Fagbevægelsen vil tabe lobby-kampen

Af | @MichaelBraemer

Fagbevægelsen bør skrue op for lobbyarbejdet over for ministeriernes djøf-elite. Ellers risikerer den at blive sat permanent uden for indflydelse, mener forfatteren til en ny bog om lobbyisme. Han vurderer, at fagbevægelsen er hæmmet af for mange politisk valgte topfolk i stedet for professionelt udpegede.

Foto: Foto: Henning Bagger/Scanpix

SMØRING Fagbevægelsen er ikke længere med i de afgørende, politiske beslutninger og må lære sig lobbyismens kunst, hvis den vil have indflydelse på samfundsudviklingen fremover.

Det er et af budskaberne i en ny bog, ’Lobbyisternes Lommebog’, som udkommer torsdag. Her giver forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose et indblik i en samfundsudvikling, hvor den såkaldte djøf-elite i form af embedsfolk i ministerierne får større og større magt i et samspil med organisationsverdenens lobbyister.

Den udvikling har erhvervslivets organisationer med DI i spidsen indtil videre været gode til at udnytte takket være solid og dygtig brug af lobbyister. Dem er der ifølge bogens ’magtudredning’ over 5.000 af, og de repræsenterer i alt 1.700 organisationer.

Derimod har fagbevægelsen endnu ikke lært sig spillets regler og risikerer at stille sig permanent uden for indflydelse, hvis den ikke en tilpasser sig den nye virkelighed.

»Hvis man ikke tager fat, risikerer den del af det danske samfund, som fagbevægelsen repræsenterer, ikke at blive hørt, og det, synes jeg, ville være trist.«    

Det siger den ene af bogens forfattere, Peter Mose. Han har i mange år arbejdet med politisk kommunikation, påvirkning og medier og tidligere skrevet ’Håndbog for Statsministre’ og ’Javel, hr. Minister’ sammen med Susanne Hegelund.

»Politik har flyttet sig utrolig meget fra dengang, Anker Jørgensen var statsminister, og tingene blev besluttet i trepartsforhandlinger og store kommissioner. Dengang fulgte der jo næsten et lovforslag med som bilag, hvis arbejdsmarkedets parter indgik en aftale. Sådan er det slet ikke mere. I dag er løbende kontakt til og påvirkning af embedsværket en forudsætning for indflydelse, og her skal fagbevægelsen melde sig ind i kampen,« mener han.

Keine hexerei

Peter Mose lægger vægt på, at der ikke er noget betænkeligt ved lobbyisternes arbejde, hvis bare de efterlever de 10 dyder, der oplistes i bogen. Og det gør de som regel, for ellers falder straffen prompte i den ’landsby’, som han kalder beslutnings-Danmark.

»Lobbyister er en del af den demokratiske proces og kan levere input til bedre politiske beslutninger. Ministrene ville være dårligt stillet uden dem, og embedsmændene kan slet ikke undvære dem,« påpeger forfatteren, der har skrevet bogen på baggrund af samtaler med lobbyisterne selv, politikere, embedsmænd og forskere.

På det grundlag understreger han, at den helt store udfordring for fagbevægelsen er dens manglende netværk blandt embedsmænd. Et netværk, som erhvervsorganisationerne på deres side plejer flittigt. Det gælder ikke mindst DI, hvis administrerende direktør, Karsten Dybvad, selv er tidligere topembedsmand og ifølge Peter Mose har ansat alle, der betyder noget i centraladministrationen.

»Fagbevægelsens tradition har mere været at tage sig en snak med en socialdemokratisk minister, hvis der var en sag, de ville fremme. Bag lukkede døre og med embedsmændene udenfor. Men den går ikke længere. Omvendt er det også nu, med en socialdemokratisk ledet regering, at der for alvor er chance for at brede netværket ud,« opfordrer han.

Initiativet er fagbevægelsens

Peter Mose understreger, at initiativet ligger hos fagbevægelsen. Den skal ikke forvente, at der kommer en opfordring fra embedsmændene, som er opdraget i en tilbageholdende kultur.

»Den næste udfordring for fagbevægelsen er at kommunikere med embedsmændene på en måde, som de opfatter som relevant. I deres verden skal man have noget på skrift, og det skal leve op til djøf-standarder med problemformuleringer, løsningsforslag og konsekvensberegninger. Det vil sige, at fagbevægelsen også skal arbejde med sin analysekraft,« påpeger han.

Som eksempel på en sag, hvor fagbevægelsen forspildte sine chancer for indflydelse og resultater til gavn for medlemmerne, peger han på, at der ikke var en eneste fremtrædende fagforeningslobbyist, der bankede på klimaministerens dør i 2012, da en ambitiøs energiaftale var under opsejling.  

»Mange i Metal og 3F kunne have jobmuligheder, hvis man fik udviklet det grønne område. Hvis man ville drive moderne lobbyisme, kunne Metal jo have etableret et helt sekretariat og produceret det ene energioplæg efter det andet, men forbundet satte kun en halv akademisk medarbejder af til opgaven. Det er tankevækkende,« mener han.

Buffeten skal udvides

Men det drejer sig ikke kun om at se erhvervsorganisationerne i kortene og kopiere deres metoder – det drejer sig ifølge Peter Mose også om at ændre sit image og prioriteringer.

Politikere og embedsmænd kan nemlig let få et træt blik i øjnene, når de hører om et besøg af fagbevægelsen, fordi de på forhånd ved, at så skal snakken dreje sig om løn- og arbejdsvilkår og ikke om det bredere samfundsperspektiv, fortæller han.

»Når HK dukker op for at tale om en ændring af biblioteksloven, er det ikke for at præsentere analyser, der viser, hvad den vil betyde for unges læsefærdigheder, men kun for at lufte bekymring for, om der nu ryger nogle job. Fagbevægelsen er nødt til at gå op på den anden klinge – der er ingen vej uden om. Den skal – billedligt talt – udvide buffeten, så den ikke kun byder på sovs og kartofler, men også fransk madlavning,« mener han.

Men hvis vi ser på, hvor fagbevægelsen og dens medlemmer er ramt hårdest de seneste år, så er det blandt andet på efterlønnen og forkortelsen af dagpengeperioden. Det kunne god lobbyisme vel ikke have rettet op på?

»Med hensyn til efterlønnen var det Løkke (daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)), der åbnede ballet i sin nytårstale. Men så begyndte de radikale at rykke på det, og det nåede fagbevægelsen ikke at reagere på. Man kunne ikke have forhindret det, nej,« siger Peter Mose.

»Men man kunne være gået ind og have sagt ’det er vi med på, det vil vi godt give legitimitet. Til gengæld skal vi have noget ud af det i form af for eksempel uddannelse til vores medlemmer.’ Det samme gælder dagpengene. I stedet er man endt med ingenting,« påpeger han.

Politik er en handelsplads

Som et godt eksempel på pragmatisme peger Peter Mose på, at erhvervsorganisationerne DI, DA og Dansk Erhverv gik ind og reddede SRSF-regeringen ud af en knibe ved at medvirke til den akutpakke, som skulle være en redningsplanke for ledige, der risikerede at miste dagpengeretten.

»Bagefter kan man diskutere substansen af pakken, men det er en anden sag. Pointen er, at de tog bestik af situationen og vurderede, at det var indsatsen værd, selv om de måske hellere ville have en borgerlig regering, og Løkke var rasende. For politik er en handelsplads, og så skyldte regeringen. Sådan er det,« fastslår han.

Forfatteren roser i det hele taget erhvervsorganisationerne for at agere frit i forhold til traditionelle politiske venner og være gode til at pleje kontakterne til den nuværende, røde regering.

»De har mere adgang til denne regering, end de havde til VK-regeringen, og var hurtige til at dyrke dem, de så som nøglepersoner i den nye socialdemokratisk ledede regering,« siger han.

Derfor roser han også de tilløb, der har været i fagbevægelsen på at rive sig løs af fastlåste samarbejdsmønstre og gå bredt ud for at søge politisk indflydelse. Som da Metal-formand Claus Jensen for nylig deltog i Venstres landsmøde, og da selvsamme Metal med Venstres mellemkomst opnåede en ændring af bilskrotningsordningen, som ville skabe arbejdspladser for medlemmerne ude omkring på værkstederne. Da Metal fremlagde sit ønske direkte over for SRSF-regeringen, fik forbundet en kold skulder.

»Det er ikke tilfældigt, at man ser Claus Jensen på Venstres landsmøde. Det er moderne interessevaretagelse. Og hvis jobbeskrivelsen er at skaffe indflydelse og resultater til medlemmerne, så er dét det rigtige,« mener han.

Forkert bemanding

Generelt vurderer Peter Mose, at fagbevægelsen er hæmmet i sin interessevaretagelse af for mange folkevalgte på poster, som, han mener, skulle besættes ud fra professionelle kriterier.

Han peger konkret på 3F og Dansk Metal, hvor ledelsesgrupperne består af en blanding af professionelt ansatte og politisk valgte, som har vundet slagene på skiftende kongresser.

»Det er anderledes end på de fleste andre arbejdspladser og ikke mindst erhvervsorganisationerne,« påpeger forfatteren.  

Det har ifølge ham negativ betydning for den måde, forbundene er i stand til at kommunikere med embedsværket på. Den medlemsstyrede organisation betyder også, at forbundsformændene har svært ved at styre lederne og få organisationen til at trække på samme hammel på samme måde som i erhvervsorganisationerne, hvor der kan skiftes ud i direktionen efter behov.  

»Stille og roligt må fagbevægelsen få det ind i sine organisationsplaner, at den skal lederudvikle folk. Har det så noget med lobbyisme at gøre? Ja, for holdet skal være tip-top,« pointerer han.  

Det er vel også en demokratisk værdi at være i øjenhøjde med medlemmerne og kunne se udfordringerne og problemerne i deres perspektiv?

»Det er det bestemt, og det element skal man heller ikke skylle ud med badevandet. Men man skal overveje at justere mixet mellem professionelt ansatte med djøf-kvalifikationer og folkevalgte. Der kunne godt være flere professionelle til at levere til det embedsværk, jeg er så optaget af, uden at det bliver på bekostning af autenciteten. Måske ikke i morgen, men som en langsom indfasning over nogle år,« foreslår han.

Synlighed eller indflydelse

Fagbevægelsen har også en udfordring i at gøre sig synlig, så nuværende og potentielle medlemmer kan se en gevinst i at betale kontingentet. Hvordan spiller det hensyn sammen med bogens læresætning om, at god lobbyisme er usynlig?

»Jeg skal ikke gøre mig klog på, om man kan vende medlemsstrømmen med god lobbyisme. Men man kan i hvert fald øge mulighederne for indflydelse, og så kan man håbe på, at der er nogle medlemmer, der lægger mærke til det.«

Hvis man ser på den offentlige sektor, så har den politiske dagsorden i flere år været nedskæring og besparelser, som igen er begrundet i krisen. Hvordan ser det gode lobbyarbejde ud for offentligt ansattes organisationer, der er stillet over for den virkelighed?

»Det skal jeg ikke gøre mig klog på. Den er ikke let, så: Pas! Men generelt skal man gøre op med sig selv, om man er en del af løsningen eller en del af problemet. Altså om man vil gå aktivt og konstruktivt ind og arbejde på de indre linjer uden nødvendigvis at opnå så meget synlighed nu og her,« vurderer Peter Mose og tilføjer:

»Det er ikke det, Bondo (Danmarks Lærerforenings formand, red.) har gjort. Medlemmerne elsker ham, men hvis man vil ind og have indflydelse, er det ikke nødvendigvis hans vej, man skal vælge.«