Fagbevægelsen er ude af takt i velfærdsdebatten

Af | @GitteRedder

Fagbevægelsen skal arbejde mere seriøst med fremtidens arbejdsmarkedspolitiske dagsorden for at få indflydelse på, hvordan velfærdssamfundet indrettes, mener fremtrædende økonomiprofessor. Men LO-forbundene har svært ved at finde fælles fodslag i velfærdsdiskussionen og er uenige om den politiske og faglige strategi.

Dansk fagbevægelse skal i langt højere grad på banen i diskussionen om, hvordan vi indretter og finansierer fremtidens velfærd, når færre i arbejdsstyrken skal forsørge flere ældre. Hvis fagbevægelsen bliver stående på sidelinjen i debatten om langsigtede prioriteringer i velfærdssamfundet, får den heller ikke indflydelse på, hvor bolden lander, og om den rammer bevægelsens egne medlemmer.

Sådan lyder advarslen fra økonomiprofessor på Århus Universitet Peder J. Pedersen, der er tilknyttet Rockwool Fondens forskningsteam.

»Det er en stor, men nødvendig opgave for fagbevægelsen at diskutere velfærd. Der skal gives lange varsler på velfærdsreformer, og her kunne det være hjælpsomt med en mere aktiv fagbevægelse,« siger Peder J. Pedersen, der i sidste uge var med til at præsentere den kontroversielle rapport med titlen »Fra mangel på arbejde til mangel på arbejdskraft«.

Vil ikke være mørkemand

Peder J. Pedersen understreger, at han ikke vil være en mørkemand, der overdriver de økonomiske problemer. Men ifølge ham og hans kollega, økonomiprofessor Nina Smith kommer velfærdsstaten til at stå over for voksende problemer om tyve og tredive år med en stor aldrende befolkning uden for arbejdsstyrken og færre erhvervsaktive til over skatten at finansiere en offentlig service.

Frem til år 2025 vokser antallet af ældre over 64 år med mere end 40 procent. I samme periode falder antallet af personer i den erhvervsaktive alder med fem procent.

»Det er næppe muligt at øge skattetrykket yderligere, og derfor er vi pisket til at øge arbejdsudbuddet, hvis vi ikke vil forringe velfærdsordningerne. Krav om kortere arbejdstid, mere ferie og fritid samt efterløn som 60-årig hænger ikke sammen med, at færre skatteydere skal betale for flere ældre,« fastslår Peder J. Pedersen.

Han henviser til Rockwool Fondens analyse, som viser, at lønmodtagernes arbejdstid i forvejen er faldet markant set over mange år. Hvor en fuldtidsbeskæftiget lønmodtager i 1911 arbejdede cirka 2.900 timer om året, så er samme tal i 2002 nede på omkring det halve – godt 1.500 arbejdstimer.

Ifølge økonomerne kan trenden med at sætte arbejdstiden ned, forlænge ferier og orlovsmuligheder ikke hænge sammen med, at der i fremtiden bliver behov for markant flere arbejdende hænder og dermed skatteydere.

Civiliserede løsninger

»Det er positivt, hvis fagbevægelsen vil medvirke aktivt til en forståelse for, at det ikke er aktuelle problemer om stigende ledighed, vi taler om. Men hvis vi som samfund foretrækker civiliserede løsninger frem for pludselige, brutale indgreb, så er vi allerede nu tvunget til at forholde os til langsigtede problemer. Og det gælder også fagbevægelsen, der gerne må bidrage med bud på løsninger,« siger Peder J. Pedersen.

Dermed bakker han op omkring seniorforsker på Socialforskningsinstituttet Jon Kvist, der i sidste nummer af Ugebrevet A4 opfordrede fagbevægelsen til at gå mere konstruktivt ind i debatten om blandt andet efterlønsordningens fremtid.

citationstegnDet burde være en livsvigtig debat, men jeg tror ikke, at vi kan tage den i LO-familien. Jeg frygter, at vi er indbyrdes uenige. Vi kan ikke blive enige om, hvilken medicin patienten skal have. Dennis Kristensen, forbundsformand for FOA

»Det er en svær diskussion, fordi den handler om mange af de nuværende medlemmers rettigheder og privilegier. Men fagbevægelsen er også tvunget til at tænke langsigtet og på de kommende medlemmer,« påpegede Jon Kvist.

Professor Peder J. Pedersen fremhæver tre områder, hvor dansk fagbevægelse især kunne spille en mere fremtrædende rolle:

  • Nye måder at organisere arbejdet. Øget tempo og arbejdspres på stadig kortere arbejdstid betyder, at flere lønmodtagere rammes af stress og/eller fysisk nedslidning og forlader arbejdsmarkedet i utide. Fagbevægelsen bør arbejde mere målrettet og seriøst med at lette noget af arbejdspresset, så flere kan holde længere tid på arbejdsmarkedet.
  • Begrebet seniorpolitik bruges i for høj grad i festtaler og for lidt i virkelighedens verden, hvor fagbevægelsen ikke arbejder for at gøre noget reelt for at gøre det attraktivt at blive på arbejdsmarkedet. Fagbevægelsen kunne godt gå i front med ideudvikling og afprøvning af forskellige former for seniorordninger.
  • Integration. Fagbevægelsen må gerne være murbrækker for at få flere indvandrere i job, ligesom fagbevægelsen skal forholde sig mere aktivt i forhold til de barrierer, der holder indvandrerne ude af arbejdsmarkedet.

»Naturligvis er det urealistisk at forestille sig, at fagbevægelsen skulle gå forrest i kampen for at afskaffe efterlønnen og indføre højere arbejdstid. Men fagbevægelsen kunne godt forklare medlemmerne, at det her handler om et trusselsbillede om tyve år, der også vil ramme dem som LO-medlemmer og samfundsborgere. Derfor kan de lige så godt i tide være med til at diskutere det og tage et medansvar for at skabe varige løsninger,« mener Peder J. Pedersen.

citationstegnIkke en eneste af mine medlemmer har bedt om længere arbejdstid eller om at afskaffe eller indskrænke efterlønsordningen. Arne johansen, forbundsformand for Træ-Industri-Byg

Formand for Forbundet af Offentligt Ansatte, FOA, Dennis Kristensen, mener heller ikke, at LO-fagbevægelsen i dag spiller nogen hovedrolle i debatten om fremtidens velfærdssamfund. Og det frustrerer og ærgrer Dennis Kristensen, der også sidder i LO’s daglige ledelse:

»Det burde være en livsvigtig debat, men jeg tror ikke, at vi kan tage den i LO-familien. Jeg frygter, at vi er indbyrdes uenige. Vi kan ikke blive enige om, hvilken medicin patienten skal have. Vi er grundlæggende uenige om udviklingen af den offentlige sektor og velfærdssamfundet. Kan det finansieres kollektivt solidarisk, eller skal vi afmontere det og i større grad have individuel finansiering, brugerbetaling. Skal det være den enkeltes ansvar eller kollektivets ansvar,« siger Dennis Kristensen, der er nervøs for, at de forskellige holdninger vil gå ud over det kollektivt solidariske, som ellers har været selve varemærket for dansk fagbevægelse.

citationstegnVi skal huske, at det er arbejdsgiverne, der råder over arbejdspladserne, og derfor skal reformer ske i et samarbejde med arbejdsgiverne. Thorkild e. jensen, forbundsformand for Dansk Metal

Beklager uenighed

For Dennis Kristensen er det indlysende rigtigt, at fagbevægelsen deltager i udvikling og formulering af fremtidens velfærdssamfund. Man varetager ifølge FOA-formanden medlemmernes interesser bedre ved at stå på velfærdsdiskussionen frem for at stå af. Også i det lys beklager han, at fagforbundene ikke har fælles fodslag:

»Det ville være modigt at sige højt og med klar stemme, at der er to forudsætninger for, at vi kan finansiere fremtidens velfærdsservice på et højt niveau. Dels skal vi ikke lave hovedløse skattelettelser, og dels skal vi forøge beskæftigelsen blandt andet ved at få flere indvandrere i job.«

»Vi har en klar forpligtelse til at være med til at tage diskussionen. LO-fagbevægelsen bør komme med selvstændige bud på, hvordan de strukturelle problemer løser sig, men jeg er bange for, at vi ikke kan få enderne til at nå sammen,« siger Dennis Kristensen.

Diskussion er vigtig for formanden for FOA, hvis knap 200.000 medlemmer både er brugere og ansatte i det offentlige system, der skal levere service- og velfærdsgoder til danskerne. Derfor bekymrer uenigheden også.

citationstegnDet er en stor, men nødvendig opgave for fagbevægelsen at diskutere velfærd. Der skal gives lange varsler på velfærdsreformer, og her kunne det være hjælpsomt med en mere aktiv fagbevægelse. Peder J. pedersen, professor i økonomi ved Århus Universitet

»Fagbevægelsen har været med til at opbygge velfærdssamfundet. Derfor er der også behov for, at vi beskytter og udvikler velfærdssamfundet og er med til at støbe det fundament, der skal holde de næste generationer, i stedet for at gennemhulle det,« fastslår Dennis Kristensen.

Nej til at tage têten

Men FOA-formanden får ikke opbakning fra to af sine kolleger i LO’s daglige ledelse, Metal-formand Thorkild E. Jensen og formand for Træ-Industri-Byg Arne Johansen. Ingen af dem mener, at LO-fagbevægelsen svigter i velfærdsdiskussionen, ligesom de ikke vil følge opfordringen til at gå forrest i tegningen af de velfærdsreformer, der skal redde fremtiden.

»Forskerne gør sig skyldig i en fejlvurdering. Som faglig tillidsmand er min rolle at varetage mine medlemmers interesser og rettigheder. Ikke en eneste af mine medlemmer har bedt om længere arbejdstid eller om at afskaffe eller indskrænke efterlønsordningen,« fastslår formand for Træ-Indstri-Byg Arne Johansen.

Han henviser til to centrale anbefalinger i Rockwool Fondens analyse. Nemlig at sætte arbejdstiden op for at mindske arbejdspresset, så folk kan holde længere på arbejdsmarkedet.

Og at begrænse eller helt afskaffe efterlønsordningen for at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet. Arne Johansen erklærer, at begge forslag ville være i direkte modstrid med TIB-medlemmernes interesser, fordi det er dem, der bliver nedslidte og har brug for at forlade arbejdsmarkedet som 60-årige.

Ifølge Arne Johansen er det de politiske partiers opgave at gå forrest i en velfærdsdiskussion og tænke i hele løsninger.

»Det er ikke LO-toppens opgave at tage têten, og jeg føler mig ikke forpligtet til at råbe op i en langsigtet velfærdsdiskussion. Det er snarere politikerne, der svigter, for de tør ikke lægge ryg til velfærdsreformer, der risikerer at koste vælgerstemmer,« mener Arne Johansen.

Politikerne skal presses

Heller ikke formand for Dansk Metal, Thorkild E. Jensen, vil give forskerne ret i, at fagbevægelsen løber fra sit ansvar i velfærdsdiskussionen. Tværtimod fremhæver han, at fagbevægelsen har spillet en hovedrolle i opbygningen af arbejdsmarkedspensionerne, der er en af grundpillerne i, hvordan fremtidens ældre skal klare sig.

»Jeg synes, at vi spiller en synlig og aktiv rolle i velfærdsdiskussionen, og vi forsøger hele tiden at holde fanen højt, når det gælder uddannelsesindsatsen, seniorpolitik og integration. Både når det gælder presset på politikere og arbejdsgivere. Vi skal huske, at det er arbejdsgiverne, der råder over arbejdspladserne, og derfor skal reformer ske i et samarbejde med arbejdsgiverne.

Det er ikke fagbevægelsen, der er herre over arbejdspladserne.«

»Samtidig arbejder vi på at presse regeringen til at give mere til forskning og uddannelse, så vi kan få kompetencerne til at konkurrere på det globale arbejdsmarked. Velfærden kan ikke finansieres uden produktion, for vi kan ikke leve af at klippe hinanden,« siger Thorkild E. Jensen.

Nej til forsikringsforbud

Selv om Metal-formanden erkender, at LO-forbundene er »lidt uenige i velfærdsdiskussionen«, så oplever han det ikke som en bremseklods for den samlede LO-fagbevægelses deltagelse i den offentlige debat. Og han deler ikke FOA-formandens nervøsitet for, om LO-forbundene kan finde fælles fodslag:

»Vi er enige om de grundlæggende velfærds-piller,« siger Thorkild E. Jensen og fastslår, at han ikke oplever stor intern uenighed i fagbevægelsen om at bevare det kollektivt solidariske også i fremtiden.

»Men vi ønsker ikke, at det skal være forbudt at forsikre sig,« siger Thorkild E. Jensen.