Fagbevægelsens grønne fremtid

Af | @GitteRedder

Det er sidste udkald for fagbevægelsen, hvis den vil skubbe på for »a green new deal«, mener den fremtrædende arbejdsmarkedsforsker og institutdirektør Sean Sweeney. Og fagbevægelsen skal ikke skubbe alene men alliere sig med miljøbevægelse og sociale organisationer. Udover at skabe grønne job og bidrage til at løse klimaproblemerne vil en rød-grøn alliance også puste nyt liv i en hensygnende fagbevægelse, påpeger forskeren.

INTERVIEW Om præcis et halvt år sveder alverdens statsledere, ministre og topembedsmænd over slutdokumentet på FN’s klimatopmøde i København, det såkaldte COP 15. Et dokument, der skal tjene som klodens GPS og angive, hvordan vi styrer verden udenom en klimakatastrofe. Og et dokument, hvor der er så voldsomme interesser – ideologiske, økonomiske og nationale – på spil, at sværdslaget i København ikke kan undgå at gå over i verdens­historien.

For lige så meget som COP 15 handler om klima, handler det om penge og fordeling, og især omfordeling, af verdens ressourcer, mener den amerikanske arbejdsmarkedsforsker Sean Sweeney. Han har netop besøgt den danske hovedstad, og han kommer også til København i december 2009.

Og selv om han erklærer sig som pessimist, vil Sean Sweeney alligevel have et håb om, at »neandertalerne« – højrekræfterne og profitjægerne, der i årevis har tilbedt markedskræfterne – taber klimaslaget med et brag.

»Med få undtagelser benægter store internationale koncerner og private virksomheder stadig alvoren i klimaforandringerne. De fleste virksomhedsledere er neandertalere, når vi vurderer deres indsats for at beskytte miljø og klima. Flere af dem har jo oven i købet købt sig til utroværdige forskningsresultater, der skal sætte spørgsmålstegn ved den alarmerende kendsgerning, at et stigende udslip af CO2 truer vores klode,« siger Sean Sweeney, der var inviteret til København af LO og en gruppe miljøbevægelser.

Et skridt frem og to tilbage

Til daglig står han i spidsen for Instituttet for global arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitik på Cornell Universitetet i New York, og dertil kommer at han har bidraget til FN-rapporten ’Grønne jobs – på vej mod gode jobs i en bæredygtig verden’. I Sean Sweeneys videnskabelige arbejde støder han hele tiden på det han kalder ’mørkemænd fra erhvervslivet’, der benægter, at klimaforandringerne er en realitet, ligesom de ikke vil tage medansvar for at udvikle nye vedvarende energikilder og skrue ned for forbruget af fossile brændstoffer.

Problemet er ifølge Sean Sweeney, at erhvervslivet med fokus på kortsigtede økonomiske gevinster og højreorienterede regeringer allierer sig og dermed får alt for meget magt.

»Ideen om at vækst og forbrug er livsnødvendigt gennemsyrer stadig alt. Profit er stadigvæk ’the name of the game’, der desværre spærrer for en grøn revolution,« fastslår han.

En lille håndfuld lande i Europa – blandt andet Danmark og Tyskland – er i fuld gang med den grønne omstilling, fremhæver han - men tilføjer straks, at Storbritannien jo på trods af udbygning af vindmølleparker samtidig udbygger motorvejsnettet som aldrig før, ligesom Heathrow Lufthavn skal have flere landingsbaner til forurenende jumbojets.

»Mere end 80 procent af investeringer i energisektoren går den dag i dag til fossile brændstoffer, og udslip fra kulfyrede kraftværker forværrer stadig klimaproblemerne. Investeringerne til energi kanaliseres ikke over i solceller, vindmøller og så videre,« konstaterer han og pointerer, at det hele tiden er et skridt frem og to tilbage.

Og med udsigten til at verdens energiforbrug vil stige med anslået 60 procent frem til 2030, kalder han det nedslående, at kun en mindre del af den stigende energiproduktion vil komme fra vedvarende energi.

»For mig at se er det en pervers situation, at klimahensyn skal konkurrere med energikilder, der betyder økologisk selvmord for kloden. Hvorfor tillader vi, at det sker? Hvorfor skal solceller konkurrere med kul? Hvorfor skal vindmøller konkurrere med olie?,« spørger Sean Sweeney.

Og han er svær at stoppe og remser op, at hver uge åbner et nyt kulkraftværk et sted på kloden, at mere end seks millioner nye benzinslugende biler sælges i Kina hvert år, og at hver anden amerikaner ikke har adgang til offentlig transport og dermed må have bil for overhovedet at kunne komme på arbejde. Alt sammen peger ifølge Sean Sweeney i retning af, at verden har brug for omfattende reformer, forpligtende aftaler og politisk konsensus om skrappe mål. Både af hensyn til klimaet og beskæftigelsen. Og dér har verden altså brug for fagbevægelsen som drivkraft, påpeger han.

»Fagbevægelsen skal springe ud som grøn. I dag må vi konstatere, at fagbevægelsen de fleste steder står svagt og slet ikke har samme magt som tidligere. Der er ingen nemme løsninger, men det er en kendsgerning, at fagbevægelsen har brug for en genfødsel for at blive stærk igen«.

Rød-grøn alliance

Sean Sweeney mener, at fagbevægelsen, miljøbevægelsen og sociale bevægelser skal indgå en ny stærk alliance for at gøre verden mindre skæv og mere grøn.

»Fagforeninger og arbejdere er nødt til at tage den grønne dagsorden meget mere alvorligt, end de gør i dag. Den grønne bevægelse vil blive styrket af at indlemme den sociale dagsorden og omvendt. Det er en svær dans, men det er en nødvendig dans«, siger han.

I Storbritannien har der været takter i den retning, siger han og fremhæver, at britisk LO (TUC) i foråret indkaldte til demonstration under temaet ’job og klima’. Midt i en finanskrise og klimakrise vandt det genklang og titusinder af briter demonstrerede i Londons gader.

Også i USA er der dannet en rød-grøn alliance, beretter han og tilføjer med et grin, at man i USA kalder det en blå-grøn alliance, da alt hvad der er ’rødt’ set med amerikanske øjne er yderligtgående.

»Men hverken miljøbevægelse eller fagbevægelse er stærke nok alene, men sammen får de en helt anden vægt, og en rød-grøn alliance vil bedre kunne presse på for de omfattende reformer og bindende aftaler, der er brug for i verden,« fastslår Sean Sweeney.

Den verdensomspændende finanskrise har sendt millioner af mennesker ud i arbejdsløshed, men det skal ifølge Sweeney ikke få fagforeninger til at blive bannerførere for protektionisme. Tværtimod skal den økonomiske afmatning og eksplosionen i arbejdsløsheden få den globale fagbevægelse til at insistere på at parre jobskabelse med udvikling af nye klimavenlige produktioner.

»Klimakrisen og finanskrisen giver os jo en enestående mulighed for at formulere nogle nye bæredygtige visioner om grøn vækst, satsning på udvikling af nye grønne teknologier og vedvarende energi, mere lighed og en omfordeling fra rig til fattig. Vi har brug for en grøn verdensøkonomi, og i en sådan grøn økonomi gemmer sig millioner af nye jobmuligheder,« siger han.

Sean Sweeney henviser til Tyskland, hvor der tilbage i 1998 kun var 16.600 tyskere beskæftiget indenfor vindmøllesektoren, mens det otte år senere i 2006 var 82.000 tyskere, der havde job i vindenergi-sektoren. Inden for biobrændselsområdet er der næsten sket en firedobling af arbejdspladser i Tyskland på bare otte år. I 1998 var cirka 25.000 beskæftiget med biobrændsler, mens det samme tal i 2006 var godt 95.000.

Således vurderer Sean Sweeney, at der på verdensplan vil være mindst 2,1 millioner job indenfor vindmølleindustrien i 2030. Og udover omstillingen af energisektoren handler det også om, at transport, industri og landbrug omstilles i mere bæredygtig retning.

Den grønne boksehandske

Hvis ikke fagbevægelsen skulle påtage sig sådan en opgave for grøn vækst og beskæftigelse, ved han ikke, hvem der skulle.

»Det handler også om, at hvis fagbevægelsen meget aktivt og synligt bidrager til at formulere svar på klima- og jobkrisen, vil borgerne få større respekt for fagbevægelsen. Der er alt at vinde,« fastslår Sean Sweeney.

Spændinger internt i nationale fagbevægelser betyder ifølge den amerikanske forsker, at der ikke er helt fælles fodslag i den internationale fagbevægelses sammenslutning, ITUC. Derfor bliver klima-kampen slet ikke kæmpet systematisk og hårdtslående nok, påpeger han.

Til gengæld anerkender Sean Sweeney, at især nordisk fagbevægelse er ved at tage den grønne boksehandske på og op til COP 15 arbejder systematisk med klimaarbejde. Både ved at påvirke politikere og deltage i den offentlige debat.

Verden mangler også i den grad en idé-politisk debat, hvor aksen er bæredygtighed, omfordeling og klima. I en tid, hvor det politiske pendul mange steder i verden svinger til højre, er det endnu vigtigere, at en rød-grøn alliance tager teten, fastslår han - både i forhold til at formulere en samlet vision, men også for at sætte kraft bag med handlingsplaner.

Hvordan kommer det så til at gå i København til december? Nøglen ligger ifølge Sean Sweeney især i hans hjemland, fordi det er USA, som er verdens miljøsynder nummer et. Og selv om han lovpriser den nye amerikanske præsident Barack Obamas klimapolitik og anerkender, at Obamas redningspakke til grøn energi på 150 milliarder kroner er en god start i et USA, der hidtil har ignoreret klima-udfordringerne, er han alligevel pessimist.

»Hvis USA skulle leve op til, hvad FN’s klimapanel IPCC anbefaler – nemlig at reducere CO2 udslippet med 25 til 40 procent inden 2020 - ville det kræve en omgående revolution af hele det amerikanske samfund. Det er helt urealistisk.«

»Obama forsøger at balancere mellem krav fra videnskaben og verdenssamfundet, især FN, på den ene side og så de politiske realiteter i USA på den anden side. Der er stadig konservative demokrater, som ikke partout vil kæmpe for klimaets interesser, og republikanerne har stadig politisk magt,« siger han med beklagelse i stemmen.

Og nogle amerikanske fagforbund er stadig fodslæbende i klimadebatten, anfører han, men sætter alligevel sin lid til, at også de vågner op:

»En faglig kamp kan ikke længere adskilles fra en grøn kamp. Det skal fagbevægelsen forstå.«