EU’s store lande rasler med sablerne

Af

Sammenbruddet i forhandlingerne om en ny EU-forfatning har genaktiveret tankerne om et Europa i flere hastigheder. Men hvad kan kernelandene samarbejde om? Stort set ingenting, siger fremtrædende franske og tyske forskere. En analyse, som det danske udenrigsministerium deler. Den nye fare for EU er et uformelt stormagtssamarbejde.

I ugen efter det historiske sammenbrud i forhandlingerne om en ny EU-forfatning, er et begreb gået igennem den europæiske presse som løbeild, nemlig fleksibilitet. Det vil sige et EU, hvor nogle medlemslande indgår mere forpligtende samarbejde med hinanden end med resten af landene.  Årsagen skal findes i de meget bastante meldinger, der øjeblikkeligt kom fra to af de helt centrale aktører i spillet om fremtidens Europa, den tyske kansler, Gerhard Schröder, og den franske præsident, Jacques Chirac.

»Hvis vi ikke når frem til enighed i den nærmeste fremtid, så vil et Europa i to hastigheder blive skabt. Det vil være den logiske konsekvens af en endegyldig fiasko,« lød det fra Gerhard Schröder.

Tilsvarende lod den franske præsident omverdenen vide, at fiaskoen kun styrkede hans ønske om en »pionergruppe« af lande, der bevæger sig stadigt tættere mod en politisk union – mens modvillige lande opholder sig i en »ydre ring«.

I Danmark har forskere og politikere ikke været sene til at advare mod udviklingen, fordi den risikerer at placere et land som Danmark på sidelinjen i EU. Danskerne hører til blandt de mindst integrationsivrige befolkninger i EU, hvad EU-forbeholdene vidner tydeligt om. Så tanken om, at Danmark bliver en del af et fremtidigt kerne-Europa, er mildt sagt jubeloptimistisk. Derfor har de EU-bærende politiske partier Socialdemokratiet, Venstre, konservative og de radikale traditionelt taget afstand fra fleksibilitet.

Men, siger Maxime Lefbreve, professor ved Frankrigs Udenrigspolitiske Institut (Ifri):

»Tag det roligt. Det er fint, hvis der i lande som Danmark, Storbritannien og Polen, hvor lysten til yderligere integration ikke er stor, opstår en frygt for fremtidens samarbejde. Det kan gøre jer mere smidige i forhandlingerne. Og det er det. Tankerne om et fleksibelt Europa med kerne og periferi er en teatralsk drøm.«

Den analyse deler lederen af EU-studier ved Tysklands Udenrigspolitiske Institut, Ulrike
Guèrot. Hun tror  ikke på, at der findes en kerne af lande i EU, som kan samarbejde om ret meget.

Fra tanke til … tanke

Når Ulrike Guèrot stiller sig tvivlende over for tankerne om fleksibilitet, skyldes det ikke mindst, at de ingenlunde er nye. Allerede i 1970’erne kunne man i krogene i Bruxelles høre ideerne om et EF med flere hastigheder. Det var, da det stod klart for de oprindelige medlemslande Frankrig, Tyskland, Benelux og Italien, at de nye medlemmer i klubben – Danmark, Irland og Storbritannien – havde et fjernt forhold til tanken om en stadigt tættere union. I 1980’erne forstummede debatten i takt med, at der opstod en ny dynamik i samarbejdet med skabelsen af Det Indre Marked. En dynamik, der kulminerede med Maastricht Traktaten i 1991.

Men udsigten til, at EU i løbet af få år ville vokse med de øst- og centraleuropæiske lande, fik nervøsiteten for samarbejdets fremtidige beslutningsevne til at brede sig – ikke mindst i Tyskland, der skulle til at opgive den højtelskede D-mark til fordel for euroen. Endnu engang brød en voldsom debat ud, og endnu engang endte det i stilhed. I Amsterdam Traktaten fra 1997 blev der dog indført nogle formelle muligheder for fleksibilitet.

I forbindelse med forhandlingerne om Nice-traktaten i 2000 blev et EU med flere »rum« trukket op af hatten af blandt andre Chirac og den tyske udenrigsminister Joschka Fischer.

»Ideen om, at der findes en kerne i det euro-pæiske samarbejde er retorisk attraktiv for lande som Frankrig, Tyskland og Belgien, der har en selvforståelse som de ægte europæere. De savner den lidt klubagtige stemning fra samarbejdets begyndelse. Men det har været umuligt at sætte virkeligt kød på projektet, at besvare det simple spørgsmål: Hvad skal kernen lave,« siger professor Rene Dehousse fra den franske eliteforskningsinstitution Sciences Po.

Forsvar, økonomi og asyl

Ifølge Dehousse er der tre områder i EU-samarbejdet, der umiddelbart virker oplagt for en gruppe lande at samarbejde tættere om: Forsvar og sikkerhedspolitik, økonomi og asylpolitik. Men ved nærmere eftersyn, er han overbevist om, at det ikke holder.

  • Forsvar Splittelsen mellem store dele af EU og USA om krigen i Irak har sat fokus på, at EU-landene mangler en fælles militær dimension. Uden denne dimension bliver EU aldrig en troværdig, global aktør på linie med USA. Frankrig, Tyskland og Belgien har flirtet med tanken om en mindre europæisk konkurrent til NATO, med oprettelsen af særlige kommandostrukturer. Men tankerne er lagt i graven igen. For det første har tyskerne ikke lyst til for alvor at antaste NATO’s status. For det andet og helt afgørende er både Tyskland og Frankrig klar over, at et slagkraftigt europæisk, militært samarbejde vil kræve deltagelse af Storbritannien, som er utvetydigt imod en konkurrent til NATO. Resultatet er blevet moderate aftaler om forsvarssamarbejde EU-landene imellem.
  • Økonomi Med skabelsen af euroen er behovet for en mere koordineret økonomisk politik oplagt. Det handler ikke kun om finanspolitikken, men på sigt også om skatte-, arbejdsmarkeds- og afgiftspolitik. Men de kommende regler skal gælde alle 12 medlemmer af euroen, og med tiden også de nye medlemslande. Altså ikke en snæver kerne af lande.
  • Asylpolitik Med den fri bevægelighed mellem EU-landene er der opstået et behov for fælles asylregler. Men nogle lande er bekymrede over at slippe deres udlændingepolitik helt. Omvendt giver reglerne kun mening, hvis flest mulig EU-lande deltager.

»EU-samarbejdet er i dag så sammenvævet, at man risikerer at ødelægge det hele, hvis enkeltdele bliver hevet ud. Og der står meget på spil. Er det værd at risikere Det Indre Marked for nogle få beslutninger,« spørger Ulrike Guèrot.

Det er en erkendelse, hun mener præger den tyske diskussion om fleksibilitet, hvorimod Frankrig har en mindre sensitiv forståelse af de mulige konsekvenser af et Europa i flere hastigheder. Og forholdet mellem Frankrig og Tyskland er helt afgørende i spørgsmålet om kerne-Europa.

citationstegnIdeen om, at der findes en kerne i det europæiske samarbejde er retorisk attraktiv for lande som Frankrig, Tyskland og Belgien, der har en selvforståelse som de ægte euro-pæere. De savner den lidt klubagtige stemning fra samarbejdets begyndelse. Rene Dehousse, professor ved den franske forskningsinstitution Sciences Po

Det seneste år har været spækket med symbolske markeringer af det fransk-tyske venskab. Fællesmøder mellem de to landes parlamenter, Chirac, der repræsenterede Schröder ved et EU-topmøde, og planer om en egentlig politisk union mellem de to lande – Frankenreich. Alt sammen for at sende klare signaler til de øvrige EU-lande om, at den fransk-tyske akse kører som smurt. Men skinnet bedrager. Ifølge professor Maxime Lefbreve har de to lande helt forskellige tilgange til Europa.

»Frankrig ønsker at være den europæiske anfører, en mulighed, det gamle EU gav. I det nye EU med 25 medlemslande er Frankrig på ingen måde det absolutte midtpunkt, hvad Irak-krisen viste. Kerne-Europa og talerne om en stærk politisk union er et fransk forsøg på at genvinde rollen som anfører,« siger han.

Tyskland ser derimod sig selv som naturligt midtpunkt i EU og er optaget af et føderalt demokratisk Europa, som vel og mærke virker.

»I den tyske analyse er der behov for en politisk union til at styre den stadigt tættere økonomiske integration i EU. Men for tyskerne er en politisk union dybest set ensbetydende med flest mulig flertalsafgørelser i samarbejdet,« siger Ulrike Guèrot.

Den nye fare

I det danske udenrigsministerium er embedsmændene også nået frem til, at man ikke skal lade sig ryste af Schröder og Chiracs bastante retorik. Dels tror man ikke på den, dels betyder de danske forbehold, at Danmark ikke troværdigt kan blande sig i debatten. Men de frygter den udvikling, som Maxime Lefbreve beskriver således:

»Kombinationen af, at kerne-Europa er urealistisk, at der kommer flere små lande med i EU, og at der mangler fremdrift i beslutningerne, kan få de store lande til at koordinere deres politik tættere og træffe beslutningerne på forhånd.«

Det er en udvikling, som er godt på vej. Frankrig, Tyskland, Spanien, Italien og Storbritanniens justits- og indenrigsministre mødes inden de formelle EU-møder.

»Det er ikke et Europa i flere hastigheder, der tegner sig. Men et Europa, hvor de store lande får mere magt, og beslutningerne bliver mere uigennemskuelige,« siger Lefbreve.