Få chefer vil ansætte ældre

Af | @IHoumark

Ved at afskaffe efterlønnen vil regeringen have tusindvis af ældre til at arbejde. Men en stor del af jobmarkedet er lukket land for seniorer. Hver tredje chef har ingen job til mennesker over 60 år.

ØRKENVANDRING Det er med ældre mennesker som med gamle computere. Cheferne er mere interesserede i den nye generation. Hver tredje chef oplyser sågar, at han slet ikke kan se en senior blive ansat på arbejdspladsen.

Det kan man læse ud af en ny undersøgelse, som Voxmeter har udført for Ugebrevet A4. Heri har 1.011 ledere vurderet, om de kunne se en person på mindst 60 år passe til arbejdspladsens ledige stillinger. Hver tredje leder vurderer, at en ældre ansøger ikke ville matche kravene i en eneste af de seneste 10 ledige stillinger på arbejdspladsen. Kun hver syvende leder kan se et ældre menneske passe til alle 10 job.

Der er flere forskellige årsager til, at jobmarkedet er begrænset for ældre. Læge, aldringsforsker og forfatter Henning Kirk siger:

»Chefer har ligesom alle andre en masse fordomme over for ældre. Eksempelvis at ældre er en stor grå masse af forholdsvis ens mennesker. Det på trods af at ældre er lige så forskellige som folk i andre aldersgrupper. Nogle ældre er halvdemente, mens andre er mere klare i hovedet, end da de var yngre. Nogle ældre arbejder langsomt, men det er der jo også nogle yngre, som gør.«

Arbejdspsykolog og lektor ved Aalborg Universitet Einar B. Baldursson ser to forklaringer på, at mange ledere ikke finder modne mennesker velegnede til ledige stillinger:

Før i tiden var de øverste ledere som regel mindst 50 år. I dag er cheferne typisk omkring 40-45 år. Derfor har de svært ved at se en person, som er 15-20 år ældre end dem selv, som egnede til et nyt job.

Der er en fremherskende idé om, at al interessant viden er ny. De mest attraktive medarbejdere er dermed dem, der har den nyeste viden. Længere og dybere erfaringer hos ældre vægter ikke i ledernes optik.

Arbejdsgiverne kigger ikke på ældre med fordomsfulde øjne. Og man skal være opmærksom på, at nogle job passer bedst til yngre mennesker, mens andre job er mest velegnet til modne mennesker. Det mener arbejdsmarkedspolitisk chef Steen Nielsen fra industriens arbejdsgiverorganisation DI.

»Arbejdsgiverne går først og fremmest op i ansøgeres kvalifikationer. Og hvis cheferne endelig ser på alderen, så er de ikke negativt stemt på forhånd over for seniorer. Faktisk giver mange udtryk for, at de er kede af at miste ældre medarbejdere, som vælger at gå på efterløn,« siger Steen Nielsen.

Synet på ældre mennesker er ifølge ekspert Henning Kirk alt for negativt i forhold til, hvor meget modne mennesker rent faktisk kan præstere. 

»Adskillige sociologiske undersøgelser viser, at alle – inklusive de ældre – undervurderer, hvad ældre kan. Det gælder både deres fysiske formåen og evnen til at forstå og lære nyt,« siger Henning Kirk og fortsætter:

»Hvis du for eksempel hele dit arbejdsliv har skullet lære nyt, så vil du også have nemt ved det, når du kommer op i årene. Problemet for mange ældre er, at de ikke får nok efteruddannelse og dermed holder indlæringsevnen ved lige.«

Efterlønnen spiller en rolle

Snart sætter regeringen alle sejl til for at få fjernet efterlønnen og forhøjet pensionsalderen. Men hvis der skal være et arbejdsmarked for jobsøgende seniorer, skal mange ledere til at se mere positivt på ældre, vurderer Henning Kirk.

»Oplysning, oplysning og atter oplysning er nødvendig for at få gjort op med de fordomme mod ældre, som er blevet indarbejdet gennem årtusinder. Det kommer til at tage mindst en generation at få gjort op med blot nogle af fordommene,« siger han. 

Selv om efterlønnen afskaffes, er der intet behov for at påvirke arbejdsgiverne til et mere positivt syn på seniorer. Det mener Steen Nielsen fra DI:

»De 60-årige bliver meget mere attraktive i arbejdsgivernes øjne, hvis lederne ved, at tidshorisonten for en ansættelse er betydeligt længere end i dag. Holdningerne til at ansætte seniorer vil ændre sig af sig selv, hvis det bliver almindeligt at trække sig senere fra arbejdsmarkedet.«