Organisering

Fagbevægelsen og polakkerne nærmer sig hinanden

Af

11 år efter EU's udvidelse mod øst er fagbevægelsen og de polske arbejdere så småt ved at finde hinanden. En omfattende undersøgelse viser nemlig, at polakkerne generelt ser positivt på de danske fagforeninger. Nærvær og klassisk fagligt arbejde kan bane vejen fremad.

Polakkerne ser generelt positivt på den danaske fagbevægelse. Her demonstrerer polske og danske fagforeningsmedlemmer mod underbetaling af polske arbejdere i København.

Polakkerne ser generelt positivt på den danaske fagbevægelse. Her demonstrerer polske og danske fagforeningsmedlemmer mod underbetaling af polske arbejdere i København.

Foto: Keld Navntoft/Scanpix (arkivfoto)

»We have an agreement«

Sådan lød det, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen under Danmarks EU-formandsskab i 2002 kunne annoncere, at den europæiske familie stod foran en fornyelse. Den 1. januar 2004 åbnede EU sig mod øst. 10 nye lande med i alt 75 millioner indbyggere kunne nu træde ud af fortidens skygge og ind i et europæisk arbejdsmarked med 382 millioner indbyggere.

I Danmark indgik man den såkaldte Østaftale, som indeholdt en række foranstaltninger, der skulle tilpasse Danmark den nye virkelighed. Overordnet regnede man dog ikke med, at EU-udvidelsen ville have nogen større indflydelse på Danmark, og i teksten bag Østaftalen lød det, at man ikke forventede nogen større indvandring fra de nye lande.

I dag er der tæt ved 56.000 indvandrere fra de nye øst- og centraleuropæiske lande foruden 26.000 indvandrere fra Rumænien og Bulgarien, som kom til senere.

Det spreder sig blandt dem, at vi er en organisation, der kan og vil hjælpe vores medlemmer, og at vi står klar, hvis de har et problem eller er blevet snydt. Søren Heisel, forbundssekretær i 3F

Positive polakker

De mange nye arbejdstagere har været en markant udfordring for fagbevægelsen, som har haft svært ved at tiltrække de nye kolleger, der især tæller polske arbejdere. Men noget tyder på, at en bedring er på vej. I hvert fald viser en omfattende undersøgelse fra Ugebrevet A4, Avisen.dk og Fagbladet 3F, at polakkerne har et ganske positivt syn på de danske fagforeninger.

Selvom 35 procent ikke ved, hvad de skal synes om fagforeningerne, er det kun 1 procent, som føler, at fagforeningerne ligefrem modarbejder, at polakker kan arbejde i Danmark, mens blot 9 procent mener, at fagforeningen ingenting gør for polakkerne. Omvendt mener 42 procent, at fagforeningerne gør meget eller en del for at hjælpe polakkerne.

Hvilket udsagn svarer bedst til din opfattelse af danske fagforeninger?
Undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4, Avisen.dk og Fagbladet 3F. 442 har besvaret spørgsmålet.

Undersøgelsen bekræfter, hvad man i forskningen ved om polakkerne, forklarer Jens Arnholtz, som forsker i udenlandsk arbejdskraft på FAOS (Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudeier) ved Københavns Universitet. Polakkerne har nemlig ikke noget imod fagforeningerne - men en del kender ikke så meget til dem.

»Når man spørger polakker om deres holdning til danske fagforeninger, er den ikke negativt stemt. Generelt er det bare et spørgsmål om manglende kendskab og interesse for dem,« siger Jens Arnholtz fra Københavns Universitet.

Fakta om undersøgelsen: Sådan gjorde vi

Det er især fagforbundet 3F's områder, som de polske arbejdere finder vej til. I 3F er man glade for, at polakkerne ser positivt på fagforeningerne.

»Det spreder sig blandt dem, at vi er en organisation, der kan og vil hjælpe vores medlemmer, og at vi står klar, hvis de har et problem eller er blevet snydt,« mener Søren Heisel, forbundssekretær i 3F.

Overordnet set har fagbevægelsen da også medvind, når det gælder organiseringen af de polske arbejdere, fortæller Jens Arnholtz fra Københavns Universitet.

»Stigningen har først og fremmest at gøre med, at flere vælger at bosætte sig her. Deres perspektiv ændrer sig ret hurtigt. De er pludselig mere afhængige af en ordentlig løn, og det kan de bruge det faglige fællesskab til at sikre. Hvis fortsat flere bosætter sig permanent, vil vi formentlig også se, at flere melder sig ind i en fagforening,« siger han.

Før EU-udvidelsen var østeuropæere her ofte illegalt, og der antog fagforeningerne nærmest en myndighedsfunktion. Jens Arnholtz, adjunkt ved FAOS, Københavns Universitet

Fra illegale til medlemmer

Gennem årene har fagbevægelsens forhold til polakkerne været gennem flere faser, forklarer Jens Arnholtz fra forskningscentret FAOS.

»Før EU-udvidelsen var østeuropæere her ofte illegalt, og der antog fagforeningerne nærmest en myndighedsfunktion. Siden har indstillingen ændret sig meget, men lokalt har der været stor frustration, fordi man kunne se meget lavtlønnede arbejdere tage job, der kunne være gået til danskere,« siger Jens Arnholtz.

På visse dele af arbejdsmarkedet kunne fagforeningerne dog nyde godt af de såkaldte eksklusivaftaler. Eksklusivaftalerne har været forbudt siden 2006, men betød i korte træk, at ansatte på visse overenskomster var forpligtede til at være medlemmer i en bestemt fagforening. Aftalerne var især med til at lette arbejdet i byggeriet, fortæller Carsten Hansen, som i 2004 blev ansat i Murernes Fagforening i København for at hjælpe med at håndtere de østeuropæiske arbejdere, der kom til.

»Tilgangen til organisering har ændret sig. I starten havde vi jo eksklusivaftaler. Det betød, at alle, som arbejdede på vores overenskomster, skulle være organiseret hos os. Det sikrede jo en stor del af medlemmerne. Så skulle vi sådan set bare sikre, at virksomheder ikke underbød vores overenskomster,« fortæller Carsten Hansen, som i dag er formand for organiseringsudvalget i Byggefagenes Samvirke i København, der samler de københavnske byggefagforeninger.

2005: Fagforeningerne 3F og TIB har indledt blokade i Nordjylland, hvor polske arbejdere uden overenskomst bygger sommerhuse. Fagforeningerne kræver, at polakkerne får samme løn som de danske kolleger. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Det skulle siden vise sig, at det var en særdeles svær opgave at organisere de mange østeuropæere, forklarer Jens Arnholtz fra FAOS.

»Når man så havde fået organiseret dem, rejste de hjem igen. Derfor har fagforeningerne skelet mere til at sikre overenskomsterne end til at organisere østeuropæere,« siger han.

Nu er man nået til et punkt, hvor man prøver at lave lokale indsatser for at organisere østeuropæere og i højere grad møder dem med kærlighed. Jens Arnholtz, adjunkt ved FAOS, Københavns Universitet

Skandaler giver medvind

Et hav af skandaler i byggeriet viste dog efterhånden, at en overenskomst ikke er meget værd, hvis man ikke har kontakt til ansatte på arbejdspladsen. For uden kontakt til arbejderne, er overenskomsten svær at håndhæve.

Derfor er erkendelsen nu, at man ikke kommer langt uden at organisere de østeuropæiske arbejdere.

»Nu er man nået til et punkt, hvor man prøver at lave lokale indsatser for at organisere østeuropæere og i højere grad møder dem med kærlighed. Det sker også i erkendelse af, at man bedre kan håndhæve overenskomster og føre sager, når man er i tale med arbejderne,« forklarer Jens Arnholtz.

Det har blandt andet vist sig på metrobyggeriet, hvor 3F efter flere års slid har kunnet hente enorme millionbeløb til arbejdere, som trods overenskomster er blevet snydt af udenlandske firmaer. Det har blandt andet betydet, at 3F nu har over 600 ansatte på metrobyggeriet mod blot 100 medlemmer for halvandet år siden. Netop den konkrete hjælp i sager om snyd appellerer i høj grad til polakkerne.

»Det mest effektive i forhold til organisering er, når polakkerne oplever, at fagforeningen har muskler og kan hjælpe dem med at sikre deres løn, hvis de for eksempel er blevet snydt for nogle tillæg,« siger Jens Arnholtz.

Metrobyggeriet har været skæmmet af flere skandaler med blandt andet manglende løn. Det har understreget vigtigheden af, at fagforeningerne har medlemmer på byggepladserne. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix

Nogle af dem arbejder for enorme, internationale vikarbureauer, som ofte har dem i et jerngreb og flytter dem på tværs af landegrænser med kort varsel. Carsten Hansen, formand for Organiseringsudvalget i Byggefagenes Samvirke i København

Vikarer står svagt

En af de største udfordringer ligger i forhold til de polske arbejdere, som kun er her i nogle få måneder. De kan været tæt på umulige at organisere.

»Der er rigtig mange, som kun er her i korte perioder. De ser ikke negativt på fagforeningerne. Men sagt lidt firkantet oplever de ikke, at Danmark er deres arbejdsmarked, og derfor har de svært ved at se, hvorfor de skal melde sig ind i en fagforening for at opretholde nogle bestemte vilkår her,« siger Jens Arnholtz fra Københavns Universitet.

Carsten Hansen fra Byggefagenes Samvirke er enig.

»Nogle af dem arbejder for enorme, internationale vikarbureauer, som ofte har dem i et jerngreb og flytter dem på tværs af landegrænser med kort varsel. Kommer man fra et område i Polen med tårnhøj arbejdsløshed, kan det være rigtig svært at sige fra over for arbejdsgiveren,« forklarer Carsten Hansen.

Men netop derfor er organisering meget vigtigt, pointerer Søren Heisel, forbundssekretær i 3F.

»Der går mange skrækhistorier om udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft. Den vigtigste måde at dæmme op for det er at lade sig organisere, fordi det er sådan man bedst beskytter sig mod udnyttelse,« siger han

På polakkernes præmisser

En af dem, som til dagligt arbejder med organisering af østeuropæiske arbejdere, er polskfødte Robert Olejnik. Han arbejder som faglig konsulent i Byggefagenes Samvirke, hvor han blandt andet har været med til at starte Den polske klub, hvor polakker kan mødes med landsmænd.

Klubben blev stiftet i 2007 og holder månedlige arrangementer for polakker. I starten krævede klubben medlemsskab af en byggefagforening, men siden har man åbnet dørene til alle polakker, der vil være med. Det betyder, at polske byggearbejdere somme tider tage familiemedlemmer, koner og venner med til arrangementer om forskellige emner, der optager polakkerne.

»Det gør, at folk bliver ambassadører for Den polske klub og fagbevægelsen. De fortæller om det, de har hørt og oplevet i klubben, når de snakker med venner, bekendt og kolleger. Det er en meget stor gevinst, forklarer Robert Olejnik.

Til at starte med handlede alle arrangementerne om klassiske fagforeningsemner. Men nu handler det skiftevis om faglige emner og om andet, som interesserer polakkerne.

»Vi har for eksempel gæster fra Skat, fra forsikringsselskabet Alka eller fra Pension Danmark. Der er et stort behov for at vejlede folk i alt det, der er nyt, når man bosætter sig i et andet land,« siger Robert Olejnik.

I gamle dage var fagforeningen et sted, hvor man også gik hen for at møde ligesindede. Man snakkede sammen, var sammen socialt og tog på skovtur med familierne. Det prøver vi at skabe med Den Polske Klub. Carsten Hansen, formand for Organiseringsudvalget i Byggefagenes Samvirke i København

Gamle dyder genoplives

Med Den polske klub forsøger lader man sig inspirere af den rolle, som fagforeningerne tidligere spillede i mange danskeres liv, forklarer Carsten Hansen fra Byggefagenes Samvirke.

»Tingene har ændret sig, så der i dag er langt større fokus på, at det faglige fællesskab kan være et samlingssted eller et omdrejningspunkt i polakkernes liv. I gamle dage var fagforeningen et sted, hvor man også gik hen for at møde ligesindede. Man snakkede sammen, var sammen socialt og tog på skovtur med familierne. Det prøver vi at skabe med Den polske klub,« siger Carsten Hansen.

Netop den tilgang kan være en del af løsningen fremadrettet, mener Jens Arnholtz fra Københavns Universitet.

»Jeg tror, det er et godt tiltag at vise, at fagforeningen kan andet end at straffe arbejdsgivere. Når folk kommer hertil, skal deres liv fungere på mange forskellige parametre. Det er ikke underligt, at det kan lade sig gøre i København. Spørgsmålet er bare, om det kan bredes ud til andre dele af landet, hvor der er færre polakker,« siger han.

I 3F mener man dog, at det godt kan lade sig gøre andre steder i København. Derfor har forbundet opbygget polske netværk i København, Aalborg, Midtjylland, Holstebro og på Lolland. Samtidig er der blandede netværk for alle borgere fra de nye EU-lande i Vejle, Viborg, Ringsted, Holbæk, Odense, Aarhus, Herning og Kalundborg. I netværkene holder man blandt andet møder, hvor borgerne fra de nye EU-lande på deres eget sprog kan lære om deres rettigheder.

»Vi forsøger at få ildsjæle til at vise deres landsmænd, at fagbevægelsen rigtig gerne vil hjælpe dem, så de får en ordentlig løn, man kan leve af. Tilbagemeldingerne er meget positive, og folk tager tit deres venner og kolleger med, når de har haft en god oplevelse. Det skaber tillid til os, og det er helt klart vejen frem,« forklarer Søren Heisel, forbundssekretær i 3F.