Fagbevægelsens farlige håndsrækning

Af | @IHoumark

I al stilfærdighed arbejder den danske fagbevægelse på at vælte Zimbabwes forhadte præsident Robert Mugabe. Den udenlandske hjælp er stærkt påkrævet, men også farlig for modtagerne, oplyser oppositionsleder.

UNDERGRUND For fagbevægelsen i Zimbabwe er 1. maj en sand kampdag. Fagforeningerne kæmper mod et styre, der forsøger at kvase opposition ved hjælp af mord, tortur og andre overgreb. Forbundsfolkene i Zimbabwe får støtte fra kolleger i Danmark. Men det er både farligt og vanskeligt at tage del i et opgør i Afrika, så nogle af de gedulgte metoder fra kampen mod apartheid i Sydafrika bliver anvendt igen.

En af de mange folk fra oppositionen, der har oplevet præsident Robert Mugabes »jernhånd« på egen krop, er Tendai Biti. Han blev 11. marts gennempryglet med jernstænger og køller på en politistation, udelukkende fordi han er generalsekretær i det store oppositionsparti MDC – Bevægelsen for Demokratisk Forandring. Samme behandling er gennem tiden overgået tusindvis af andre MDC-tilhængere, og de har endda været de heldige. For mange af oppositionens folk er blevet dræbt eller smidt nøgne ud af en politibil hundredvis af kilometer hjemmefra efter at være blevet udsat for tortur. Under et besøg i Danmark siger Tendai Biti om situationen i sit hjemland:

»Man skal tilbage til nazi-Tyskland i 1939 eller måske til Darfur i Sudan lige nu for at forstå, hvad der foregår i Zimbabwe. Undertrykkelsen af oppositionen er så grov, at MDC med rette kan kaldes en modstandsbevægelse.«

I opgøret med 83-årige Robert Mugabes jernhårde styre får MDC indirekte hjælp fra udlandet. MDC er tæt forbundet med kirkelige organisationer, kvindenetværk og fagbevægelsen, som får millioner af dollar og euro i støtte. Især fagbevægelsen og herunder LO’s søsterorganisation i Zimbabwe, ZCTU, har stor betydning for oppositionen. Eller som konsulent i Ulandssekretariatet under den danske fagbevægelse Jørgen Assens siger:

»Fagbevægelsen udgør en meget vigtig del af baglandet for oppositionen i Zimbabwe.  Infrastrukturen i ZCTU er en stor del af infrastrukturen i MDC.«

Den tætte forbindelse mellem opposition og fagbevægelse har været der længe. Det var således som generalsekretær i ZCTU, at Morgan Tsvangirai for år tilbage tog de indledende skridt til at blive den i dag mest fremtrædende oppositionsleder.

Den farlige vej

Formelt bliver der ingen støtte givet fra Danmark til MDC, for ulandsbistand må normalt ikke gives til partistøtte. Udenrigsministeriet er dog parat til at gå langt i sin indirekte støtte til partiet, fremgår det af en intern notits, hvori der står: »Fra dansk side vil man se positivt på ansøgninger fra oppositionen.«

De uformelle bidrag til MDC er ret store. Eksempelvis støtter Ulandssekretariatet et projekt i ZCTU, der yder advokatbistand til fængslede medlemmer (læs MDC-tilhængere) og deres familier.

Zimbabwekomiteen, som LO huser sekretariatet for, støtter et kvindenetværk, der har mobiliseret titusindvis af kvinder (læs MDC-tilhængere) til at gå på gaden for at protestere mod blandt andet fødevaremangel og for ytringsfrihed.

Fagbevægelsens folk i Mugabe-land har svære vilkår. Ofte bliver de anholdt af sikkerhedspolitiet, og nogle bliver tortureret. Ransagninger og beslaglæggelser på fagforeningskontorer hører til dagens uorden. Om situationen siger Jørgen Assens fra Ulandssekretariatet:

»Nogle gange bliver jeg så forbandet over, at nok kan vi sende vores lokale partnere solidaritetserklæringer og penge, men meget mere kan vi ikke gøre for dem. Det er dem, der til hverdag må gå rundt med livet i hænderne og tage skrubbet, når Mugabes sikkerhedsfolk går på dem.«

Helt ufarligt for de danske partnere er det heller ikke. International konsulent i 3F Frank B. Runchel var tæt på øretæver, da han i 2004 mødtes med lokale fagforeningsfolk i hovedstaden Harare.

»Dagen før vores planlagte hjemrejse dukkede der pludselig nogle folk op fra sikkerhedstjenesten under et møde. Vi fik uden yderligere forklaringer besked på, at nu skulle vi forlade landet, hvorefter vi blev ført til lufthavnen. Hvis vi havde modsat os overgrebet, havde vi helt sikkert fået kærligheden at føle,« siger Frank B. Runchel, der ikke længere har mod på at rejse til landet på grund af »det højbetændte miljø«.

Gedulgte genveje

Gennem mere end 10 år har Ulandssekretariatet støttet ZCTU’s bestræbelser på at fremme arbejdsmiljøet. Det kan også være en indirekte støtte til oppositionen. Jørgen Assens siger:

»ZCTU afholder løbende møder rundt om i landet, hvor der tales om arbejdsmiljø under overværelse af folk fra sikkerhedspolitiet. Det hele foregår efter bogen, men hverken vi eller ZCTU kan selvfølgelig forhindre, at mødedeltagerne om aftenen taler om andre ting end lige arbejdsmiljø.«

En del af detaljerne i bistanden til Zimbabwe ønsker ingen at udtale sig om. Det handler blandt andet om, hvordan man får penge frem til parterne. Følger udenlandske organisationer den lovpligtige vej med omveksling til den officielle kurs, så har hjælpen stort ingen værdi for modtagerne. Den officielle kurs på zimbabwiske dollar ligger meget langt under den reelle på grund af hyperinflation.

Medlem af Zimbabwekomiteen og international konsulent i LO, Jens Erik Ohrt, siger om de vanskelige arbejdsforhold:

»Hidtil har vi selv kunnet rejse ind i Zimbabwe og kontrollere, om støtten til vores partnere bliver anvendt efter formålet. Men det er ikke sikkert, at vi kan blive ved med det. Men så må vi jo finde andre måder at gøre det på.«

Frank B. Runchel fra 3F drager en parallel til, hvordan udlandet støttede de sortes kamp mod apartheidstyret i Sydafrika op gennem 1980’erne.

»Der er en del ligheder i metoderne mellem Sydafrika i sin tid og Zimbabwe i dag. Vi er nødt til at mødes med vores zimbabwiske partnere i Sydafrika og andre nabolande, og partnerne er tvunget til eksempelvis at skjule medlemsregi-stre,« siger Frank B. Runchel.

For modtagerne i Zimbabwe er hjælpen udefra ikke uden torne. Eksempelvis er MDC ofte blevet beskyldt af præsident Robert Mugabe for at være de »tidligere koloniherrers lakajer«. Tendai Biti fra MDC afviser beskyldninger om direkte støtte fra blandt andet republikanske fonde i USA.

»MDC har aldrig fået nogen direkte støtte fra udlandet. Vores økonomi hviler på bidrag fra folk i Zimbabwe herunder forretningsfolk, som er meget utilfredse med det nuværende styre. Men vi ser da meget gerne, at civilsamfundet får endnu mere støtte udefra. Udlandets vilje til at hjælpe med at afkolonisere Afrika var stor, men det halter nu, hvor det gælder demokratisering,« siger Tendai Biti.