Fagbevægelsen er ingen stopklods

Af Kim Mertz, Dansk El-Forbund, afdeling 1

A4’s interview med Marie-Therese Hoppe følger den almindelige mistillid til at organisere sig og bærer et ekstra ved til det bål, det tog de borgerlige 20 år at tænde.

6. januar udtaler Maria-Therese Hoppe sig i A4 om fagbevægelsen og fremtiden. Ifølge Hoppe oplever de fleste lønmodtagere arbejde og fritid som lige tilfredsstillende og stiller de samme krav om følelsesmæssige udfordringer, oplevelser og socialt samvær begge steder. Det opfatter jeg som ros til de organisationer, der har krævet bedre arbejdsforhold, lys og ventilation, kantiner, bad, arbejdstøj, motionsrum og andre goder, så nogle lønmodtagere i dag kan have vanskeligt ved at afgøre, om de befinder sig bedst hjemme eller på arbejdspladsen.

Nu er alt arbejde ikke lige så interessant som at sidde og fundere over samfundets struktur om ti år, men arbejdsopgaver, der skal udføres for at samfundet kan fungere. Reparation af vand- og gasledninger i trange opgravninger eller elinstallationsarbejde på gade og vej i alt slags vejr. Kontorlandskaber, hvor personalet en hel dag sidder med et fast blik på computerskærmen, mens opgaverne hober sig op, giver vist heller ikke de store følelsesmæssige udfordringer. Og det sociale samvær sker kun i frokosten. De heldige har en frokoststue, de mindre heldige indtager ostemaden på forsædet af en firmabil.

Maria-Therese Hoppe hentyder også til kvalitet og følelsesmæssigt engagement på arbejdspladsen som en udfordring til fagforeningen. I stedet for at se tyve år frem burde hun se tyve år tilbage. Her var der kvalitet i arbejdet og engagement på arbejdspladsen, det hed dengang korpsånd. Den grundige lærlingeuddannelse med hovedvægt på det manuelle arbejde gav kvalitet i det færdige produkt. I dag mener de »kloge«, at halvandet års industrioperatør-uddannelse med hovedvægten på skolen er godt nok, mens kvalitet og viden om det udførte arbejde er væk. Korpsånden – engagementet – har fagforeningerne været fortaler for i mange år. Det var derfor, samarbejdsudvalgene blev etableret på anbefaling fra dem for at skabe trivsel og gode vilkår på arbejdspladsen med efterfølgende engagement, effektivitet og arbejdsglæde.

Engagementet har alene en ny form for ledelse, der opstod sidst i firserne, med fuldt gennemslag i halvfemserne fjernet. De havde mistillid til, om medarbejderne kunne tage stilling til opgaver, som de tidligere havde udført uden indblanding. Om medarbejderne kunne tænke selv. De lagde begrænsninger på dem, der arbejdede i holddrift med indbyrdes vagtbytninger, så trofaste folk uden en sygedag i årevis nu måtte lægge sig syge for at få fri til svigermors fødselsdag, hvorefter en kollega måtte træde til mod overtidsbetaling.

Fleksibilitet og individualisme var en by i Rusland. Medarbejdere, der arbejdede ude, ville gerne møde tidligt om sommeren, før trafikosen havde lagt en tyk tåge med hovedpine til følge. Var det fagforeningen, der nægtede dette? Næh, tværtom. Da den almindelige lønmodtager spurgte til flekstid, var svaret, at kun kontorpersonalet havde flekstid, og det ville en lønmodtager ikke kunne administrere. I dag kommer disse udspil om flekstid, engagement og individuelle arbejdsopgaver fra de samme arbejdsledere, der før sagde nej til at tænke fremad.

Maria-Therese Hoppe mener, at der i fremtiden kun er plads til én faglig organisation for lønmodtagere, og hun ser de hårdnakkede forsøg på at opretholde det bestående som en mangel af respekt over for medlemmerne! Jeg håber, Metals og El-Forbundets fagblade engang kommer Hoppe i hænde, for der vil hun se, at de to forbund ville slå sig sammen – men medlemmerne ville ikke. De samme medlemmer som Hoppe mener, organisationerne ignorerer.
Hoppe meldte sig ud af sin fagforening, fordi hun ikke oplevede, den varetog medlemmernes interesser. Men fagforeningerne er medlemmernes, og hvis de valgte personer ikke arbejder for det, de er valgt til, så vælt dem og vælg en anden. Jeg har ofte hørt sætningen: Fagforeningen tilbage til medlemmet. Jeg har en bedre: Medlemmet tilbage til fagforeningen. Medlemmet må tage sig sammen og møde op til i hvert fald generalforsamlingerne og sige sin mening.