Faglig strid om strategi: Forhandling eller aktion

Af Peder Munch Hansen

Den faglige enighed er splittet efter strejker i Tyskland og Frankrig. Og splittelsen rækker længere ud i Europa. I den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS, venter diskussioner om, hvorvidt man skal satse på mobilisering eller forhandling – selv om EFS’s kongres i maj drejede ind på forhandlingsvejen.

06Strejker og aktioner i Tyskland og Frankrig har kastet fagbevægelserne i de to lande ud i den største diskussion i årevis om, hvorvidt faglige organisationer vinder deres sejre gennem forhandling eller ved aktioner. I Tyskland opgav verdens stærkeste fagforbund, IG Metall, i juni for første gang siden 1954 en faglig strejkebølge. Den mislykkede aktion fører til lederskifte i metalforbundet og i tusindvis af nye udmeldelser.

I Frankrig kom de største faglige landsorganisationer på total kollisionskurs i to faglige kampe, efter den næststørste landsorganisation, CFDT, indgik forlig med regeringen om reformer, mens den største, CGT, og også den tredjestørste, FO, fortsatte aktioner for at presse regeringen til nye forhandlinger om afgørende reformer.

Imens lægger den ny leder af britisk LO, Brendan Barber, op til en blødere linje over for både premierminister Tony Blairs Labourparti og arbejdsgiverne. Dialog og samarbejde er fremtiden, mener Barber.

De faglige diskussioner begrænser sig ikke til Frankrig, Tyskland og Storbritannien. De rækker langt ud i Europa og kom allerede i maj op på den europæiske faglige sammenslutning, EFS’s kongres i Prag. Ja endnu inden kongressen blev indledt, angreb den socialistiske belgiske landsorganisation, FGTB, både EFS og fagbevægelser i det nordlige Europa for at svigte lønmodtagernes interesser, fordi de ikke mobiliserede lønmodtagerne til faglige opgør, men satsede på forhandling.

citationstegnVi accepterer, at nogle fagbevægelser ikke bevæger sig i samme tempo som andre. Men nu er det også i den gale retning. Mia De Vits, leder af den belgiske landsorganisation FTGB

»EFS kan kun blive en stærk organisation og en virkelig stærk modvægt i Europa, hvis den kan handle som en rigtig fagforening i stedet for en lobbyorganisation. Kun når EFS beviser, at den virkelig kan mobilisere arbejderne i Europa (mænd og kvinder), vil den være en stærk modvægt og blive taget alvorligt,« hed det i en udtalelse fra FTGB.

Støtter dansk model

På et pressemøde i maj sagde FTGB’s leder, Mia De Vits, at organisationen udeblev fra EFS-kongressen, fordi først og fremmest de nordiske, hollandske, tyske og britiske fagbevægelser trak EFS i den gale retning og væk fra mobiliseringen af lønmodtagerne.

»Vi accepterer, at nogle fagbevægelser ikke bevæger sig i samme tempo som andre. Men nu er det også i den gale retning,« sagde Mia De Vits.

Kongressen i Prag vedtog et handlingsprogram, som lægger vægt på øget dialog med arbejdsgiverne og også, at den europæiske fagbevægelse satser på politisk indflydelse i EU. EFS går videre med tanker om at opbygge et egentligt europæisk system på arbejdsmarkedet, der peger i retning af en dansk model.

Faglig kamp i Frankrig

Handlingsprogrammet fik fuld opbakning på EFS’s kongres og dermed også fra de fire franske medlemsorganisationer, der blandt andet tæller den kommunistisk orienterede CGT.

CGT’s generalsekretær, Bernard Thibault, indledte sin faglige karriere med at lægge de franske jernbaner øde gennem strejker. Men efter valget til generalsekretær blev det ham, der fik CGT ind i den etablerede europæiske faglige samling, EFS, efter år i venteposition.

Ventetiden skyldtes især modstand fra den tredjestørste franske landsorganisation, FO, der gik imod optagelsen. FO mente, at CGT’erne stadig var en flok kommunister, som i øvrigt aldrig havde skrevet under på en kollektiv aftale. Og det med aftaler måtte CGT først lære. Ironisk nok blev FO’s argumenter imødegået af det reformvenlige CFDT, og eks-kommunisterne kom med i EFS i 1999.

citationstegnNår man ikke har forhandlet en aftale hjem i 40 år, så kender man selvfølgelig ikke til den slags indre tvivl. Francois Chérèque, generalsekretær for den franske landsorganisation CFDT

CFDT har i de senere år nærmet sig CGT, men forbindelsen er isnet i foråret og sommer under store strejker og demonstrationer først mod en pensionsreform og siden mod indgreb i sæsonarbejderes ret til understøttelse.

I januar skrev syv organisationer – også CGT og FO – under på et fælles charter, der anerkendte, at der var behov for reformer af pensionssystemet. Franskmændene går tidligt på pension, og dermed bliver Frankrig hårdt ramt af de generelle problemer i Europa med færre unge og flere og flere ældre.

Regeringen lagde op til reformer og forhandlede med parterne på arbejdsmarkedet. Men CGT og FO krævede mere indflydelse på reformerne gennem reelle forhandlinger og mobiliserede lønmodtagerne til kamp mod regeringens forslag. Den 13. maj demonstrerede en-to millioner franskmænd i en række byer mod regeringens oplæg. Regeringen fortsatte imidlertid sit projekt.
Og bedst som CGT og FO lagde an til nye aktioner, chokerede det reformvenlige CFDT de øvrige ved at godkende regeringens forslag. CFDT’s generalsekretær, Francois Chérèque, forsvarede i det politiske ugeskrift Le Nouvel Observateur sin accept med, at franskmændene fortsat ville have et af Europas bedste pensionssystemer med ret til at gå på pension som 60-årig – og endnu før, hvis man var trådt ind på arbejdsmarkedet som meget ung.

Francois Chérèque afviste, at han dermed splittede den franske fagbevægelse. Men han erkendte, at en faglig leder altid kan stille sig selv spørgsmålet, hvornår han skal slå sømmet i. Med direkte adresse til Bernard Thibault og CGT tilføjede han:

»Når man ikke har forhandlet en aftale hjem i 40 år, så kender man selvfølgelig ikke til den slags indre tvivl.«

Forliget blev mødt med hårde ord på det franske Socialistpartis efterfølgende kongres, der hyldede Bernard Thibault, selv om han stadig er menigt medlem af kommunistpartiet. Men Chérèque afviste også Socialistpartiets kritik. Socialisterne ville have gennemført samme reformer som regeringen, mente CFDT-generalsekretæren, fordi de var nødvendige. Samtidig var det bedre at opnå et forlig med en regering end at risikere, at et spørgsmål som en pensionsreform kom til uberegnelige politiske forhandlinger i et parlament. En fagbevægelse måtte forhandle med dem, der sad ved roret.

»CFDT bedømmer en tekst på indholdet og ikke på den politiske etikette,« sagde Chérèque, der mente, at CFDT altid høstede frugter for sit mod.

Forhandling som strategi

I første omgang var frugterne dog sure selv inden for egne rækker. Flere CFDT-afdelinger protesterede mod forliget, og opinionsmålinger viste, at franskmændene var imod. Men som avisen Le Monde tørt tilføjede: 85 procent af franskmændene støtter samtidig præsident Chirac.
Kort efter blev Frankrig ramt af nye faglige aktioner, der stoppede en række af sommerens musik-, teater- og balletfestivals. Teknikere og kunstnere kastede sig ud i opgør mod nye forslag fra regeringen, der ramte deres understøttelser, fordi de skulle arbejde en større del af året for at få støtte i perioderne med ledighed.

Igen fik regeringen dog støtte fra CFDT.  Ikke overraskende, mente Jacques Rigaudiat, tidligere rådgiver i sociale spørgsmål for de forhenværende socialistiske premierministre Michel Rocard og Lionel Jospin.

»For CFDT er forhandlinger ikke blot et middel blandt andre, men en integreret del af aktionen,« skrev Rigaudiat i Le Monde.

Den diskussion fortsætter nu også i den faglige landsorganisation FO, der vælger ny leder til næste år. Favoritten til posten er Jean-Claude Mallet, der ønsker FO ind på en forhandlingslinje. FO’s repræsentant i Bruxelles venter dog, at der kommer en modkandidat med en mere radikal linje og dermed et hårdt opgør på kongressen.

Tysk nederlag

Den tyske fagbevægelse kom ud i samme diskussioner som den franske, efter metalforbundet IG Metall krævede, at medlemmerne i det tidligere Østtyskland fik forkortet arbejdsugen fra 38 timer til 35 og dermed arbejdede som i det vestlige Tyskland.

Arbejdsgiverne afviste kravet. IG Metall erklærede strejker i delstater i øst. Især bilindustrien blev berørt, men fabrikkerne svarede igen ved at sende folk hjem på fabrikkerne i vest. Solidariteten mellem kollegerne i øst og vest skrantede. Vrede hjemsendte meldte sig ud af IG Metall i protest.

citationstegnDet drejer sig i dag ikke kun om at forhandle. Forhandlinger vinder man kun, hvis man har medlemmerne i ryggen. Doro Zinke, generalsekretær for den europæiske transportføderation ETF

IG Metall, der regnes for verdens stærkeste fagforbund med 2,6 millioner medlemmer, har i forvejen mistet medlemmer. Sidste år tabte forbundet 43.000 medlemmer. Allerede i første halvår af 2003 var tabet oppe på 47.000.

Presset fra medlemmerne var medvirkende til, at IG Metall for første gang siden 1954 opgav en strejke uden at have fået noget for indsatsen. Formanden, Klaus Zwickel, angreb direkte sin næstformand, Jürgen Peters, for at have ført en for hård linje under opgøret med arbejdsgiverne.
Zwickel træder nu tilbage – et år før planlagt.

Han støtter samtidig den reformvenlige Berthold Huber som sin efterfølger frem for Peters. En intern aftale mellem kandidaterne betyder imidlertid, at Peters efter al sandsynlighed alligevel overtager formandsposten med Huber som sin højre hånd.

I Thatchers skygge

»Margaret Thatcher knuste den britiske fagbevægelse. IG Metall ødelægger sig selv,« har været en almindelig bemærkning i Tyskland i sommer.

Og Thatchers skygge hviler stadig over den britiske fagbevægelse, der efter opgør med den konservative regering nu også har haft opgør med Tony Blair-regeringen. Men de opgør, må stoppe, mener den nye generalsekretær i det britiske LO, Brendan Barber Han afløste i juni John Monks, der blev generalsekretær i den europæiske faglige sammenslutning, EFS.

I forbindelse med sit valg udtalte Barber, at de i den britiske regering, der ikke forstår, hvad en fagbevægelse er, nu må lære det. Han ønsker både at forbedre den politiske kontakt og kontakten til arbejdsgiverne.

Imens søger John Monks som ny EFS-generalsekretær kontakt til de europæiske arbejdsgivere. De vil prøve at forhandle en aftale om stress hjem i den kommende tid. Men Monks slår samtidig fast, at også han ønsker mobilisering. EFS organiserer en demonstration i Rom 4. oktober, når EU-landene indleder regeringskonferencen om en ny forfatningstraktat. Demonstrationen skal vise, at EFS vil kæmpe for en stærk social dimension i Europa, hedder det.

En klog linje, mener generalsekretæren for den europæiske transportføderation, ETF, Doro Zinke.
ETF har tidligere selv koordineret europæiske aktioner blandt andet i forbindelse med EU-forslag om ændringer af arbejdet i havne.

»Det drejer sig i dag ikke kun om at forhandle. Forhandlinger vinder man kun, hvis man har medlemmerne i ryggen. Derfor er jeg enig i, at det er en dobbelt satsning,« siger Doro Zinke til A4.

Kommunikationen med medlemmerne får fagbevægelsen via mobiliseringen. Sådan var det også for havnearbejderne i Danmark under den europæiske aktion.

»Vi skal vide, at vi ikke arbejder isoleret for medlemmerne, men sammen med dem. Derfor er den fælles mobilisering af og til nødvendig,« siger Doro Zinke.

Hun erkender, at ikke alle i EFS deler opfattelsen. Derfor venter hun nye diskussioner i den europæiske fagbevægelse efter sommerens opgør i Frankrig og Tyskland.