SKATTEJAGT

Få styr på #LuxLeaks og mød Hr. Afgørelse - skatteålens bedste ven

Af | @andreasbay

Få det hurtige overblik over balladen om Luxembourgs skattefiduser her. Og mød Marius Kohl - en diskret embedsmand fra Luxembourg, som har hjulpet med at flytte milliarder og atter milliarder ud af skattemyndighedernes rækkevidde.

Hertugdømmet Luxembourg er blevet verdens rigeste lande målt pr. indbygger ved bl.a. at hjælpe virksomheder med at minimere deres skattebetaling.

Hertugdømmet Luxembourg er blevet verdens rigeste lande målt pr. indbygger ved bl.a. at hjælpe virksomheder med at minimere deres skattebetaling.

Foto: Thinkstock

Europæiske politikere er i oprør, efter at en stor læk har afsløret flere hundrede kontroversielle skatteaftaler mellem landet Luxembourg og internationale virksomheder.

Aftalerne har hjulpet ejerne af store virksomheder som IKEA, Pepsi og TDC med at sende enorme beløb ud af de europæiske skattemyndigheders rækkevidde.

Det internationale forum for undersøgende journalister ICIJ står bag lækken, som kommer fra revisionsfirmaet PwC (PricewaterhouseCoopers).

PwC har leveret den tekniske ekspertise i forhold til at strikke de lækkede aftaler sammen. Du kan få den hurtige gennemgang af metoden her.

Juncker i fokus

På Twitter kan du under hashtagget #LuxLeaks følge diskussionen om lækken og dens konsekvenser.

Afsløringerne har blandt andet sat fokus på den nye formand for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker.

Over de sidste 25 år har han som finansminister og premierminister i Luxembourg utvivlsomt været medvirkende til at godkende og opbygge den praksis, som nu mødes med stor kritik.

Det har fået en række danske politikere op af stolen. Blandt andre socialdemokraternes medlem af EU-Parlamentet, Jeppe Kofod:

Andre peger imidlertid på, at EU-Parlamentet udmærket har kendt til Luxembourgs skattepraksis i lang tid. Her DR's EU-korrespondent Ole Ryborg:

At Luxembourg har disse skatteaftaler er nemlig ingen nyhed. Luxembourg har længe været kendt som et skattely i Europa for primært virksomheder, men også f.eks. danske pensionister.

Det har både danske og udenlandske politikere vidst i lang tid - dog uden at kende til de konkrete aftaler.

Den aktuelle læk er derfor primært en tydeliggørelse af problematikken og et konkret fundament af diskutere videre på.

Ikke ulovligt

Humlen i hele sagen er, at de luxembourgske skatteaftaler næppe er ulovlige i skattemæssig forstand.

I stedet smyger de sig behændigt igennem det virvar af paragraffer og internationale aftaler, der udgør reglerne for skatteaktivitet på tværs af landegrænserne.

Grundlæggende har EU ikke nogen kompetence på skatteområdet og kan derfor gøre meget lidt for at ændre på det.

Det internationale forum for økonomisk samarbejde OECD arbejder på nye regler, som skal lukke smuthullerne, men der er lang vej endnu, og det er langt fra sikkert, at alle huller vil blive lukket.

Det skyldes blandt andet, at mange især små lande - Luxembourg er mindre end Fyn - lever godt af at være gennemtrækslande for virksomheders penge mod en beskeden betaling.

Får man nok igennem systemet, kan det blive til mange penge, og Luxembourg er da også verdens rigeste land målt på bruttonationalprodukt pr indbygger.

Derfor har de ingen interesse i at få ændret reglerne. Og generelt kommer sådan en proces ikke længere end de sidste skibe i konvojen.

Muligvis ulovligt

Der, hvor EU kan gøre noget, er, hvis skatteaftalerne udgør konkurrenceforvridende statsstøtte.

Altså, hvis Luxembourg har gjort forskel på, hvilke skattefordele de har tilladt i aftalerne med de forskellige virksomheder.

Margrethe Vestager har som EU's nye konkurrencekomissær allerede sager om Apples skatteaftale med Irland og om bilfabrikanten Fiats aftale med Luxembourg liggende på sit bord.

De nye oplysninger, som er fremkommet med den aktuelle læk, ryger dermed oven i denne bunke.

Det betyder, at Margrethe nu får chefens dårlige sag på sit bord.

Du kan læse mere om Vestagers rolle og holdning til skattesagen i Politikens interview her:

LÆS OGSÅ: Lækage øger pres på skattefifleri (eksternt link)

Mød Hr. Afgørelse

En rigtig god historie om Luxembourgs skatteaftaler stammer fra Wall Street Journal. Her anbefalet af Financial Times' EU-korrespondent Peter Spiegel:

Den handler om Marius Kohl. En nu pensioneret embedsmand, der i finansielle kredse er kendt som 'Monsieur Ruling' - eller Hr. Afgørelse.

Han var med til at opbygge Luxembourg som skatteålenes paradis.

Fra tidlig morgen til sen aften godkendte han på sit kontor i Luxembourg gennem 22 år tusindvis af den slags skatteaftaler, som er kommet frem i lyset med den seneste læk.

»Jeg kunne sige 'ja' eller 'nej',« siger Kohl til Wall Street Journal.

»Nogle gange er det lettere, hvis du kun skal spørge én person.«

Læs historien, der giver et spændende indblik i maskineriet bag de luxembourgske skatteaftaler her:

LÆS OGSÅ: Business-Friendly Bureaucrat Helped Build Tax Haven in Luxembourg (eksternt link)

 

Denne artikel er produceret til Ugebrevet A4's EU-portal 'Nyt om EU', der er støttet af Europa-Nævnet.