Fagbevægelsens dilemma

Af

Udfordringen for fagbevægelsen på det offentlige område består i at balancere uden om både gold lønkamp og underkastelse under statsministerens løftede pegefingre.

BALANCEGANG I sin nytårstale appellerede statsministeren til, at fagbevægelsen skruer ned for forventningsblusset ved de offentlige overenskomster for ikke at sætte stabiliteten i dansk økonomi over styr. Det fik prompte Fag og Arbejdes formand Dennis Kristensen til at lange ud efter statsministeren, mens andre topforhandlere på det offentlige område – fra HK/Kommunal og Akademikernes Centralorganisation – straks satte klassens frække dreng på plads.

Tonen var usædvanlig hård. Men når debatten raser internt i fagbevægelsen, er det ikke uden grund. For dilemmaet bliver mere og mere presserende: Skal man vælge konfrontationen, der uundgåeligt fører til storkonflikt? Eller skal man underkaste sig statsministerens krav om at skrue gevaldigt ned for forventninger og krav?

Begge veje vil være blindgyder. Vælger man konfrontationen, vil det være et strategiskift – væk fra den ansvarlige økonomiske og konsensusorienterede linje, som har givet dansk fagbevægelse store resultater og politisk indflydelse i de seneste 20 år. Så længe er det nemlig siden, fagbevægelsen erkendte, at hvis man flytter fokus fra kortsigtet lønkamp til opkvalificering og pension, vil man både kunne fremtidssikre lønmodtagernes job og fagbevægelsens rolle på den politiske scene. Resultaterne af det kursskifte ser vi i dag, hvor ledigheden er i bund, hvor Europa klapper af det fleksible danske arbejdsmarked, og hvor fagbevægelsen spiller en stor politisk rolle. At sætte denne succes over styr ved at vende tilbage til fortidens golde lønkamp har fagbevægelsen ingen interesse i.

Men omvendt vil det også være perspektivløst at skrue lønkravene helt i bund for at fremstå som »økonomisk ansvarlige«. For hvem kan overbevise de forventningsfulde sygeplejersker, sosu-assistenter, skolelærere og pædagoger om visdommen i dén strategi? De har længe været vidner til en slesk og alt andet end ansvarlig regering, der har kastet benzin på forventningsbålet med udmeldinger om, at der er råd til både mere velfærd og skattelettelser. At regeringen nu – efter valget – pludselig skubber aben videre til fagbevægelsen og maner til økonomisk mådehold, er ikke bare utroværdigt, det er også strategisk dumt.

Hertil kommer, at et lønløft til de offentligt ansatte jo ikke kun er en særinteresse, men i den grad også handler om at løse et fælles samfundsproblem: Det fatale prestigefald blandt velfærdsstatens kernetropper, som A4 har afdækket i en række analyser. Hvis ikke den sociale rutsjetur blandt skolelærere, sygeplejersker, sosu-assistenter og pædagoger bremses nu, vil det være umuligt at rekruttere de medarbejdere, der skal levere det kvalitetsløft ude i skolerne, på plejehjemmene og på sygehusene, som danskerne forventer at få. Så enkelt er det.

Udfordringen for fagbevægelsen består derfor i at balancere uden om de to blindgyder – underkastelse og gold konfrontation. Det gælder om både at sikre et lønløft, der kan bremse prestigefaldet blandt velfærdsstatens kernetropper – og om at stå vagt om stabiliteten i dansk økonomi. Nem bliver balancegangen ikke. Og det gør det bestemt ikke nemmere, at fagbevægelsens topforhandlere i stedet for at holde tungen lige i munden bruger den på at kritisere hinanden, som vi så det i sidste uge.