Fagbevægelsen skal op i gear

De to største LO-forbund HK og SiD er varme fortalere for, at LO-fagbevægelsen får en mere offensiv strategi til at tackle globaliseringen. Ellers lades tillidsrepræsentanterne i multinationale selskaber i stikken, mener de.

21Dansk fagbevægelse skal op i gear for at holde trit med globaliseringens udfordringer, mener både SiD og HK.

For selv om dansk fagbevægelse hele tiden har haft fokus på det hastigt foranderlige arbejdsmarked og forsøgt at være åbne og konstruktive, så går globaliseringen nu så stærkt, at man må sætte farten gevaldigt op.

Det mener repræsentanter fra de to største LO-forbund. 

»Vi lider under ikke at have en samlet strategi, fordi der er en række påtrængende opgaver som konsekvens af globaliseringen,« siger SiD’s internationale sekretær Sune Bøgh.

Også formand for HK-Privat Karin Retvig, der repræsenterer godt 150.000 medlemmer, vil gerne have indsatsen intensiveret.

»Der er så store påvirkninger af det danske arbejdsmarked, at vi er forpligtede til at engagere os mere i globaliseringen. Især skal vi være langt mere internationalt orienterede i vores daglige, faglige arbejde,« siger Karin Retvig.

International indsats nødvendig

Begge fremhæver, at dansk fagbevægelse skal forholde sig langt mere aktivt til globaliseringen, end den gør i dag. Både på den hjemlige scene, hvor forbundene skal være bedre til at gå i dialog med tillidsrepræsentanter og medlemmer om globaliseringen, men også på den internationale scene skal dansk fagbevægelse være mere offensiv for at sikre nogle sociale standarder. På baggrund af samtaler med en række LO-forbund har Ugebrevet A4 sammenfattet hovedpunkterne i det, der kunne blive en ny dansk faglig strategi:

  • På tværs af forbundene skal man diskutere, formulere og gennemføre konkrete strategier målrettet tillidsrepræsentanter i multinationale virksomheder. Tillidsrepræsentanter i grænseoverskridende selskaber skal uddannes og rådgives bedre end i dag.
  • Man skal sikre, at der er et lokalt fagligt netværk til at holde øje med, at koncernaftaler efterleves. Det kan ske ved at styrke faglige organisationer især i udviklingslandene, som multinationale selskaber ofte flytter produktionen til. Arbejderbevægelsens Internationale Forum og Fagbevægelsens Ulandssekretariat skal inddrages mere.
  • Det skal diskuteres, om det danske overenskomstsystem er tilstrækkeligt i lyset af de mange udflytninger af danske virksomheder. Fagbevægelsen skal forberede sig på, hvordan man vil tackle overenskomster i koncerner på tværs af landegrænser.
  • Fagbevægelsen skal lære mere om aftalesystemer i andre lande, om forskellige koncernkulturer og firmaaftaler og bruge denne viden til at forholde sig konstruktivt til andre aftalesystemer end den danske model.
  • Man skal diskutere, hvordan dansk fagbevægelse kunne spille en mere offensiv rolle i EU, der forhandler i verdenshandelsorganisationen WTO.
  • Der skal arbejdes aktivt for, at alle konventioner under FN’s arbejdsmarkedsorganisation ILO som minimum skal overholdes, ligesom de skal anerkendes af WTO.
  • LO-fagbevægelsen skal arbejde for, at der indføres muligheder for sanktioner over for de lande, der ikke overholder ILO-konventionerne.
  • Fagbevægelsen skal være synlig i offentligheden og over for medlemmerne i forhold til globalisering. Bedre dialog med arbejdsgivere om fordele og faldgruber ved globalisering.
    Sune Bøgh fra SID siger: »Vi bør være mere aktivistiske for at komme i dialog med medlemmerne. De skal få øje på vores internationale arbejde for at forstå globaliseringen.

Jeg ønsker slet ikke en dansk aktivisme, hvor vi ligesom de franske forbund lukker Paris med vejafspærringer. Men nogle aktiviteter, der får folk til at gøre en aktiv indsats og samtidig giver større forståelse for globale sammenhænge.«

Fagbevægelsen roses for mod

Leder af Center for arbejdsmarkedsøkonomi på Århus Handelshøjskole, professor Niels Westergård-Nielsen har imidlertid kun ros til overs for dansk fagbevægelses måde at tackle globaliseringen på.

»Jeg sad for år tilbage som repræsentant i det såkaldte Østudvalg, der skulle udvide handelsrelationerne med Østeuropa. Fagbevægelsen var også med, og jeg var vildt overrasket over, at dansk fagbevægelse udviste det mod at være med til at eksportere danske arbejdspladser til fattigere lande. Men det var en mærkesag for fagbevægelsen at vise international solidaritet, også selv om det kostede arbejdspladser. Jeg var positivt overrasket over de faktiske handlinger, og at fagbevægelsen tog udgangspunkt i, at globalisering koster arbejdspladser, men også skaber arbejdspladser, så alle i det lange løb vinder på den,« siger Niels Westergaard.

Han vurderer, at danskerne generelt har erkendt, at internationaliseringen er kommet for at blive og derfor også har omstillet sig. Og professoren er imponeret over folks forståelse for globaliseringen og det foranderlige arbejdsmarked.

»Vi har jo ikke haft den store folkelige modstand herhjemme i form af massedemonstrationer og så videre. Det hænger sammen med, at Danmark er et lille land, der skal klare sig ved at være konkurrencedygtige. Folk ved godt, at vi er mere udsatte, og derfor har de forståelse for, at virksomheder flytter dele af produktionen til andre lande. Endelig har mange en opfattelse af, at når man nedlægger et manuelt job, så erstattes det af et mere videnstungt job,« siger Niels Westergård-Nielsen.

Nordiske ligheder

Dansk fagbevægelses holdninger til og strategi over for globaliseringen svarer i store træk til den norske og svenske. Nemlig at globaliseringen er kommet for at blive, og at det derfor er vigtigt, at både de nationale og internationale faglige sammenslutninger arbejder målrettet på at påvirke udviklingen.

»Vi skal være med til at gøre globaliseringen mere demokratisk, retfærdig og social. Og vi skal sikre, at udviklingslandene kommer med, så de også drager fordel af de nye muligheder,« siger LO-sekretær med ansvar for det internationale arbejde, Ib Wistisen.

I den verdensomspændende faglige sam-menslutning ICFTU – International Confederation of Free Trade Unions forsøger de nordiske fagbevægelser at vinde gehør for deres synspunkter. Men det er svært at finde fælles fodslag, fordi sammenslutningen tæller mere end 200 forskellige fagbevægelser. Fælles holdninger om, at lønmodtagerne skal sikres ordentlige løn- og arbejdsforhold samt diverse konventioner om at retten til at organisere sig og forbud mod børnearbejde kan der sagtens opnås enighed om i ICFTU. Men det kniber mere, når det kommer til metoderne.

Nogle nationale fagforbund anlægger en protektionistisk holdning til globaliseringen for at beskytte deres egne medlemmers arbejdspladser, andre forbund går på krigsstien og vil gerne bruge strejker og massedemonstrationer for at forhindre udflytning af arbejdspladser.

Fagbevægelse sat skakmat

Hvor de nordiske fagbevægelser har gode erfaringer med at gå aftalevejen med politikere og arbejdsmarkedsparter og forhandle sig til indflydelse, så er aftalevejen en blindgyde set med amerikansk fagbevægelses øjne. Her vil man hellere protestere i massedemonstrationer end ved at være pragmatisk ved et forhandlingsbord. Man er nemlig ikke forvænt med gensidig respekt mellem parterne. Kendsgerningen er da også, at så længe der ikke er sanktionsmuligheder over for de transnationale selskaber, der overtræder konventionerne, vil den sociale og retfærdige globalisering være svær at få øje på.

SiD’s internationale sekretær Sune Bøgh erkender, at international fagbevægelse kommer i klemme, fordi man ikke kan sætte trumf på og kræve af landene og de multinationale selskaber, at man overholder ILO-konventionerne.

»Der findes ingen sanktionsmuligheder, og derfor bliver fagbevægelsen sat skakmat af det politiske system,« konstaterer han.