Fælles fjende samler fagbevægelsens fløje

Efter at have ligget underdrejet i flere år, styrer venstrefløjen i fagbevægelsen nu ret frem i mere strømlinet efter-murens-fald-udgave. Venstrefløjens vision er sammen med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten at skabe et fælles alternativ til VK-regeringen - et alternativ med opbakning fra mere end 50 procent af vælgerne.

Efter et århundrede, hvor der blev brugt uanede ressourcer på interne slagsmål mellem socialdemokrater og kommunister, blæser der nu helt nye vinde i fagbevægelsen. Netværket »Fagligt ansvar for en bedre fremtid« (herefter: Fagligt Ansvar) med udspring i  den kommunistisk dominerede Tillidsmandsringen har sparket nyt liv i den politiske debat i bevægelsen og  etableret et konstruktivt samarbejde med det socialdemokratisk dominerede netværk, LO-Storbyerne.

Første mål for samarbejdet er at gøre regeringen helvede hedt for dens ugerninger på arbejdsmarkedsområdet. Ikke mindst deltidsloven har virket som en samlende, rød klud på fagbevægelsen og ført til talrige faglige aktioner.   

Næste mål for Fagligt Ansvar er at få inddraget  også de tre arbejderpartier i Folketinget i skabelsen af et fælles alternativ til Fogh Rasmussens regering: En samlet vision for velfærdssamfundets udvikling, som kan samle opbakning fra mere end 50 procent af vælgerne.

»Vi har spildt alt for mange kræfter på indbyrdes slagsmål. Vi vil det ikke mere. Nu skal vi videre - og videre sammen,« siger talsmand for Fagligt Ansvar, Anders Olesen. Han er, har altid været og vil altid være kommunist, men er nu indstillet på diskussion og kompromiser.

Valget afgjorde sagen

Anders Olesen fortæller, at det var valget i november og den politiske sitution, det skabte, der overbeviste henholdsvis Arbejdsmarkedspolitisk Netværk og OK 98 om, at der var nødvendigt med en ny strategi for venstrefløjen, hvis man ikke en gang til skulle ende i en »dobbelt opposition.« På en gang opposition til  magthaverne og til den øvrige fagbevægelse. Tiden kaldte på samarbejde og fællesskab, og det førte til dannelsen af Fagligt Ansvar i januar/februar i år.

»Når Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten alle mister stemmer, har vi pludselig en ny og meget alvorlig politisk situation. Hovedårsagen til det katastrofale valgresultat var jo, at hverken Socialdemokratiet, SF eller Enhedslisten havde udviklet en samlet strategi at gå til valg på,« siger Anders Olesen og tilføjer:

»Det var ikke nok, at der var skabt en række meget positive resultater både økonomisk og på arbejdsmiljø- og beskæftigelsesområdet. Det afgørende var, at almindelige mennesker ikke så arbejderbevægelsen som den samlende kraft, der kunne løse de store problemer med integration, udstødning og boligmangel. Og hvis man ikke kan fremvise en plan for hele samfundet, så gør man vælgerne til nemme ofre for borgerlig demagogi - det viser al historisk erfaring. Den situation udnyttede Dansk Folkeparti, som er god til agitation og til at tage fat i de problemer, folk oplever, bare på en ulækker måde.«

Allerede da Fagligt Ansvar første gang gik ud over sin egen kreds og inviterede til fagligt stormøde, fornemmede Anders Olesen, at der var en fælles lyst og vilje til et bredere samarbejde. Tillidsmandsmødet i Silkeborg  den 1. marts måtte undervejs i planlægningen flyttes fra et medborgerhus til en idrætshal på grund af massiv tilstrømning. 180 faglige organisationer og 750 mennesker deltog, heriblandt gæster fra Socialdemokratiet, SF , Enhedslisten, LO og SiD.

Uroen lurer på arbejdspladserne

Fagligt Ansvar og LO-Storbyerne lægger i disse dage sidste hånd på planlægningen af en opfølgning af stormødet. Den vil finde sted i Århus den 7. september med deltagelse af 1400 fagforeninger, hvis alle tager imod invitationen.  Der bliver formentlig  tale om endnu en højrøstet affære, hvor målet er at planlægge skrappe reaktioner over for regeringen, som på det tidspunkt har fremlagt sit finanslovsforslag for 2003.

»Det siger sig selv, at regeringen på grund af skattestoppet vil skulle spare mange milliarder kroner, og at de områder, der allerede er beskåret, vil blive yderligere berørt. Afhængig af, hvor ramponeret regeringen føler sig oven på deltiden, vil vi også opleve regeringen gøre sig yderligere anstrengelser for at svække fagbevægelsens kampkraft. Vi vil blandt andet se forsøg på at ophæve eksklusivbestemmelser,« forudser Anders Olesen.

»I en sådan situation vil vi ikke kunne garantere roen på de danske arbejdspladser, og der vil blive svaret igen med politiske aktioner som dem, vi så den 20. marts i år, da 600 faner var samlet på Christiansborg Slotsplads i protest mod regeringens finanslov, og da 20.000  lønmodtagere på 160 virksomheder nedlagde arbejdet den 16. maj i protest mod deltidsforslaget,« siger han.

Anders Olesen ser det som et mål at få sat et konstant politisk pres mod regeringen, som til sidst får deres system til at bryde sammen. For eksempel ved at Dansk Folkeparti bliver bange for deres egen skygge og falder fra.

»Jeg tror på effekten af de politiske aktioner og har noteret mig, at vælgertilslutningen til regeringen er faldet i takt med vores aktiviteter. Den kritik, som Danmark  nu udsættes for fra udlandet, er med til yderligere at lægge pres på regeringen,« konstaterer Anders Olesen med tilfredshed. 

Den fælles vision

Et tredje stormøde, der formentlig vil finde sted inden årets udgang, vil inddrage de tre traditionelle arbejderpartier og måske Det radikale Venstre. Her skal fundamentet lægges til den politiske vision, der skal trænge VK-regeringen fra magten. For målet er ifølge Anders Olesen ikke en tilbagevenden til den gamle SR-regerings politik, der med sine manglende svar på afgørende spørgsmål og ikke mindst i sin mangel på en samlet vision, skubbede vælgerne fra sig. Med en fælles vision bliver det lettere at fastholde og udbygge  samarbejdet på tværs af fløjene i fagbevægelsen, også  når Anders Fogh Rasmussen er gået af som statsminister. Anders Olesen tror på, at det kan lade sig gøre, selvom han stadig fornemmer en vis skepsis i begge  lejre. 

»I LO-systemet frygter nogen, at venstrefløjen bare vil udnytte samarbejdet til at styrke sig selv. Og på venstrefløjen kan man være bange for, at LO’erne  vil sætte sig på det hele og styre det i den socialdemokratiske retning, de ønsker. Den skepsis kan kun overvindes gennem praktisk handling. Men begge parter skal selvfølgelig gøre sig klart, at der undervejs i processen vil opstå uenigheder og skulle indgåes kompromiser,« siger han.