Fagbevægelsens nye projekt er kommet på banen

Af

Overenskomstforliget i industrien betød det ventede gennembrud for efteruddannelse i overenskomsterne. Alt tyder på, at uddannelse i de kommende år vil afløse pension som det langsigtede projekt i overenskomstforhandlingerne. Men penge gør det ikke alene. Fagbevægelsen skal også motivere medlemmerne til at bruge uddannelsespengene.

UDSKIFTNING Ud går nummer 4, arbejdsmarkedspension, og ind kommer nummer 14, efteruddannelse. Sådan kunne en stadionspeaker meget vel sammenfatte den udvikling i overenskomsterne på det danske arbejdsmarked, som industriens forlig forrige søndag var startskuddet til.

Her blev pensionsbidraget nemlig hævet til 12 procent af lønnen i løbet af den treårige overenskomst, og dermed er fagbevægelsens man-geårige pensionsprojekt efterhånden selv klar til pensionering. Det er i hvert fald tvivlsomt, om pensionsbidraget for de lavestlønnede skal hæves ret meget mere, før de får mere at gøre godt med i pensionsalderen end i arbejdslivet.

Til gengæld var industriforliget gennembruddet for det, der meget vel kan blive pensionens afløser som det nye langsigtede projekt i overenskomsterne: Efteruddannelse.

Ekstra uddannelse

Fra 2008 skal arbejdsgiverne i industrien betale et fast årligt beløb per medarbejder, der skal finansiere uddannelse, som de ansatte selv vælger. Det skal altså komme ud over den efteruddannelse, som arbejdsgiveren i forvejen skal betale for at sikre, at de ansatte holder trit med kravene i jobbet.

De industriansatte har allerede i deres nuværende overenskomst ret til to ugers frihed til uddannelse om året. Men det nye er, at der følger penge med, som kan betale uddannelsen eller sikre op til 85 procent af lønnen, mens man uddanner sig. I første omgang skal arbejdsgiveren ganske vist kun betale 520 kroner om året per ansat, men arbejdsmarkedsforsker Jørgen Steen Madsen er ikke i tvivl om, at det er et afgørende spadestik for projekt »efteruddannelse i overenskomsterne«:

»Det er det første væsentlige skridt. 520 kroner kan jo slet ikke betale to ugers uddannelse til alle, men det afgørende er, at man ligesom på pensionsområdet har nået en fælles erkendelse af, at det er noget, der skal satses på. Og det er noget, der vil blive udbygget ved de kommende års overenskomstfornyelser,« siger Jørgen Steen Madsen, professor på forskningscentret FAOS ved Københavns Universitet.

De seneste års debat om globaliseringens konsekvenser for det danske arbejdsmarked og de danske lønmodtagere har i høj grad banet vejen for, at uddannelse nu bliver et nyt projekt i overenskomsterne. For blot få år siden var der mange skeptikere i fagbevægelsen, der ikke delte den ambition, som især LO-formand har talt for: At overenskomsterne skulle være med til at finansiere livslang uddannelse og opkvalificering af lønmodtagerne.

Men de mange arbejdspladser, som er flyttet til udlandet i de seneste år, har medvirket kraftigt til forståelsen af, at der skal ske et betydeligt uddannelseshop, hvis ikke specielt de ufaglærte og kortuddannede skal ryge ud af arbejdsmarkedet, når deres job forsvinder til Ukraine eller Indien.

Samtidig har arbejdsgiverne taget projektet til sig, og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gav det voldsom politisk medvind, da han i lyset af globaliseringens udfordringer nedsatte »trepartsudvalget for livslang opkvalificering og uddannelse«. Udvalget – med deltagelse af regeringen, arbejdsgivere og lønmodtagere – anbefalede en kraftig oprustning af efteruddannelsesindsatsen både fra statens side og i overenskomsterne. Og da udvalget havde afsluttet sit arbejde, satte statsministeren trumf på ved at love, at staten ville give én milliard kroner ekstra til efteruddannelse, hvis arbejdsgivere og fagbevægelse løste deres del af opgaven ved overenskomstforhandlingerne.

Derfor var det også helt som forventet, at penge til efteruddannelse var en del af forliget, da industriens topforhandlere blev enige søndag den 25. februar. Men skal de flotte ord om livslang opkvalificering af de ansatte og styrkelse af virksomhedernes konkurrencekraft blive til virkelighed, må projektet følges op. Der skal nødvendigvis sættes flere penge af til efteruddannelse ved overenskomstfornyelsen om tre år, og der stopper projektet ikke:

»Hvis målsætningerne skal nås, skal langt den største del af lønmodtagerne have udbytte af uddannelsen. De penge, der er afsat denne gang, svarer til knap en kvart procent af lønsummen, og man har talt om, at to procent kan være et passende niveau. Så er der i hvert fald nogle midler, men man ved aldrig, hvornår projektet stopper,« siger arbejdsmarkedsforsker Jørgen Steen Madsen.

De industriansattes topforhandler Thorkild E. Jensen, formand for Dansk Metal og industrikartellet CO-industri, glæder sig over, at det lykkedes at få taget hul på uddannelse i overenskomsterne:

»I de seneste år er det blevet tydeligere og tydeligere, at vi kun kan klare den globale konkurrence, hvis vi på alle måder bliver dygtigere.«

Thorkild E. Jensen erkender, at de 520 kroner om året per medarbejder ikke batter meget, hvis alle vil på uddannelse, når ordningen træder i kraft 1. januar 2009. Men han mener, at det er en fornuftig begyndelse, og henviser til, at det næsten er en fordobling af efteruddannelsesindsatsen. Arbejdsgiverne betaler nemlig allerede 530 kroner per medarbejder for at trække på arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU).

»Vi skal begynde stille og roligt, og vi tror på, at det her i første omgang vil være tilstrækkeligt. Men hvis det bliver den succes, vi håber på, er det klart, at der skal flere penge til,« siger Thorkild E. Jensen.

I overenskomstspillets logik er det også nødvendigt at udbygge elementer som pension og nu efteruddannelse over adskillige år. Dermed får de tid til at lejre sig i lønmodtagernes bevidst-hed, som det skete med arbejdsmarkedspensionen. Da den blev indført i begyndelsen af 1990’erne, var det langt fra efter ønske fra medlemmerne. De var i bedste fald ligeglade. Men siden har pension gang på gang været et af medlemmernes største krav ved overenskomstfornyelser. Pensionen er faktisk blevet så populær, at det kan blive en pædagogisk øvelse for fagbevægelsen at overbevise medlemmerne om, at bidraget til den efterhånden har nået sin øvre grænse.

Brugte man det meste af den økonomiske ramme i denne overenskomstfornyelse på efteruddannelse, ville medlemmerne efter al sandsynlighed vende tommelen nedad ved urafstemningen. For ganske vist lå efteruddannelse nummer fem på lønmodtagernes ønskeliste før forhandlingerne, men der var langt op til de højest prioriterede krav.

Medlemmerne skal motiveres

Derfor har fagbevægelsen også i den kommende overenskomstperiode en stor opgave i at forklare medlemmerne, hvorfor efteruddannelse er så vigtigt og nødvendigt. Netop blandt LO-lønmodtagerne har flere undersøgelser nemlig vist, at mange kun har dårlige erfaringer fra skolebænken og ikke ønsker at sætte sig frivilligt på den igen.

»Mange medlemmer ved måske godt, at det er vigtigt, men de har alligevel ikke lyst. Derfor forestår der et stort pædagogisk arbejde for fagbevægelsen i at fortælle medlemmerne, at det er uddannelse, som de selv kan vælge. Fagbevægelsen skal melde klart ud, at der er vide rammer, og du ikke skal forhandle med din arbejdsgiver for at få lov,« siger Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

Thorkild E. Jensen er helt opmærksom på den problematik:

»Det er netop derfor, at vi har sat fokus på selvvalgt uddannelse, og derfor skal pengene også bruges til at vække motivationen hos dem, der ikke har den. De skal forstå, at det er en win-win situation. De kan mere i deres nuværende job, og de udvikler deres konkurrenceevne på jobmarkedet.«