Fagforeninger kan være en god investering

Af

Medlemmer af fagforeninger har højere løn, kortere arbejdstid og større jobsikkerhed. Virksomheder, hvor de ansatte er i fagforening, har lavere produktivitet og mindre overskud. Hænger det sammen? Ja, hvis man samarbejder, siger Zafiris Tzannatos fra Verdensbanken, manden bag en global undersøgelse om fagforeninger.

»Fagforeninger er hverken gode eller dårlige for samfundsøkonomien,« siger økonom Zafiris Tzannatos fra Verdensbanken og skynder sig at tilføje:

»Og det er en god nyhed, som kan få stor betydning for udbredelsen af arbejdstagerrettighederne i udviklingslandene.«

Men hvordan kan det være en god nyhed, at fagforeninger i sig selv ikke påvirker den økonomisk vækst? Zafiris Tzannatos er en venlig mand med en vigtig pointe:

»Der er mange, som har en ideologisk betinget kritik af fagforeninger. De siger, at faglig organisering skader den økonomiske vækst, fordi arbejdskraften bliver dyrere og dermed hæmmer landets konkurrenceevne. Men sådan hænger det ikke sammen. Der er ikke nogen videnskabelige argumenter for at holde arbejdstagerrettigheder uden for forhandlinger om mere frihandel i verden,« siger Tzannatos.

Ifølge den græske økonom er samspillet mellem fagforeninger, arbejdsgivere og regeringen afgørende for et lands økonomiske vækst. Omvendt skal man ifølge Tzannatos også være mistænksom over for dem, der siger, at fagforeninger altid bidrager til den økonomiske vækst. I 1970’erne var de britiske fagforeninger så aggressive i deres lønkrav, at landet reelt var et mulehår fra statsbankerot. De danske fagforeninger var ligeledes dygtige til at få store lønforhøjelser i 1970’erne. Faktisk var fagforeningerne så dygtige, at den danske økonomi havde kurs mod afgrunden. Spørgsmålet er derfor ikke, om der fagforeninger eller ej, men hvordan fagforeningerne opfører sig i samspillet med regeringen og arbejdsgiverne.

»Jo bedre økonomien er koordineret, jo bedre klarer den sig,« påpeger Tzannatos.

Hans argumenter bygger ikke på løse ideer. Sammen med den danske økonom Toke Aidt, der til dagligt er forsker ved Cambridge University i Storbritannien, har Tzannatos samlet flere end 1.000 undersøgelser fra så forskellige lande som Panama, USA, Danmark og Ungarn om fagforeninger og forskellige overenskomstmodeller. Undersøgelserne er blevet proppet ind i en analytisk model og derefter behandlet for at skabe det store overblik over, hvordan fagforeninger fungerer – for lønmodtagerne, for virksomhederne og samfundsøkonomien.  

citationstegnDer er mange, som har en ideologisk betinget kritik af fagforeninger. De siger, at faglig organisering skader den økonomiske vækst, fordi arbejdskraften bliver dyrere og dermed hæmmer landets konkurrenceevne. Men sådan hænger det ikke sammen.

Resultaterne er præsenteret i den lille bog fra Verdensbanken »Unions and Collective Bargaining«. I modsætning til mange rapporter og bøger, der kommer fra Verdensbanken er den bogstaveligt talt blevet revet væk – den er efter få måneder udsolgt. Og dens budskab er slået igennem over alt i verden.

»I Canada har fagforeningerne taget en tænkepause, og i Sydafrika har fagforeningerne besluttet at ændre den politiske kurs. Tidligere har de sydafrikanske fagforeninger haft et tendens til at være militante, fremover vil de have indflydelse, og derfor vil de holde igen på deres krav. De mener, at det tjener deres medlemmer bedst på langt sigt,« siger Tzannatos. 

Lidt af en gåde

Resultaterne er da også yderst interessante. Undersøgelsen viser, at lønmodtagere, der er medlem af en fagforening, generelt får højere løn, arbejder mindre, har større jobsikkerhed, flere goder såsom sygeforsikringer og bedre muligheder for efteruddannelse end uorganiserede lønmodtagere på tilsvarende virksomheder. Kort sagt: for den enkelte lønmodtager er det en god investering at være medlem af en fagforening.

16Men er det også en god ide for en virksomhed, at de ansatte er medlem af en fagforening? Det hurtige svar er nej! Ifølge undersøgelsen har virksomheder, hvor de ansatte er fagligt organiserede, en lavere grad af produktivitet, fraværet er større, overskuddet er i nogle studier op til 77 procent mindre, og de er ikke særlig gode til at introducere ny teknologi! Umiddelbart lyder det, som om den kløgtige arbejdsgiver skal bekæmpe fagforeninger med næb og kløer – dels for sin egen skyld, men også for samfundets skyld, da det ikke kan være i fællesskabets interesse, at væksten i produktiviteten snegler sig af sted.

»Resultaterne er lidt af en gåde. For hvis fagforeninger havde en entydigt negativ effekt for virksomhederne, ville de jo gå konkurs meget hurtigt, og derfor ville fagforeninger uddø. Men det kræver ikke nogen stor analyse at konstatere, at sådan hænger virkeligheden ikke sammen. Vi er nødt til at inddrage andre forhold i vores analyse,« siger Tzannatos. 

Han peger på samarbejdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere som det afgørende element. Et samarbejde der først bliver virkelig potent, hvis det løftes op på nationalt niveau, og regeringen også deltager. Sker det, kan der opstå en situation, hvor medlemmer af fagforeninger måske får større lønstigninger end resten af lønmodtagerne, men det sker på et niveau, hvor den økonomiske vækst i samfundet er så stor, at alle er blevet rigere.  

Koordinering er kodeordet

Ifølge Tzannatos er det afgørende for et lands økonomiske vækst, hvordan fagforeninger, arbejdsgivere og overenskomstsystemer fungerer. Det er naturligvis utrolig svært at måle, hvad enkelte dele af økonomien betyder for et lands samlede økonomiske vækst. Men ved at kigge på, hvordan eksempelvis arbejdsløshed og inflation hænger sammen med lønudviklingen på arbejdsmarkedet, kan man få en klar ide. Ifølge Tzannatos’ studie giver en høj grad af koordinering af økonomien nogle klare resultater.

citationstegnDer er mange, som har en ideologisk betinget kritik af fagforeninger. De siger, at faglig organisering skader den økonomiske vækst, fordi arbejdskraften bliver dyrere og dermed hæmmer landets konkurrenceevne. Men sådan hænger det ikke sammen.

»Vi kan se, at lande, der har et godt samarbejde mellem faglige organisationer, regeringen og arbejdsgiverne, er gode til at sikre en lavere arbejdsløshed, mindre lønspredning og færre strejker end lande, hvor parterne på arbejdsmarkedet bekriger hinanden. Det skaber helt basalt et økonomisk sundt miljø, som fremmer væksten,« siger han.

Men ifølge Tzannatos er der ingen klar sammenhæng mellem, hvor mange medlemmer fagforeningerne har og den økonomiske vækst.

»Forskellen mellem landene afhænger af, hvor stor en del af arbejdsmarkedet, der er dækket af overenskomster. I et land som Frankrig er kun ni procent af lønmodtagerne i fagforening, men overenskomsterne dækker knap 95 procent af arbejdsmarkedet! På den måde bliver den franske økonomi koordineret meget effektivt,« siger han.

Den anden vej

Hvad nu, hvis der ikke er parter på arbejdsmarkedet til at ryge i totterne på hinanden, fordi arbejdsmarkedet er ureguleret? Det gælder eksempelvis for USA, der har haft en forrygende vækst i 1990’erne, hvor antallet af millionærer er eksploderet, arbejdsløsheden reduceret til et historisk lavt niveau, og produktiviteten er hamret i vejret.

»Det er rigtigt, at meget uregulerede økonomier også klarer sig godt. I forhold til USA ved vi faktisk ikke, hvor stor væksten har været, fordi en del af økonomien er blevet pustet op af kunstige regnskaber og aktiespekulation. Men prisen for vækst i en økonomi som den amerikanske er ofte, at lønmodtagerne bogstaveligt talt løber for livet, fordi de ingen jobsikkerhed har. Vores undersøgelse er interessant, fordi den viser, at et lands vækst kan blive lige så stor med en model, hvor de sociale omkostninger er mindre. Det er naturligvis op til det enkelte land selv at vælge, hvilken kurs det lægger sig på,« siger Zafiris Tzannatos.

Han understreger dog, at eksempelvis Danmark og Sverige ikke kan hvile på laurbærrene. Verdensøkonomien er på vej mod en ny struktur, hvor job ikke har en fast geografisk forankring, hvor konkurrence bliver hårdere, og hvor det klassiske forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager er under opløsning, fordi flere bliver selvstændige. Men, siger Tzannatos:

»Min formodning om fremtiden er, at jo mere en økonomi bliver koordineret på det nationale eller regionale niveau, jo bedre vil folk have det. Det er ikke nogen rar økonomi, hvor markedet det ene år fjerner alle job i tekstilindustrien, det næste år ryger landmændene på tvangsauktion, og det tredje år ryger halvdelen af it-jobbene til Tunesien. Svaret er naturligvis ikke at bekæmpe forandringer, men at sikre, at forandringerne sker på en måde, hvor færrest muligt bliver tabt. Det kræver national koordinering, men det er ikke givet, at fagforeningerne bliver ved at med at fastholde sin betydning for at få tingene til at glide på en begavet måde.«

Det tager tid at blive voksen

Det er kun muligt at koordinere en økonomi, hvis der hersker en stærk tillid mellem regeringen, arbejdsgivere og fagforeninger. Når fagforeninger det ene år indgår en overenskomst, hvor lønudviklingen ikke er så stor, som lønmodtagerne ønsker, skal arbejdsgiverne på et senere tidspunkt være villige til at putte mere i posen. Derfor er det også et problem, at forholdet mellem arbejdsgivere og fagforeninger i de fleste udviklingslande er kendetegnet af et indædt modsætningsforhold.

»Hvis vores bog kun var baseret på undersøgelser fra udviklingslandene, ville den vise, at fagforeninger – og arbejdsgiverorganisationer for den sags skyld – har en negativ effekt på økonomien,« siger Tzannatos.

I et land som Danmark har det taget 100 år at opbygge et samarbejdsforhold mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.

»Fagforeninger er meget krigeriske og modstandsorienterede de første år. Men i takt med at fagforeningerne bliver en del af et fast samarbejde, bliver de mere ansvarlige. Dybest set er det ligesom børn, der græder over småting og kan finde på at baldre ruder for sjov. Med alderen bliver de mere modne, tænk blot på, hvordan europæiske arbejdere smadrede maskiner i midten af 1800-tallet,« siger Zafiris Tzannatos.