Fagbevægelse ved en korsvej

Af | @JanBirkemose

Dårlig økonomi og faldende medlemstal kan blive de faktorer, der samler LO’s forbund om planen for et nyt LO. Arbejdsmarkedsforskere mener, at reformplanerne kan skæres ned til et spørgsmål om hovedorganisationernes fald eller renæssance.

18Den 8. februar næste år vil blive en historisk dato. Her skal LO på en ekstraordinær kongres tage stilling til indholdet i »Nyt koncept for en bredere hovedorganisation«, som på afgørende områder vil ændre den nuværende struktur i fagbevægelsen.

I et notat, udarbejdet for Ugebrevet A4, skriver arbejdsmarkedsforskerne Jesper Due og Jørgen Steen Madsen fra Forskningscenter for Organisations- og Arbejdsmarkedsstudier, FAOS, ved København Universitet, at LO på grund af udvikling på arbejdsmarkedet og historiske kendsgerninger i dag er tvunget ud i et enten-eller-valg:

  • Enten fastholder LO sine bånd til Socialdemokraterne og dermed den traditionelle arbejderbevægelse som en kobling af parti og LO-fagbevægelse.
  • Eller også kapper LO båndene, hvilket kan bane vejen for etableringen af en egentlig enhedsbevægelse i Danmark. Her tænkes der først og fremmest på en sammenlægning af LO og Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, FTF, og måske på længere sigt også Akademikernes Centralorganisation, AC.

Og Jesper Due og Jørgen Steen Madsen ser flere argumenter for at vælge den sidste løsning, selv om det må gøre ondt at klippe navlestrengen efter 130 års fællesskab mellem LO og Socialdemokraterne.

»Afbrydelsen af forbindelserne har været en smertelig proces, fordi båndene mellem parti og LO-fagbevægelse er stærke. Det er ikke let for faglige ledere med socialdemokratiske værdier og stærke personlige relationer til partiet at sige farvel til den traditionelle arbejderbevægelse, hvor parti og fagbevægelse udgør en samlet enhed, men det er nødvendigt, hvis man vil en sammenlægning af i det mindste LO og FTF,« skriver forskerne i notatet, som også angiver, at trafikken kan være farlig ved korsvejen:

»Der har da også fra medlemsforbundenes side været forskellige udmeldinger, og selv om den overvejende holdning nok har været en tilslutning til LO’s oplæg, så er det ikke givet, at det vil kunne samle flertal på den ekstraordinære kongres. Den daglige ledelse i LO med formanden Hans Jensen i spidsen har således vist stort mod ved at fremlægge et så markant udspil. Ikke mindst formanden har lagt hovedet på blokken. Derfor vil det bringe LO ud i en alvorlig krise, hvis forslaget om et »Nyt koncept for en bredere hovedorganisation« ikke stemmes igennem på kongressen.«

Nødvendige med- og modspillere

Selv om hovedorganisationernes indflydelse i dag er reduceret i forhold til for 30 år siden, så har LO og DA (Dansk Arbejdsgiverforening) dog stadig stor indflydelse på de væsentlige politiske og overenskomstmæssige spørgsmål.

  • Indtil slutningen af 1970’erne var LO og DA de afgørende aktører på det private arbejdsmarked. Overenskomstforhandlingerne, der ofte endte i Forligsinstitutionen, havde LO og DA i hovedrollerne, og på den politiske front var det også de to hovedorganisationer, der var interessante.
  • Som konsekvens af tre sammenbrudte overenskomstforløb i slutningen af 1970’erne gik man i 80’erne over til mere decentrale forhandlinger, hvor organisationerne under DA og LO var omdrejningspunktet. I første omgang førte DA an med decentrale strukturændringer, der havde det nyetablerede Dansk Industri, DI, som lokomotiv. På bare et år blev antallet af medlemsorganisationer under DA reduceret fra 150 til 51, og i dag er der 13 tilbage. Parallelt med udviklingen i DA blev overenskomstområderne under LO også opdelt i karteller. Det har skabt nogle store sektororganisationer, der i betydelig grad kan undvære hovedorganisationer.

»Der er heller ikke nogen tvivl om, at de nye sektordækkende sammenslutninger – i det mindste, når strukturudviklingen er ført helt igennem – har de nødvendige ressourcer økonomisk og vidensmæssigt til at løfte alle de opgaver, som ellers har været under hovedorganisationernes domæne. Men selv om der stadig høres røster fra sektororganisationerne, som fremhæver, at de vil selv, og at hovedorganisationerne er blevet mere og mere overflødige, så er det i høj grad et åbent spørgsmål, om vi står foran hovedorganisationernes endelige fald, eller om det snarere er en renæssance, der er på vej.«

Notatet lægger vægt på, at DI altid – via DA – har ønsket at kontrollere udviklingen i løn- og arbejdsforhold i andre brancher for at sikre sig mod, at mere hjemmemarkedsprægede brancher sætter fart i lønstigninger og dermed skader de eksporterende industriers konkurrenceevne.

citationstegnDen daglige ledelse af LO med formanden Hans Jensen i spidsen har således vist stort mod ved at fremlægge et så markant udspil. Ikke mindst formanden har lagt hovedet på blokken. Derfor vil det bringe LO ud i en alvorlig krise, hvis forslaget ikke stemmes igennem på kongressen. JESPER DUE OG JØRGEN STEEN MANDSEN, arbejdsmarkedsforskere ved FAOS

»Derfor er det en erfaring, at så længe DA’s store medlemsorganisationer (eller blot DI) vil sikre en overordnet koordinering af overenskomstforhandlingerne, så er der brug for hovedorganisationer, og det vil sige både LO og DA.«

Samtidig mener FAOS, at DA og LO har formået at fastholde deres politiske indflydelse. Det skyldes, at de sektorrelaterede organisationer kun er attraktive aktører, når det gælder brancherettede politiske spørgsmål. Når det gælder generelle overordnede spørgsmål og arbejdsmarkedspolitik, velfærd eller økonomi, er sektororganisationerne for snævre. Her er det kun de landsdækkende hovedorganisationer, der kan bruges som politiske med- og modspillere.

Storkonflikten i 1998 opfatter FAOS som et vendepunkt for DA’s og LO’s indflydelse. Selv om det ikke lykkes for de to hovedorganisationer at skabe en løsning, opnåede de to parter alligevel at få en større indflydelse end tidligere. Med klimaaftalen mellem LO og DA forud for overenskomstforhandlingerne i 2000 tegnede parterne skitsen til øget indflydelse, der kort og godt handler om, at parterne kan få betydelig indflydelse over for skiftende regeringer, hvis de har fælles fodslag.

»Med regeringsskiftet i slutningen af 2001 er situationen meget åben, og det er ikke til at forudsige, om hovedorganisationerne kan fastholde og udbygge deres politiske indflydelse, men en forudsætning vil fortsat være, at de sammen kan levere fælles forslag, som indeholder effektive løsninger på de problemer, det politiske system ønsker at få gjort noget ved.«

Nødvendighedens lov

Konklusionen er altså, at LO i fremtiden fortsat skal have en betydelig og koordinerende rolle. Og at organisationerne under LO opnår de bedste resultatet i gennem LO. Spørgsmålet er bare, om forbundene drager den samme konklusion. FAOS forudser, at det vil volde store vanskeligheder for forbundene, der historisk har været stærkt præget af hægen om deres egne domæner, at give LO det efterlyste råderum i de nye planer. Men, skriver FAOS, her kan »nødvendighedens lov« blive udslagsgivende.

citationstegnMed regeringsskiftet i slutningen af 2001 er situationen meget åben, og det er ikke til at forudsige, om hovedorganisationerne kan fastholde og udbygge deres politiske indflydelse, men en forudsætning vil fortsat være, at de samme kan levere fælles forslag, som indeholder effektive løsninger på de problemer, det politiske system ønsker at få gjort noget ved. JESPER DUE OG JØRGEN STEEN MANDSEN, arbejdsmarkedsforskere ved FAOS

»Med »nødvendighedens lov« tænkes på de stigende økonomiske problemer, som i de senere år har ramt medlemsorganisationerne og dermed også LO som et resultat af faldende medlemstal. Det er utvivlsomt denne negative økonomiske udvikling, der har sat fart på fornyelsesprocessen i LO.«

»Problemerne er blevet forstærket af, at strukturændringerne er blevet gennemført i en så langsom og besværlig proces. Udviklingen i LO med kartellerne som et ekstra led har skabt en situation, hvor der ofte gøres dobbelt eller tredobbelt arbejde, i stedet for at overlade de forskellige opgaver til ét niveau. Det er et voldsomt ressourcespild, som man måske havde råd til, mens medlemstallet bare steg og steg, men som der ikke er plads til i en periode med stagnation eller direkte tilbagegang.«

Her opfordrer LO’s reformplaner til, at man fra sag til sag vurderer ved hjælp af såkaldte »udviklingskontrakter«, hvordan sagen bedst løses. Men for at få succes med kontrakter vil det formentlig indebære, at skodderne mellem LO og forbundenes medlemmer og tillidsrepræsentanter åbnes. Hvis det sker, vil udviklingskontrakter både sikre LO’s position og samtidig virke besparende. Og derfor vil det måske være spiseligt for forbundene, påpeger arbejdsmarkedsforskerne.

Eget værdigrundlag

Hidtil har LO’s bånd til Socialdemokraterne overflødiggjort et selvstændigt værdigrundlag. Men med den eventuelle distance til Socialdemokraterne står LO over for at definere sit eget grundlag. LO ønsker fortsat at holde fast i værdier som fællesskab, solidaritet og tryghed. Det indebærer, at værdigrundlaget indfanger kernegrupperne og samtidig tager hånd om de udsatte på arbejdsmarkedet. Samtidig skal der også gives frihed til, at den enkelte kan forfølge individuelle mål.

Hertil kommer, at LO skal varetage lønmodtagernes politiske interesser uanset regeringens politiske farve, og derfor er afskeden med Socialdemokraterne en nødvendighed.

»Man kan måske i den forbindelse fremhæve, at den danske aftalemodel – med parternes autonomi på deres eget område i kombination med tætte forbindelser til og indflydelse på det politiske niveau – godt kan overleve uden Socialdemokraterne. Men den kan ikke overleve uden LO eller en tilsvarende aktør på arbejdsmarkedet.«

FAOS peger på to gode grunde til, at LO skal stræbe efter en enhedsfagbevægelse.

  • Udviklingen på arbejdsmarkedet har i de seneste årtier betydet, at der er sket en forskydning af den organiserede arbejdskraft væk fra LO-området og over til FTF og AC, og i de senere år har det betydet et direkte fald i medlemstallet. Det kan i sig selv være et afgørende argument for, at LO skal forsøge at skabe en større samling af lønmodtagerne.
  • Det vigtigste argument for en sammenlægning af de to organisationer, mener FAOS dog, er, at det vil give en øget politisk indflydelse at kunne tale med en stemme. Det gælder både på Christiansborg og i Bruxelles.

»Fagbevægelsen som interesserepræsentation er kun interessant for det politiske system, hvis man kan levere samlede løsninger af problemer på arbejdsmarkedet. Det kan man, når man står samlet. Når der er for mange organisationer og for mange forskellige særinteresser, som bringes i spil, kan regering og folketing lige så godt klare det selv. Så er der ikke brug for interesseorganisationerne.«