Faglig kamp på klimatopmøde

Af | @GitteRedder

Mere end 300 faglige topfolk fra hele verden vil de næste uger kæmpe for, at omstillingen til fremtidens grønne teknologier ikke sender millioner af arbejdere ud i arbejdsløshed – hensynet til beskæftigelsen skal skrives ind i slutdokumentet på FN’s klimatopmøde. Forsker vurderer, at fagbevægelsen gør det rigtige ved at kæde beskæftigelse sammen med klima.

COP15 Den globale fagbevægelse vil kæmpe til målstregen for at få indflydelse på det slutdokument, der skal vedtages på FN’s klimatopmøde i København om mindre end to uger.

På vegne af næsten 200 millioner fagforeningsmedlemmer verden over vil den Internationale sammenslutning af faglige organisationer, IFS, i slutspurten forsøge at overbevise alverdens ledere om, at de skal tage hensyn til beskæftigelsen, når produktion og arbejdspladser skal omstilles til grøn og miljøvenlig produktion.

Mere end to års intensivt fagligt lobbyarbejde skal helst præmieres med to linjer i den endelige klimaaftale. Men lige til det sidste er der nerver på, og det er stadig højest usikkert, om det vil lykkes for fagbevægelsen at få beskæftigelseshensyn skrevet ind i FN’s klimaaftale, vurderer to af dansk fagbevægelses topfolk.

Hverken LO-sekretær Marie Louise Knuppert eller FTF-formand Bente Sorgenfrey lægger skjul på, at det bliver hårdt arbejde at presse verdens ledere til at tage beskæftigelseshensynet med ind i en klimakonvention. Derfor kommer de begge til at tilbringe de fleste af deres vågne timer i Bella Centeret de næste uger – for at presse på til sidste øjeblik.

»Der står rigtig meget på spil for fagbevægelsen og lønmodtagere fra alle egne af kloden de næste uger. For når vi skal vedtage en klimakonvention, der skal redde planeten fra overophedning, må vi ikke glemme at tage hensyn til kulminearbejdere i Polen og andre udsatte job. Derfor insisterer vi på, at der skal være en retfærdig omstillingsproces, også for arbejdskraften,« siger Marie Louise Knuppert.

Og formand for FTF Bente Sorgenfrey erklærer sig enig.

»Fokus for fagbevægelsen er at få en retfærdig omstilling af produktionen og skabe tryghed for de ansatte i forbindelsen med omstillingen til mere klimavenlige arbejdspladser. Det indebærer, at vi ikke får hægtet arbejdere af i den nødvendige omstilling af produktionen, der skal til for at leve op til nogle klimamål,« siger Bente Sorgenfrey.

Fra Japan til Colombia

Marie-Louise Knuppert og Bente Sorgenfrey kommer ikke til at kæmpe alene til COP15 for at overbevise alverdens regeringsledere om vigtigheden af beskæftigelseshensyn i en klimaaftale.

Helt præcis deltager 319 faglige ledere fra mere end 60 nationer i klimatopmødet, og det er den største fagforeningsdelegation nogensinde til en FN-forhandling, ligesom det er den største forsamling af faglige ledere nogensinde på dansk jord.

At der kommer så mange af de faglige topfolk, viser ifølge Søren Kaj Andersen – leder af Center for arbejdsmarkedsforskning, FAOS, på Københavns Universitet – at den internationale fagbevægelse har erkendt, at de er nødt til at stå sammen og være offensive for at få beskæftigelsen ind i klimadagsorden.

Det er nemlig ikke for at juleshoppe på Strøget og hygge i et julepyntet Tivoli, at fagforeningsledere fra blandt andet Japan, Indien, Colombia, Bangladesh og USA kommer til et decemberkoldt København, påpeger Søren Kaj Andersen:

»Vi kommer til at opleve nogle ganske markante omvæltninger i, hvad og hvordan der produceres i de kommende år, og det vil få konsekvenser for beskæftigelsen overalt på kloden. Derfor er der stor mening i, at de faglige ledere er i København de næste uger,« fastslår han.

Allerede nu kan vi ifølge arbejdsmarkedsforskeren se konturerne af et nationalt kapløb om at komme først med nye teknologier, der er relevante løsninger på de klimaproblemer, vi står overfor. Det kapløb vil blive intensiveret fremover, og fordi der er bunker af job i kølvandet på de nye teknologier, vil det være vigtigt.

»Der er nogle enorme jobmæssige forskydninger i gang som følge af klimaforandringerne. Bare se på de nye begreber, der er i omløb i disse år: grøn økonomi, bæredygtige job, grønne teknologier. Pilen peger på, at vi står overfor en grøn revolution af arbejdsmarkedet, men der er stor usikkerhed omkring, hvad det betyder. Og konsekvenserne vil også være forskellige fra land til land,« siger Søren Kaj Andersen.

Set med forskerens øjne er det logisk, at fagbevægelsen er så massivt til stede på FN’s klimatopmøde.

»Det her er en reel kamp for fagbevægelsen. En masse mennesker vil miste det job, de har, som følge af nye produktionsformer. Hvordan transformationen fra tab af job til skabelse af nye job bliver, vil være vidt forskelligt, men det vil kræve en stærk fagbevægelse til at pleje deres medlemmers interesser,« vurderer Søren Kaj Andersen.

»Det her er oplagt en fagforeningssag, fordi der vil komme mange tabere på arbejdsmarkedet. Altså folk der ikke har de rette kvalifikationer, folk der bor de forkerte steder og så videre. Der er det fagbevægelsens opgave at overvåge, hvad der sker og sikre sig i de dokumenter, der forfattes på højeste sted, at der skal tages hensyn til lønmodtagere,« siger han.

LO-sekretær Marie-Louise Knuppert afviser, at fagbevægelsens kamp for beskæftigelseshensyn blokerer for en fremsynet klimapolitik. At beskylde fagbevægelsen for hellere at ville redde polske kulminearbejdere frem for klimaet er nonsens, påpeger hun:

»I Danmark er vi netop stolte af vores aktive arbejdsmarkedspolitik, hvor vi omskoler til nye job og opkvalificerer arbejdskraften, så den er gearet til fremtiden. Vi ønsker, at arbejdskraften skal have uddannelse alle steder, så de polske kulminearbejdere også kan se perspektiverne i nye grønne teknologier og er trygge ved fremtiden,« siger hun.

Heller ikke FTF-formand Bente Sorgenfrey mener, at fagbevægelsen spænder ben for nogle ambitiøse klimamål ved at kæmpe for, at beskæftigelsen kommer ind i den færdige kontrakt.

»Nej, beskæftigelseshensynet står ikke i vejen for klimaet. Jeg tror tværtimod på, at den retfærdige omstilling af beskæftigelsen vil hjælpe klimamålene på vej,« siger Bente Sorgenfrey.

Skal klimamålene indfries, forudsætter det ifølge FTF-formanden, at de enkelte landes regeringer får medspillere og ikke modstandere. Og her er fagbevægelsen og den nordiske tradition for dialog og forpligtende aftaler helt central, mener hun.

»Se hvordan der for eksempel er demonstrationer og bæres ligkister rundt i Bruxelles gader, når bilproduktionen skal omstilles. Folk protesterer, hvis de mister deres job, og for mig at se er det fagbevægelsens opgave at kæmpe for jobsikkerhed på den lange bane og undgå massive folkelige protester i forbindelse med den kolossale omstilling af produktionen, vi står overfor,« siger Bente Sorgenfrey og understreger, at man i store omstillingsprocesser ikke kommer udenom fagbevægelsen.

Usikker på Løkke

Først i allersidste øjeblik finder fagbevægelsen ud af om de får en historisk sejr og får indskrevet beskæftigelseshensyn i en klimakonvention. Men det er langt fra givet, og selv om toneangivende ledere som Brasiliens præsident Lula og Tysklands kansler Angela Merkel har givet håndslag på, at de vil kæmpe for fagbevægelsens mærkesag, er det stadig usikkert, om det lykkes. Især fordi USA ikke er en varm fortaler for at beskæftigelsen skal med.

Så sent som i sidste uge sendte Nordens Faglige Fammenslutning, NFS, et fælles brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), hvor norsk, svensk og finsk fagbevægelse retter en indtrængende appel om at nå til en forpligtende aftale i København.

I brevet fremgår det, at »tryghed i omstillingen er et hovedkrav«, og Bente Sorgenfrey, der for øjeblikket er formand for NFS, siger lige ud, at hun er usikker på, om den danske regering kæmper fagbevægelsens kamp i denne sag:

»Det er svært at vide om vores politikere herhjemme er ambitiøse nok, også på det her punkt. Men vi prøver at presse dem til at være det, og i hvert fald kæmper vi bravt for, at det kommer med,« siger hun.

»Jeg kan godt være lidt usikker på, hvor opmærksomme politikerne er på vigtigheden af at skabe tryghed for lønmodtagerne. Det er lidt op ad bakke lige nu,« konstaterer Bente Sorgenfrey.

LO-sekretær Marie-Louise Knuppert er mere optimistisk og regner det for meget realistisk, at fagbevægelsen får to linjer med i slutdokumentet:

»Alle regeringer i verden har de sidste par år fået besøg af fagforeningsdelegationer, og mange af verdens ledere ved, at det her er vigtigt. I de næste uger vil vi intensivt arbejde på at tale med de lande, der endnu mangler at kæmpe vores sag. Det bliver en hård proces,« siger, hun men udtrykker tilfredshed med Connie Hedegaard (K) som topforhandler.

Den tidligere danske klima- og energi minister har ifølge Marie-Louise Knuppert forstået værdien af at kæde jobtryghed sammen med klimapolitikken.

Arbejdsmarkedsforsker Søren Kaj Andersen vil ikke spå om, hvorvidt fagbevægelsen bliver vindere eller tabere i Bella Center de næste uger. Men han vil godt fastslå, at fagbevægelsen vælger den nødvendige offensive strategi.

»Det er godt, at fagbevægelsen også er på banen her. For den skal tænke i muligheder for at skabe job i forbindelse med nye bæredygtige teknologier. Fagbevægelsen har en dobbelt dagsorden, for udover at den selvfølgelig ønsker at gøre noget ved klimaproblemerne, mener den også, at vi skal udnytte den udfordring, vi står over for og skabe beskæftigelse indenfor nogle områder, hvor der er perspektiver mange år fremover.«