Fagbevægelsen må sikre barselsfond

Af Kristian Madsen

Det er forståeligt, at fagbevægelsen ønsker at sikre den danske model og gardere sig mod tilfældige lovindgreb på blandt andet dagpengeområdet. Men det er synd, at den centrale barselsfond og muligheden for reel ligestilling på arbejdsmarkedet skal tages som gidsel i nervekrigen mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.

24Ligestilling Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) havde formentlig ikke drømt om, at et par strøtanker på side 204 i en interviewbog kunne få afgørende indflydelse på fremtidens arbejdsmarked. Men sandheden er, at regeringens forlængede barselsorlov både har sat fornyet gang i debatten om en central barselsfond og delt fagbevægelsen midt over i dette forårs overenskomstforhandlinger.

I mangel af gode, konkrete eksempler på, hvordan Venstres luftige mantra om mere frihed kunne omsættes i praktisk politik, kom Fogh Rasmussen dengang i 2001 til at nævne barselsorloven som et eksempel, da han skulle forklare sig i Thomas Larsens interviewbog »i godtvejr og storm«. En kommende regering ville, slog Fogh fast, udvide retten til barselsorlov til 52 uger for at sikre forældre muligheden for at bruge mere tid med børnene.

Det er naturligvis rart for den enkelte mor eller far, der gerne vil have mere tid til at gå hjemme med børnene, at orloven nu er forlænget.

Men det har også forværret det store problem med kønsdiskrimination på arbejdsmarkedet. Realiteten er, at moderen tager langt hovedparten af de 52 ugers barselsorlov, der er til rådighed. Da bar-selsorloven i høj grad er betalt af den enkelte arbejdsgiver, skærper det arbejdsgivernes økonomiske »risiko« ved at ansætte unge kvinder.

Selv om lovgivningen om ligeløn for længst har fejret sølvbryllup, er lønforskellene mellem mænd og kvinder stadig udtalte på det danske arbejdsmarked. Kvinders jobsituation er stadig betydeligt mere usikker end mænds. Og den forlængede barselsorlov har absolut ikke virket som et skridt i den rigtige retning.

I stedet for at udgiften til barselsorlov skal bæres af den enkelte arbejdsgiver, skal alle arbejdsgivere indbetale et beløb per ansat til en central fond, der så skal betale for dem, der går på barselsorlov. Det betyder, at arbejdsgiverne ikke påtager sig en ekstra økonomisk risiko ved at ansætte unge kvinder, og at brancher med mange kvindelige ansatte ikke alene skal bære den økonomiske byrde ved barselsorlov, der rettelig er en samfundsopgave.

I befolkningen er der opbakning til ønsket om en central barselsfond. En undersøgelse fortaget for gratisavisen Urban viser, at 54 procent af befolkningen støtter kravet, mens kun cirka 30 procent er imod.

Oprettelsen af en central barselsfond vil være et tigerspring fremad for ligestillingen på det danske arbejdsmarked og må derfor være en central opgave for den danske fagbevægelse og for arbejdsgiverne. Desværre har dette ikke alle steder forekommet lige indlysende. Industri-overenskomsten klausul om genforhandling i tilfælde af indførelsen af en barselsfond er et godt eksempel.

Der er ingen tvivl om, at en barselsfond bedst kan sikres gennem en aftale mellem arbejdsmarkedets parter. Lovgivning på arbejdsmarkedet er kun sjældent vejen frem i »den danske model«. Men hvis den centrale barselsfond drukner i trakasserier internt mellem fagforbund og arbejdsgiverorganisationer, svigter arbejdsmarkedets parter det, der i mine øjne er selve grundrationalet i den danske model: Forpligtelsen til at tænke langsigtet og deltage i løsningen af store samfundsproblemer, selv om det kan indebære nogle omkostninger på kort sigt.