Færdig som popsanger

Af Rasmus Prehn

Først på året argumenterede jeg her i spalterne for en dagpengereform. Siden er behovet ikke blevet mindre. Tværtimod. Derfor tager jeg nu emnet op igen. Denne gang med fokus på de problemer, der opstår, når dagpengemodtagere har bibeskæftigelse.

rasmusI Nordjylland har et eksempel med dansktopsangeren Lene Holme Larsen, der tvinges til at droppe sin sangkarriere, hvis hun forsat vil modtage dagpenge, fået sindene i kog. Nordjyske medier koger over af forargelse. Men også dansktopsangerens fagforening, HK, har kritiseret de ufleksible regler.

Som ledigt HK-medlem er Lene Holme Larsen faldet for den såkaldte 78 ugers regel, der betyder, at hvis hun ikke i løbet af de første 78 uger kan bevise, at hun kan leve af sin bibeskæftigelse som sanger, må hun vælge: Enten skal hun udelukkende leve af de småjob, hun har i forbindelse med sin sangkarriere – eller også skal hun være dagpengemodtager på fuld tid, hvilket betyder, at hun ikke må bijobbe. Da Lene Holme Larsen langt fra tjener nok til at kunne leve af sangen, tvinges hun til at stoppe sin sangkarriere. Hendes frustration er stor. Og hun forstår ikke, hvorfor hun ikke på samme måde, som når hun en gang imellem vikarierer i en børnehave, kan blive trukket i dagpenge for et beløb, der svarer til det, hun tjener. Men nej, sådan er reglerne ikke.

Jeg kan godt se, at det ikke kan være meningen, at man skal kunne tjene kassen på forskellige bijob, mens man får dagpenge. Men det må da kunne lade sig gøre at indrette et system, hvor den enkelte dagpengemodtager – så længe der ikke er andet arbejde at få – kan få lov til at afprøve sit talent eller sin drøm om at blive selvstændig og så blive fratrukket eventuel indtjening i dagpengene. Det er da trods alt bedre for både samfundsøkonomien og for den enkelte dagpengemodtager at have beskæftigelse i nogle timer med reduktion i dagpengene, frem for at gå på fuld dagpengesats og ikke have beskæftigelse. Derudover forekommer det ganske urimeligt, at biindtægter som for eksempel sanger ikke accepteres, mens vikararbejde i en børnehave bliver accepteret.

Som samfund skal vi da netop tilskynde kreative, selvstændige og initiativrige mennesker til at gøre noget selv for at få arbejde og sætte noget i gang, frem for at demotivere dem med alverdens initiativdræbende regler. Jeg foreslår derfor, at den nuværende 78 ugers »alt eller intet« regel afløses af en mere fleksibel ordning, hvor sangere og andre får mulighed for at fortsætte deres virke.

Som jeg også var inde på i mit tidligere indlæg om dagpengesystemet, er det et problem for a-kasserne og dermed også fagforeningerne, at a-kasselovgivningen er stram og ufleksibel. For det første er det upopulært i befolkningen og skræmmer folk fra at melde sig ind. For det andet er det simpelthen for ærgerligt, at det kæmpe potentiale, der ligger i at have et medlemsorganiseret a-kassesystem med så relativt mange medlemmer, ikke bruges til at skabe et mere dynamisk arbejdsmarked, hvor eventuelle arbejdsløshedsperioder bruges mere offensivt og fremadrettet med bedre mulighed for uddannelse, rotation, forsøg med opstart af egen virksomhed og så videre. Det vil både være godt for de arbejdsløse, der får flere muligheder, for virksomhederne, der får en bedre, mere erfaren og kvalificeret arbejdskraft, for samfundet, der får mere initiativ og flere iværksættere, og for a-kasserne og fagforeningerne, der får flere og mere tilfredse medlemmer. Der er kort og godt behov for den dagpengereform nu.