Fagbevægelsen skal holde fingrene fra politik

Af | @IHoumark

Forbundene skal ikke bruge krudt på at præge politikerne, men koncentrere sig om løn- og arbejdsvilkår, mener et flertal blandt medlemmerne. Professor synes, at medlemmerne har et alt for traditionelt syn på forbundenes virke.

AFFARVNING Forbundet 3F holdt forleden en konference om skattepolitik. HK bruger nu mindst seks millioner kroner på at fortælle, at forbundet vil blande sig mere i politik. Og forbundet FOA forsøgte at få politikere inddraget i forårets konflikt i forbindelse med overenskomsten. Det er blot tre ud af mange eksempler på, at fagbevægelsen prøver at skubbe til den politiske dagsorden.

Men alt det lobbyarbejde kan fagbevægelsen godt spare sig, mener 6 ud af 10 medlemmer af forbund under LO i en ny undersøgelse udført af Zapera for Ugebrevet A4 blandt 1.028 medlemmer af forbund under LO.

59 procent af medlemmerne mener, at deres forbund udelukkende bør arbejde for bedre løn- og arbejdsvilkår, mens 33 procent gerne ser, at deres forbund også bruger energi på politiske spørgsmål. Adspurgt om tallene er udtryk for, at fagbevægelsen skal holde sig langt væk fra den politiske debat, siger formanden for Dansk Metal, Thorkild E. Jensen:

»Nej, det er det ikke. Men det kan være et tegn på, at vi ikke er gode nok til at forklare medlemmerne meningen med at arbejde både fagligt og politisk. Der er jo tæt forbindelse mellem deres hverdag, og hvad politikerne bestemmer på områder som uddannelse og transport.«

Den lave tilslutning til forbundenes lobbyisme skyldes en forståelseskløft, mener Paw Jensen, som er selvstændig konsulent i faglig organisering og tidligere formand for 3F i Ringkøbing-Holmsland.

»Det er uden tvivl svært for mange medlemmer at forstå, at det kan være nødvendigt for fagbevægelsen at arbejde med politikerne på Christiansborg. Derfor skal fagbevægelsen blive bedre til at forklare, hvorfor den kæmper for forskellige sager,« siger Paw Jensen.

Hvis fagbevægelsen vil opnå større gevinster for medlemmerne, så er der ingen vej uden om Folketinget. Det mener professor ved CBS, Handelshøjskolen i København, Ove Kaj Pedersen, der forsker i fagbevægelsen.

»Medlemmerne har en meget traditionel opfattelse af, hvordan man skal drive fagforening. Men det er en myte, at der er en klar adskillelse mellem overenskomster og politik. Siden 1930’erne har der været over 40 politiske indgreb i faglige konflikter, og ved de seneste forhandlinger på det offentlige område var der flere forbund, der aktivt forsøgte at få politikerne til at blande sig. Der er stigende tendens til, at faglige spørgsmål om eksempelvis uddannelse væves sammen med tiltag på det politiske plan,« siger Ove Kaj Pedersen.

Snævert fokus

I Forbundet Fag og Arbejde (FOA) arbejder formanden Dennis Kristensen ofte på den politiske front, og det mener han, at medlemmerne bakker op om.

»Jeg læser ud af A4’s tal og vores egne undersøgelser, at medlemmerne ikke ønsker, at vi skal have holdninger til alle mulige spørgsmål – selv om det nogle gange kribler i fingrene – men at vi skal gøre os gældende på områder, der relaterer til medlemmets hverdag. Så når det gælder eksempelvis velfærdspolitik, så skal vi være der, for her sætter politikerne rammerne for hverdagen for vores medlemmer på sygehuse og plejehjem,« siger Dennis Kristensen.

Han spår om en stigende kontakt mellem FOA og politikerne.

»I begyndelsen af VK-regeringens levetid dansede fagbevægelsen stepdans på stedet, fordi man ikke rigtigt kunne finde ud af, om man skulle indgå aftaler med regeringen eller ej. Det er heldigvis vendt til, at der nu laves aftaler, når der er fornuft i det. For FOA’s vedkommende tror jeg, at vi vil gøre stigende brug af politiske kontakter, men nok inden for snævrere, politiske områder,« siger Dennis Kristensen.

Fagbevægelsen kan sagtens vinde på at arbejde mere politisk, men under visse forudsætninger, mener professor Ove Kaj Pedersen:

»En større indsats på det politiske plan kræver, at fagbevægelsen melder meget åbent ud om det, og at der er kontrol med og gennemsigtighed i, hvad pengene til det politiske arbejde bliver brugt til. Fagbevægelsen skal afstå fra alt, hvad der kan have en snert af nepotisme.«

S og SF er ikke nok

Ifølge A4’s undersøgelse er der et bredt ønske hos fagbevægelsens medlemmer om, at forbundene ikke kun skal samarbejde med sine gamle allierede Socialdemokraterne og SF. Godt hvert andet medlem – 56 procent – ser gerne sit forbund samarbejde med alle partier. Og der er faktisk tendens til, at fagbevægelsen finder flere politiske partnere, vurderer arbejdsmarkedsforsker og professor ved CARMA, Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen.

»Der sker meget for fagbevægelsen i de her år i retning af større pragmatisme i forhold til partierne. Eksempelvis har LO’s formand Harald Børsting haft et møde med ledelsen i Dansk Folkeparti, og flere af forbundene tager bredere politiske kontakter end før,« siger Henning Jørgensen.

Ét parti står dog mange formænds hjerter nærmest.

»Der er fortsat nogle tætte bånd mellem LO-fagbevægelsen og Socialdemokraterne. Eksempelvis er flertallet af formændene i de 17 LO-forbund erklærede socialdemokrater, og jeg kender ikke til forbund under LO, som systematisk samarbejder med nogle af de borgerlige partier,« siger Henning Jørgensen.

Formanden for Dansk Metal, Thorkild E. Jensen, er socialdemokrat, og forbundet giver direkte støtte til Socialdemokraterne:

»Vi har et værdifællesskab, og derfor giver det god mening, at vi samarbejder tættest med det parti. Men jeg oplever det ikke som nogen hindring for samarbejde med andre partier, for både vi og politikerne er jo pragmatikere.«

Selv om medlemmerne af LO-forbund er meget opsatte på, at deres forbund samarbejder med alle partier, så har medlemmerne dog mest kikkerten rettet mod to partier. Hele 31 procent af medlemmerne peger i A4’s undersøgelse på Socialdemokraterne som det mest naturlige parti for fagbevægelsen at samarbejde med. 14 procent peger på SF, mens forsvindende få peger på andre enkelte partier.

Værdier skal ud over rampen

Tidligere på efteråret iværksatte HK en kampagne, hvori forbundet erklærede, at det vil »sende de gamle partipolitiske paroler og kæpheste på Arbejdermuseet«. En lignende oprydning er der nogenlunde opbakning til at foretage i andre LO-forbund. 40 procent af de adspurgte i A4’s undersøgelse synes godt om at droppe paroler og kæpheste, mens 18 procent er imod.

Oprydning betyder dog ikke, at HK skal »blæses rundt af skiftende folkestemninger«, fastslår forbundsformand i HK Kim Simonsen. HK skal have et ståsted, men:

»Før i tiden kunne man have et fast standpunkt i 10-15 år. I dag forandrer tingene sig hurtigere, og derfor skal man oftere revidere sine synspunkter,« siger Kim Simonsen.

Nogle af de faste standpunkter er tiden dog ikke løbet fra, mener Thorkild E. Jensen fra Dansk Metal:

»Vi har nogle stærke værdier om blandt andet at løfte i flok og konstant forbedre løn- og arbejdsforhold. De værdier skal vi på ingen måde sende på museum, men vi skal sørge for at kommunikere dem i tidens sprog.«

Faktisk kan fagbevægelsen høste fremgang på i højere grad at fremhæve sine værdier. Især i forhold til de unge, som fagbevægelsen i dag har så svært ved at få tag i. Det vurderer arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen.

»Hvis der er noget, unge sætter pris på, så er det klare budskaber. Derfor vil det være helt forkert, hvis fagbevægelsen af opportunistiske årsager begynder at blæse på sit eget værdigrundlag,« siger Henning Jørgensen og kommer med et eksempel:

»Hvorfor har fagbevægelsen været en bovlam krikke under finanskrisen, som har tydeliggjort skaderne af dereguleringen af markedet? Hvorfor har fagbevægelsen ikke påpeget skandalen i finanskrisen? Fagbevægelsen lider ikke af mangel på værdier, men snarere af mangel på udmelding af dem.«