring i verden. Blandt andet fra Islamisk Stat, fra overgreb i Syrien og fra konflikter i Mellemøsten og Afrika. Det betyder, at flygtningelejre i de områder alle er overbelastede og har nået grænsen for deres kapacitet.

Kan ikke bare lukke vores grænser

Også formanden for blandt andet sygeplejersker, lærere og pædagoger i FTF, Bente Sorgenfrey, ryster på hovedet af Dansk Folkeparti og Liberal Alliances forslag.

»Det er kynisme at ville sende flygtninge retur. Danskerne har tidligere i historien vist, at vi hjælper, når folk har det svært. Jeg tænker blandt andet på jøderne under 2. verdenskrig. Og vi skal ikke være så bange. De mennesker, der kommer hertil, er ganske almindelige familier som os andre,« konstaterer Bente Sorgenfrey.

Også FTF-formanden mener, at en række borgerlige politikere trænger til at blive opkvalificeret på verdenssituationen og årsagerne til, at folk flygter.

»Man skal altså prøve at have en forståelse for, at der er så voldsomme kriser rundt om i Europa og ikke mindst i Syrien og Tyrkiet, at man er nødt til at hjælpe. Mange danskere tager jo i øvrigt på ferie i Tyrkiet, og vi er nødt til at tage et ansvar og hjælpe med at løse konflikterne og tage trykket af de enorme flygtningelejre i området,« siger hun.

Både Bente Sorgenfrey og Marie Louise Knuppert fremhæver, at de er store tilhængere af, at Danmark skal hjælpe i nærområderne og bidrage med telte, tæpper og fødevarer i flygtningelejrene tæt på Syrien.

»Men vi er også nødt til at erkende, at nærområderne i øjeblikket er så pressede, at vi også herhjemme skal tage vores andel af flygtningene. Sådan bare at lukke grænserne og sende folk tilbage kan vi simpelthen ikke gøre, når store dele af verden står i brand,« siger Bente Sorgenfrey og tilføjer, at det ikke hænger sammen, hvis vi sender danske kampfly på vingerne uden også at ville yde tilstrækkelig humanitær hjælp.

20.000 ikke noget uhyggeligt tal

Regeringen har netop fordoblet prognosen for, hvor mange asylansøgere, der kommer til Danmark i år. Nu skønner regeringen, at der kommer 20.000 asylansøgere, og at regningen inden årets udgang løber op i cirka fire milliarder kroner. Eller mere end dobbelt så dyrt, som regeringen kalkulerede med for bare to måneder siden.

Den ekstra regning må vi tage på os som en ansvarlig del af det internationale samfund, mener både LO og FTF.

»20.000 asylansøgere er ikke noget uhyggeligt tal. Flygtningesituationen lige nu herhjemme er især opstået som følge af en konkret konflikt med Islamisk Stats fremfærd. Og her skal vi tænke med et humanitært hjerte,« siger LO-sekretær Marie-Louise Knuppert.

Vi skal også huske, at asylansøgerne kan være med til at skabe vækst og arbejdspladser lokalt, også til arbejdsløse danskere. FTF-formand Bente Sorgenfrey

Hun mener, at politikerne skal appellere til danskernes medmenneskelighed og næstekærlighed frem for til at skele til bundlinjen på statsbudgettet.

»Det ville jo svare til, at København pludselig blev bombet, og vi var nødt til at flygte til Sverige alle sammen. Det her er en humanitær katastrofe, og jeg er sikker på, at mange af de flygtninge, der kommer, gerne vil hjem igen. Og så kan de komme hjem igen, når situationen er til det,« siger Marie Louise Knuppert.

Også FTF-formanden understreger, at Danmark har råd til at huse 20.000 asylansøgere.

»Det kan vi godt. Jeg mener ikke, at vi er nået til kapacitetsgrænsen for, hvor mange flygtninge vi kan tage imod endnu. Det antal flygtninge, vi tager imod, skal holdes op mod vores ressourcer, men de ressourcer mener jeg vi har i Danmark,« siger Bente Sorgenfrey.

Asylansøgere kan være gevinst

Hun understreger, at man både på Christiansborg og ude i kommunerne skal være opmærksomme på, at de mange flygtninge kan presse nogle små lokalsamfund.

»Vi skal selvfølgelig ikke bare eksportere asylansøgere ud til steder, hvor det kan give voldsomme sociale problemer. Men vi skal også huske, at asylansøgerne kan være med til at skabe vækst og arbejdspladser lokalt. Også til arbejdsløse danskere,« siger hun.

Bente Sorgenfrey mener, at vi skal have et helt andet perspektiv på strømmen af asylansøgere end det som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance anlægger. Asylansøgerne kan akkurat lige så godt være en gevinst som en belastning for lokalsamfundet, anfører hun.

»Vi har jo problemer i yderkantsområderne med at få gang i arbejdspladser og vækst igen. De mange tusinde asylansøgere er en mulighed for at skabe nogle arbejdspladser. Hvis man indretter et nedlagt plejehjem til asylcenter, kan der komme lokale arbejdspladser ud af det her,« siger Bente Sorgenfrey.