Exodus, version 2

Af Jan Birkemose, redaktør

Selv om Dansk Folkepartis lokalpolitikere har svært ved at se behovet, vil repatrieringsaftalen sætte nye standarder for integrationspolitikken. Nu er det politisk stuerent at stimulere indvandrere uden job til at rejse væk.

LEDER Er der et problem, eller er der ikke? Er Danmark blevet invaderet af en hær af »utilpassede indvandrere, der hverken kan eller vil lade sig integrere,« eller er der blot tale om et fingeret skræmmebillede fra Dansk Folkepartis top? Spørgsmålet svæver i vinden efter sidste uges finanslovsforhandlinger, hvor Dansk Folkeparti fik gennemtrumfet statsbetalte enkeltbilletter ud af landet for alle uintegrerede indvandrere.

At dømme efter alvoren i Pia Kjærsgaards ansigt, da hun præsenterede planen med det tilforladelige navn Repatrieringsplanen – men som de radikale kalder etnisk udrensning – må der være et tvingende behov for, at Danmark hurtigst muligt skiller sig af med en større gruppe borgere. I hendes 90 sekunders skærmtid foran Finansministeriet fik hun effektivt blandet udrejseprojektet for de utilpassede borgere sammen med det stigende pres på sundheds- og kontanthjælpsudgifterne. Tilbage stod et klart billede af, at en lettere udefineret samfundsgruppe af ikke-vestlig oprindelse bærer et enormt ansvar for samtlige danske problemer, og som vi derfor er nødt til at skille os af med.

Men i de større byer har Dansk Folkepartis spidskandidater til kommunalvalget svært ved at genkende partiformandens rædselsbillede. I dagens ugebrev spiller en gruppe undrende DF-kommunalpolitikere kun nødtvunget med på Pia Kjærsgaards projekt. Når end ikke Dansk Folkepartis egne folk i kommunerne kan se det store behov for en national repatriering af uønskede elementer, er der et eller andet helt galt. Det er trods alt folk, som både er loyale og mere end almindeligt positivt indstillet over for partiets udlændingepolitik.

Om man vælger at opfatte partiets modstridende opfattelser af virkeligheden som et tegn på, at partitoppen lever fjernt fra virkeligheden, eller at Kjærsgaard & Co. spekulerer i at designe deres eget kyniske billede af samfundet, er dybest set ligegyldigt. Det virkeligt skelsættende i repatrieringsaftalen er, at den tager et syvmileskridt i retning af, at det nu er politisk stuerent at arbejde for, at helt almindelige udlændinge, som aldrig har gjort noget kriminelt, og som lever fuldt lovligt i Danmark, skal rejse hen, hvor peberet gror – vel at mærke for Danmarks skyld.

Holdningen i DF er, at indvandrermiljøerne nu skal finkæmmes for at finde dem, der skal have hjemveen stimuleret lidt. De lokale folk fra Dansk Folkeparti i kommunerne foreslår friskt, at kommunerne skal »scannes« for potentielle emigranter, og at der skal oprettes kontorer i for eksempel Vollsmose-bydelen, der skal reklamere for fribilletterne. Spørgsmålet er, hvem det konkret er, der skal lægges pres på. De lokale DF-kandidater har et godt øje til kontanthjælpsmodtagerne, mens partitoppens billede af en utilpasset indvandrer kan findes i DF’s arbejdspapir om integration. Her står blandt andet: »Mange af disse ’gamle’ indvandrere savner helt elementære kundskaber og er – selv i deres eget land – hæmmet af et forældet menneskesyn og mangel på tolerance over for anderledes tænkende«.

Den lader vi lige stå et øjeblik.