Fagbevægelsen glemmer integration

Af | @MichaelBraemer
| @GitteRedder

Flertallet af LO-forbundene prioriterer ikke indsatsen for at integrere etniske minoriteter på arbejdsmarkedet særligt højt, viser A4’s undersøgelse. Fagbevægelsen svigter sit ansvar og kan medvirke til at skabe varige skel i befolkningen, advarer forskere.

Mens fagbevægelsen officielt arbejder helhjertet for større integration af etniske minoriteter, ser sagerne under overfladen noget anderledes ud. En rundspørge, som Ugebrevet A4 har foretaget til samtlige 19 LO-forbund, dokumenterer, at det generelt står sløjt til med fagbevægelsens indsats på integrationsområdet:

  • Mindre end halvdelen af LO-forbundene har en fagpolitisk handlingsplan for integration af etniske minoriteter
  • De 19 LO-forbund har i alt over tusind medarbejdere ansat. Men færre end en håndfuld af dem beskæftiger sig på fuld tid med integrationsarbejde.
  • Hvis et LO-forbund arbejder med integration af nydanskere, er det som hovedregel noget, en eller flere konsulenter passer »ved siden af« det faste arbejdsområde.
  • Kun Specialarbejderforbundet (SiD), Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA), Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF) samt LO har en egentlig etnisk personalepolitik, som lægger vægt på etnisk ligestilling og opererer med en målsætning om, at sammensætningen af medarbejderstaben skal afspejle sammensætningen af befolkningen.
  • Ganske få indvandrere er på fagbevægelsens lønningsliste, og det er især rengøringsassistenter, kantinemedarbejdere og nogle få kontorelever. Ni forbund har ingen nydanskere ansat.

En stribe rapporter har peget på bedre integration som et middel til at opfylde Danmarks fremtidige behov for arbejdskraft, når små årgange på arbejdsmarkedet skal forsørge store årgange på pension. Samtidig dukker der til stadighed eksempler op på, at indvandrerne diskrimineres og ikke selv kan nedbryde barrierne og få foden indenfor på det danske arbejdsmarked.

LO-fagbevægelsen gør langt fra sit integrationsarbejde godt nok, mener næstformand i Kvindeligt Arbejderforbund, Jane Korczak:

»Vi halter alle sammen bagefter, og vi er hverken udfarende eller synlige nok. Fagbevægelsen bliver nødt til at stille flere ressourcer til rådighed for at få sat flere aktiviteter i gang på integrationsområdet.«

LO-formand Hans Jensen vil ikke gøre sig til dommer over de enkelte forbunds politik, og han slår fast, at han har forståelse for, at de mindre forbund ikke har en etnisk personalepolitik.

»Men alle, der arbejder med personalepolitik, bør også formulere nogle etniske målsætninger.

Det er vigtigt, at man arbejder konsekvent med integration i fagbevægelsen på alle niveauer.

Derfor vil jeg også gerne opfordre alle medlemmer til at huske, at vi har et værdisæt, som går ud på, at alle er lige meget værd og skal behandles lige. Det har vi også en forpligtelse til at arbejde for,« siger Hans Jensen.

Han henviser til, at LO-kongressen i forrige måned vedtog et nyt målprogram for de næste fire år, hvor arbejdet med at integrere de etniske minoriteter er et politisk indsatsområde. LO-fagbevægelsens integrationsudvalg, der består af politisk valgte og ansatte i forbundene, skal nu forsøge at gøre målprogrammet til virkelighed.

Færre indvandre organiseres

HK fik på kongressen målprogrammet udvidet, så det nu ikke kun omhandler integration på arbejdsmarkedet, men også af  børn og unge og integration af indvandrere i fagbevægelsen.

»Op mod halvdelen af de unge nydanskere får ikke en uddannelse ud over folkeskolen, og mange har mistet troen på en ordentlig fremtid. Derudover ved vi, at unge piger presses væk fra deres ønsker om uddannelse og job – af deres forældre. Derfor omsorgen for de unge,« siger faglig sekretær i HK Steen Karlsen.

Han er bekymret for, at den manglende indsats på integrationsområdet får færre nydanskere til at melde sig ind i en fagforening.

»Vi ved ikke nok om det, for kun SiD, KAD og HK har opgjort antallet af medlemmer med indvandrerbaggrund. Men jeg frygter, at organisationsgraden er meget lavere end blandt danskere, blandt andet fordi vi ikke viser, at vi kan løse de problemer, en indvandrer møder på arbejdsmarkedet, og fordi vi ikke er opmærksomme nok på at engagere indvandrere som tillids- og sikkerhedsrepræsentanter,« siger han.

Skål frem for mål

Uanset hvor mange mål LO-fagbevægelsen lister op, frygter mange, at det hele ender med skåltaler i stedet for måltaler. Flere af de kilder, Ugebrevet A4 har talt med i forbundene, udtrykker skuffelse over, at mange forbund og lokalafdelinger fortsat lukker øjnene for en mere og mere påtrængende integrationsopgave. Og over, at fagbevægelsen trods mange konsulent-rapporter stadig mangler både viden og handlingsplaner på området. En rapport udarbejdet af Træ-Industri-Byg fastslår da også sort på hvidt, at:

  • I langt de fleste afdelinger har etnisk ligestilling ingen eller kun meget ringe bevågenhed.
  • Nogle afdelinger er direkte i tvivl om, hvad integration går ud på, hvorledes de kan arbejde med problemstillingen, samt hvad der menes, når man taler om etniske minoriteter.
  • De fleste valgte medarbejdere på arbejdspladserne – tillids- og sikkerhedsrepræsentanter – har en meget ringe forståelse og baggrund for at rejse debatten om etnisk integration på deres arbejdsplads. Der er også hos nogle af de valgte medarbejdere en direkte uvilje imod etnisk integration.

TIB-næstformand Johnny Skovengaard påpeger, at rapporten er nogle år gammel og lavet på et tidspunkt, hvor forbundet kun havde få erfaringer med indvandrere.

»Siden har vi fået en del indvandrere ind som ufaglærte på møbelfabrikker, og jeg mener vi er kommet godt efter det. Den uvilje blandt tillidsrepræsentanter, som rapporten beskriver, afspejler jo en holdning i befolkningen, men vores erfaring er, at den forsvinder, når de to parter mødes,« siger han.

TIB-rapporten omhandler egne faggrupper og lokalafdelinger, men kunne ifølge mange i fagbevægelsen sagtens gælde flertallet af LO-forbund. Adskillige både politisk valgte og ansatte i fagbevægelsen er frustrerede over den uambitiøse og flakkende politik på området. Men der findes også forbundsformænd, som ikke vakler i troen på, at indsatsen er tilstrækkelig.  Det gælder for eksempel formand for Blik & Rør Kurt Jakobsen:

»Vi møder lidt problemer i forhold til lærlingesager, hvor unge diskrimineres på arbejdspladsen. Så løser vi problemet. De ressourcer, vi bruger, svarer til behovet.«

Metal bruger to timer

Kun tre forbund – SiD, HK og KAD – udmærker sig ved både at have en handlingsplan og konsulenter til at føre dem ud i livet. Alle tre oplever en medlemsfremgang blandt etniske minoriteter, og både for at kunne yde dem den rette service og for at være på forkant med en voksende skare af medlemmer med fremmedklingende navne, satses der nu mere på området.

Også Forbundet af Offentligt Ansatte, FOA, har en selvstændig integrationspolitik, men sammenlagt bruger en række medarbejdere under 37 timer om ugen – altså mindre end en fuldtidsstilling – på arbejdsområdet.

I Dansk Metal med 150.000 medlemmer har man ikke en formuleret selvstændig politik på området, og den medarbejder i arbejdsmarkedssekretariatet, der har ansvar for integration, bruger i gennemsnit to timer om ugen på arbejdet.

Ud af SiD’s godt 300.000 medlemmer er 23.000 indvandrere. Et tal, som vil vokse i de kommende år, også hvis fusionen med KAD stemmes hjem blandt medlemmerne. Derfor arbejdes der både centralt og lokalt for at organisere nydanskerne, så de ikke ikke i stedet melder sig ind i den kristelige fagforening.

International sekretær i SiD Sune Bøgh har været på studietur i Canada, hvor fagbevægelsen ikke er bange for at være klar i mælet omkring sine værdier:

»Vi bør overveje, om vi skal melde klarere ud i forhold til politiske strømninger og tage stærkere afstand fra for eksempel Dansk Folkeparti, hvis vi vil tiltrække indvandrere og mere aktivt være med til at løse integrationsproblemerne.«

Sune Bøgh besøgte blandt andet en fagforening, der repræsenterer arbejderne på bilfabrikken Ford, og så, hvordan de i et tillæg til overenskomsten havde defineret seksuel, kønsmæssig og racemæssig chikane – sat op i et skema, der  var nemt at overskue og holde ledelsen fast på.

»Og alle nyansatte får otte timers undervisning i, hvordan man behandler hinanden,« siger Sune Bøgh, der håber, at eksemplet kan inspirerer arbejdsgivere og fagbevægelse herhjemme.

Risiko for underklasse

Professor Ulf Hedtoft, der leder Akademiet for Migrationsstudier i Danmark, peger på, at arbejdsmarkedets parter har et gigantisk ansvar for en vellykket integration. Derfor kalder han det skuffende, at fagbevægelsen ikke gør mere.

»Det er en selvskreven opgave for fagbevægelsen at formulere strategier på dette felt. Der er et kraftigt behov for faglige bud på, hvordan flere nydanskere kommer ud på og fastholdes på arbejdsmarkedet. Ellers risikerer man at skabe en permanent underklasse, der marginaliseres fra arbejdsmarkedet,« siger Ulf Hedtoft.

Tilknytning til arbejdsmarkedet er den væsentligste nøgle til integration, fremhæver han, og arbejdsmarkedets parter skal arbejde aktivt og selvstændigt med, hvis opgaven skal lykkes.

Professor på Institut for Statskundskab på Århus Universitet Lise Togeby mener også, at det er på høje tid, at fagbevægelsen indser, at gode intentioner ikke rækker.

»Lige nu er det ekstremt vigtigt, at fagbevægelsen i praksis arbejder for et solidarisk samfund.

Regeringens politik på integrationsområdet med blandt andet lav starthjælp udgør en bombe under det danske velfærdssamfund. For den indebærer en risiko for, at vi får skabt en stor underklasse af etniske minoriteter helt uden for arbejdsmarkedet. Det er meget vigtigt, at der ikke bliver skabt skel mellem dansk fagbevægelse og etniske minoriteter. Men det kræver, at fagbevægelsen kommer mere på stikkerne i aktiv handling,« siger hun.