Færre tørklædedebatter, tak

Af

Det er unaturligt, at udlændingetemaet fylder så meget, som vi har set i de seneste 15 år. Ja, det er helt ude af proportioner.

DEBATKULTUR Der er grund til at glæde sig over, at den pragmatiske midte i udlændingedebatten vokser – senest med Villy Søvndal, der har meldt venstrefløjen ind i virkeligheden. Dermed er vi langt om længe på vej mod en situation, hvor politikerne afspejler befolkningens holdninger til udlændinge. For det store flertal af danskere har aldrig været i tvivl: De er åbne over for det multikulturelle samfund – hvis det finder sted på visse demokratiske præmisser.

Denne nuancerede position har forvirret politikerne, hvor to lejre – halalhippierne og de fremmedfjendske – har sparket og spyttet. »Du er racist«. »Og du er politisk korrekt«. Slagsmålet har ikke bare været uskønt, men også udansk – især hvis man forbinder den danske model med højre og venstres evne til at debattere disciplineret og finde sammen i et stort kompromis: Velfærdsstaten.

Lad os håbe, at de yderligtgående fløjsynspunkter nu kan blive fortrængt i værdi- og indvandrerdebatten. Men lad os også håbe, at styrkelsen af midten kan få udlændingedebatten til at svinde ind i omfang. For ærlig talt: Er vi ikke mange, der er trætte af offentlige slagsmål om badeforhæng, tørklæder, bederum, sharia, Asmaa, kalifatet, Hizb- Ut-Tahrir, omskæring, kvindeundertrykkelse, gravpladser og halalslagtninger? Naturligvis skal vi have en debat om kulturmødet, ligestilling og meget andet, men det er helt igennem unaturligt, at emnet har fyldt så meget, som vi har set i de seneste 15 år.

Faktisk er det helt ude af proportioner. Og proportionerne? De er, at indvandrerne kun udgør fem procent af befolkningen, at langt de fleste danskere ikke møder problemer med indvandrere, at kun en meget lille minoritet af indvandrerne er ekstreme, og at stadig færre indvandrere oplever diskrimination.

Indvandrerdebatten har det til fælles med spin- snakken, at de fortrænger andre emner. Og når spin- og udlændingetemaet flyder sammen som i de seneste uger, hvor medierne har svælget i Villy, Muhammed og Helle, er der væsentlige temaer, der ikke bliver plads til. Det er der nogen, der er glade for. Anders Fogh Rasmussen for eksempel. Set fra Statsministeriet har de seneste ugers debat trukket fokus væk fra regeringens store maveplasker – kvalitetsreformen. Tillykke med det!

Men også andre samfundsproblemer lider under fortrængningen. For samtidig med at vi retter hele vores fokus mod de få procent indvandrere, er der andre grupper, som ikke får nogen opmærksomhed. Blandt andre den sjettedel af danskerne, der er dårligt uddannede, har svært ved at bide sig fast på arbejdsmarkedet og ofte er enlige. Vi taler om den nye ulighed, som ikke handler om kroner og øre, men om forældre, der ikke er i stand til at give deres børn de sociale og kulturelle kompetencer, der skal til for at kunne begå sig i et moderne samfund. Og om unge, der med deres »fuck you« til samfundet udgør et stort problem.

Men opmærksomhed? Det får de ikke! Mens kameraerne konstant er rettet mod indvandrerne, ligger de ressourcesvage danskere langt under mediernes og politikernes radar. Vi ser dem ikke. Hører dem ikke. Bortset fra engang imellem til aftenkaffen, hvor tv- stationer laver social porno og dokumentarprogrammer om »unge mødre«.

Det er simpelthen ikke godt nok. Lad os få proportionerne tilbage!