Eurozonen er en økonomisk ruin

Af Jens Thomsen

Krisen har forvandlet eurozonen til et økonomisk rædselskabinet. Statsbankerot truer Grækenland, og kun to eurolande kan opfylde EU’s økonomiske krav. Kun lav rente og ny vækst kan redde EU-lande fra gældsbjerg.

ØVRO Gælden eksploderer i EU-landene, og de offentlige underskud når nye dybder. Kun to eurolande – Finland og Luxembourg – ventes i år at overholde EU’s økonomiske spilleregler for medlemskab af euroen. Resten af landene i euroklubben og de fleste EU-medlemmer uden for euroen sprænger de økonomiske bånd og styrer mod endnu større underskud og gældsætning i de nærmeste år.

Selv Danmark, der i årevis har været økonomisk duks i Europa, står til at få et offentligt underskud til næste år som bliver større, end EU tillader.

På kort tid er eurozonen forvandlet til et økonomisk rædselskabinet. Statsfinanserne hænger i laser, og det samme gør landenes overholdelse af EU’s Stabilitets- og Vækstpagt, som skal sikre et sundt økonomisk fundament under euroen. I enkelte lande, med Grækenland i spidsen, er krisen så dyb, at der er risiko for en regulær statsbankerot. Det sætter eurolandene i en helt ny situation, for eurosamarbejdet tager ikke højde for en statsbankerot i et medlemsland.

»Ingen ved, hvad der vil ske, hvis et euroland går bankerot. Der er ingen regler om redning af lande i krise, så der er ingen forpligtelse hos de andre eurolande til at komme til undsætning,« siger Cinzia Alcidi, der er forsker ved EU-tænketanken Centre for European Policy Studies (CEPS) i Bruxelles.

Græsk nedsmeltning

I Grækenland er økonomien så truet, at EU’s økonomikommissær, spanieren Joaquin Almunia, for nylig måtte berolige omverdenen med, at Grækenland efter EU-Kommissionens opfattelse ikke er ved at gå bankerot, selv om de græske statsfinanser er presset i bund af krisen og mange års offentligt forbrugs-maraton.

Problemet er bare, at græske regeringers troværdighed er meget lav, når det gælder Grækenlands økonomi. Den daværende græske regering fiflede med statsfinanserne, da Grækenland skulle med i euroen, og græsk økonomi har været nødlidende, siden De Olympiske Lege i Athen i 2004 for alvor slog bunden ud af de offentlige kasser.

I Bruxelles har EU-Kommissionen måttet slås for at få troværdige og retvisende nøgletal om græsk økonomi ud af statsapparatet i Athen, og den lave troværdighed svider nu til grækerne. Den største bekymring er, hvis de finansielle markeder hæver prisen for at finansiere det græske underskud, fordi investorerne ikke har tillid til, at den græske stat kan betale sin gæld.

»Det vil være en meget dårlig nyhed for mange regeringer,« siger Cinzia Alcidi med henvisning til, at Grækenlands problemer så hurtigt kan smitte andre EU-lande med anstrengt økonomi.

»Regeringens troværdighed er afgørende, og troværdighed kan være et meget kraftfuldt våben, men det virker kun én gang. Hvis man mister troværdigheden, tager det lang tid at genvinde den,« siger hun.

Og Grækenland har ikke lang tid at handle i. En nyvalgt regering signalerer, at den vil sætte reformer i værk, der hurtigt skal nedbringe det offentlige underskud, som i år ventes at blive på næsten 13 procent af BNP. Det er fire gange så højt, som EU’s regler tillader. Statsgælden vil i år nå knap 113 procent af bruttonationalproduktet (BNP), og om to år forventer EU-Kommissionen, at gælden vil nå frygtindgydende 135 procent af Grækenlands BNP. Mere end dobbelt så meget som de 60 procent, EU har sat som maksimum. Det er EU-rekord, og Grækenland er for længst blevet udråbt som ’det næste Island’.

Det er en giftig cocktail af svag politisk ledelse i Grækenland, hvor skiftende regeringer har været ude af stand til at gennemføre upopulære økonomiske reformer, og dyb økonomisk krise, der gør Grækenland farlig for eurolandene og EU.

Tysklands kansler, Angela Merkel, forsikrede allerede i foråret, at Tyskland er parat til at træde til med bistand, hvis et euroland trues af bankerot. En løsning kunne ifølge Cinzia Alcidi være, at Tyskland og måske Frankrig støttede et mindre euroland som Grækenland i en alvorlig krise, men det er uvist, og en krisesituation kan derfor sætte hele eurozonens troværdighed på spil.

»Da man forberedte euroen, overvejede man ikke muligheden for en bankerot. Idéen var, at man skulle undgå krisesituationer,« siger hun.

De dybt forgældede EU-landes fremtid vil i høj grad vil blive bestemt af renten. I øjeblikket koster det kun EU-landene to-tre procent i rente at låne penge, og hvis renten forbliver lav, vil udgiften til gælden være til at håndtere, siger professor Iain Begg fra London School of Economics:

»For et land med en gæld, der er lige så stor som BNP, vil de årlige udgifter til at opretholde gælden ikke være så alvorlige med en rente på to-tre procent. Kun en begrænset del af de offentlige udgifter vil gå til renter og afdrag.«

Derimod kan gælden blive et alvorligt politisk problem, hvis renten går i vejret, for så er regeringen nødt til enten at skære ned i det offentlige forbrug eller opkræve flere skatter for at holde budgettet i balance. Ellers vokser gælden yderligere.

»Når man når til et vist punkt, kan gælden blive eksplosiv, fordi der opstår en sneboldeffekt. Risikoen, for at det kan ske, opstår, når gælden når op på mellem 80 og 100 procent af BNP,« siger Iain Begg, der dog understreger, at den politiske situation i et land er afgørende for, om gælden får lov at udvikle sig ukontrolleret.

I den aktuelle økonomiske krise har EU-landene ligesom andre lande i verden, ifølge økonomerne, ikke haft anden mulighed end at lade de offentlige udgifter vokse voldsomt for at forhindre en total økonomisk og social nedsmeltning af samfundet. Derfor er der ikke noget galt i, at de fleste EU-lande i øjeblikket har underskud, der sprænger de fælles regler.

»I nogle lande er den økonomiske situation måske allerede blevet uholdbar, men krisen er så dyb, at det var forudsigeligt, at det ville gå sådan. Regeringerne har ikke haft anden mulighed. Det vi mangler nu, er en strategi for at komme ud af den uholdbare situation,« siger Cinzia Alcidi.

Fra 25 til 100 på fire år

Det, de færreste imidlertid havde forudset, var, at krisen ikke bare har ramt de EU-lande, der i forvejen havde en svag økonomi som Grækenland, Italien og Portugal hårdt – en række lande med solid økonomisk fremgang før krisen er også sendt til tælling.

Det gælder navnlig Spanien, Storbritannien, Irland og de baltiske lande. Alle har haft en boligboble, som krisen har prikket hul på, og Storbritannien fik et ekstra slag i kraft af landets store finansielle sektor, hvor krisen opstod.

»Selv de lande, der startede i en god position som for eksempel Irland og Baltikum, har haft et så voldsomt omslag, at de har store offentlige underskud,« siger professor Iain Begg.

Irland, der i mange år er blevet set som et lysende eksempel på et land, der i kraft af EU-medlemskab har rejst sig fra fattigdom for at blive et af EU’s rigeste lande, er slået mange felter tilbage i det globale matadorspil. Landets meget høje ejendomspriser er styrtdykket, byggesektoren er gået i sort, og statens underskud og gæld vokser med rekordfart.

De tørre tal viser med al tydelighed, hvordan den globale krise har sat irsk økonomi til vægs. I 2007 lå Irland flot med et overskud på de offentlige budgetter på 0,3 procent af BNP, mens den offentlige gæld var på bare 25 procent af BNP – bedre end Danmarks knap 27 procent i 2007. I år tegner underskuddet til at blive på 12,5 procent af BNP, mens gælden vokser til næsten 66 procent af BNP, og allerede i 2011 forudser EU-Kommissionen, at den irske gæld vil være eksploderet til hele 96 procent af BNP. Irland bevæger sig altså fra mønsterøkonomi til italienske tilstande på bare fire år.

I samme periode ventes Storbritanniens gæld at blive fordoblet fra 44 procent af BNP i 2007 til 88 procent af BNP i 2011. Lægger man dertil den alvorlige gældssituation i Italien, Belgien, Østrig, Frankrig, Tyskland, Holland, Portugal og Ungarn kan det være meget vanskeligt at se lys for enden af den europæiske tunnel.

Håb forude

Så pessimistisk er der dog ingen grund til at være, mener Iain Begg. Den økonomiske udvikling er kompleks, og selv om meget peger i negativ retning, er der også en række faktorer, som kan hjælpe Europa på fode igen. Den lave rente er som sagt vigtig, og hvis de fleste EU-lande får moderat økonomisk vækst til næste år, vil situationen straks se lysere ud, for så stiger skatteindtægterne, så presset på de offentlige kasser lettes. Dertil kommer, at landenes gældsbyrder vokser i en recession, fordi BNP er faldende, mens byrden omvendt falder i en højkonjunktur, når BNP er voksende.

»Vi kan leve med en ret høj gæld temmelig længe, hvis bare renten er lav. Den værste situation opstår, hvis gælden er dyr at afbetale på grund af høj inflation,« siger Iain Begg.

Højere inflation kan fremkaldes af de offentlige hjælpepakker, som landene har sat i værk som middel mod krisen. Inflation kan også ’importeres’ til EU, hvis prisen på olie og råvarer stiger på grund af øget aktivitet andre steder i verden, mest sandsynligt i Asien. Hvis eurozonen kan bevare sin troværdighed, er den dog i sig selv et værn mod højere udgifter til statsgæld. I 1996 svarede udgifterne til Italiens statsgæld til 11 procent af landets BNP, men da landet trådte ind i euroen blev udgifterne til gælden med et slag halveret.

»Ved at gå med i euroen importerede Italien den højere troværdighed, som eurozonen gav,« siger Iain Begg.

Professor Ole Risager fra Handelshøjskolen i København (CBS) advarer også mod at se meget negativt på økonomien.

»Situationen er alvorlig, men man skal være forsigtig med at tillægge ekstreme scenarier for stor betydning. Hvis det viser sig, at forbedringen af økonomien er varig, vil statsgældsproblemet blive løst,« siger Ole Risager og peger på, at den øgede opsparing, der sker i den private sektor, til en vis grad afhjælper problemet med de stærkt forværrede offentlige budgetter.

Desuden vil Europa fortsat nyde godt af virkningerne af globaliseringen. Lave priser på varer produceret i lande som Kina og Vietnam er med til at sikre lav inflation i EU, og disse landes betydning som markeder for europæiske varer er voksende.

Ole Risager er stærkt kritisk over for de økonomiske spilleregler for EU-landene i EU’s Stabilitets- og Vækstpagt.

»Det er tåbeligt, at man kun må have et offentligt underskud på tre procent af BNP, for i en krise kan der være behov for underskud på otte-ni procent Samtidig er det tåbeligt, at man ikke har regler for, at landene skal lægge til side i opgangstider,« siger han.

Ole Risager ser euroreglerne som udtryk for »middelmådig politik« – det bedste kompromis, som kunne opnås, da euroen blev sat i søen i 1990’erne.

Reglerne vil dog ikke blive ændret foreløbig, forventer Cinzia Alcidi fra EU-tænketanken CEPS. Tværtimod vil der være et politisk pres i EU for at bringe landene tilbage på linje med de økonomiske målsætninger. På den anden side tror hun heller ikke, at EU-landene vil være i stand til at enes om en fælles vej ud af krisen igen.

»Jeg tror oprigtig talt ikke, at vi vil få en fælles strategi, men landene er nødt til at finde en strategi for, hvordan de kommer tilbage til en økonomisk bæredygtig situation,« siger Cinzia Alcidi.