Europas ledere varmer op til opgør om EU-budget

Af Peder Munch Hansen

Vi har ikke råd til mer’, siger seks lande som optakt til stillingskrigen om EU’s kommende budget. En indædt kamp om pengene ligger gemt bag en række EU-initiativer i den kommende tid og vil også præge EU-topmødet i denne uge.

Fællesøkonomi Når EU-landenes stats- og regeringsledere mødes til forårstopmøde i Bruxelles i denne uge, har de en stribe truende opgør foran sig. Ud over en kriseagtig strid om den ny EU-forfatning og magtforholdene i fremtidens udvidede Europa, så drejer uenighederne sig først og fremmest om penge.

Et EU med 25 lande udfordrer både EU’s kostbare landbrugsstøtteordninger og støtten til EU’s fattige og underudviklede egne. Hvem skal have, og hvem skal give? EU-landene har indledt en regulær stillingskrig om den fremtidige økonomi og landenes bidrag til at få maskineriet til at køre. I februar spillede EU-kommissionen ud med forslag til, hvordan indtægterne og udgifterne bliver fordelt, når det nuværende budget udløber i 2006.

Magtfulde lande har allerede meddelt, at EU kommer på slankekur i den ny finansperiode, der løber fra 2007 til 2013. EU og kommissionen er for rundhåndet, mener regeringerne i seks lande, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Sverige, Østrig og Holland. De seks lande hører til dem, der betaler klart mere til EU, end de får igen fra fællesskabet.

Og det skal der ændres på, gentog de seks landes EU-ambassadører på et møde i Bruxelles i forrige uge. Her lagde de igen op til, at der skal et loft over EU’s udgifter på en procent af landenes samlede nationalprodukter. Kommissionen opererer med et højere loft.

Lang vej til Lissabon

Magtkampen om budgetterne kommer ikke direkte op på topmødet torsdag og fredag. Når den alligevel spiller med i kulissen, skyldes det, at den et tæt forbundet med EU’s indsats for beskæftigelse, konkurrenceevne, ny teknologi og sociale forhold, som ligger i den Lissabon-proces, der er topmødets hovedpunkt.

Uden indsprøjtning af euro har EU ikke en chance for at nå de mål, som EU-landenes ledere satte sig i Lissabon i år 2000, om, at Europa skulle udvikle sig til den førende økonomiske region i verden i 2010.

EU-kommissionens formand, Romano Prodi, sagde det direkte, da han præsenterede kommissionens oplæg til det kommende budget: Lissabon-processen halter bagefter, og landene må nu i fællesskab gøre noget ekstra for at få den tilbage på sporet. Og dertil er det nødvendigt med penge.

Aktiv støtte

Den navnkundige tidligere formand for EU-kommissionen Jacques Delors sagde få dage senere på et pressemøde i Bruxelles, at det var umuligt at få fremmet en samhørighed i EU med et budget på kun en procent af landenes nationalprodukter, som de seks lægger op til.

»Et budget på en procent er tåbeligt. Det er skandaløst,« sagde Jacques Delors.

Men kommissionen og dens tidligere formand er enige i, at pengene for fremtiden skal bruges bedre. Kommissionen vil i sit oplæg af med en del af den passive støtte, som EU giver via strukturfondene og ikke mindst landbrugsfonden. I stedet for at give bevidstløs støtte til uproduktive landmænd, går politikken ud på, at landområder i højere grad bliver udviklet, og at landbrugets del af budgettet langsomt bliver mindre.

Samtidig lægger kommissionen op til, at de øvrige midler i højere grad understøtter de mest fattige regioner, og at forskning og udvikling, infrastruktur og også uddannelse får en saltvandsindsprøjtning. Det er store summer, der her er i spil. Ifølge kommissionens udspil stiger budgettet fra godt 133 milliarder euro i år 2007 til 158 milliarder euro i år 2013 – det er cirka 1.775 milliarder kroner.

I dag henter landmændene en god bid af kagen. Fra at score 45 procent af pengene i dag, får landmændene 37 procent i år 2006 og efter kommissionens oplæg blot 26 procent i år 2013. På det tidspunkt vil alt det, som ventes at skabe vækst, beskæftigelse, social samhørighed og fremme af vidensamfundet, bære den største del af budgettet. Det skal være slut med at udbetale passive overførselsindkomster i EU. Pengene skal bruges aktivt og sætte noget i gang, som en embedsmand i Bruxelles udtrykker det.

Men netop på disse fremadrettede områder finder flere lande, at de enkelte lande selv er bedst til at sætte noget i gang og derfor ikke har lyst til at bidrage til aktiviteterne i de andre lande. Til trods for, at de selv sidder i problemer til langt over halsen.

Det tyske problem

Tyskland er den klareste modstander af kommissionens forslag. Kritikken går både på budgettets størrelse, hvad pengene bliver brugt til, og hvem der skal have dem.

De fattigste lande har brug for pengene, og de fattigste er de nye medlemmer af EU, har den tyske regering fastslået. Sammen med Frankrig, Østrig og Holland kritiserer kansler Gerhard Schröder kommissionen for at gå i detaljer med, hvad pengene bruges til endnu før, budgettets størrelse er aftalt.

Den tyske regering kæmper med sit eget budget og påpeger, at en række af EU-opgaverne bedst løses i de enkelte lande. Tyskerne er i forvejen hængt ud i EU, fordi de bruger for mange penge i forhold til det, de må efter kriterierne for eurosamarbejdet. Derfor er det for flot af kommissionen blot at bruge løs, når det i høj grad er den tyske regering, der som største bidragyder til EU’s kasse må betale regningen, mener tyskerne.

På den anden side står først og fremmest Spanien, men også Grækenland, Italien og Portugal, der alle har fattige regioner. Her mener regeringerne ikke, at det i første omgang er de nye lande, strukturmidlerne skal rettes mod. De vil fortsat have en godbid.

Spanien har gennem årene modtaget enorme summer fra EU, og kommissionen roser de resultater, der er kommet ud af støtten. I år 2002 modtog Spanien 17,9 procent af EU’s samlede midler og bidrog kun til EU-kassen med 8,4 procent. Til sammenligning spyttede tyskerne hele 22,6 procent i EU-kassen, men fik kun 13,7 procent tilbage. Det er de forhold, der øger den tyske bitterhed over kritik fra EU om at være for flot med det nationale, tyske budget.

Samtidig står Storbritannien stejlt på at bevare en rabat, som den tidligere premierminister Margaret Thatcher forhandlede hjem i 1984. Dengang krævede hun penge tilbage, fordi Storbritannien ikke modtog megen støtte fra landbrugsfonden. Og den ordning vil Labour-regeringen bevare. Ikke fordi en britisk bankerot truer, hvis regeringen går glip af pengene. Men indenrigspolitisk er det et stort nederlag for Blair-regeringen, hvis den taber slaget.

På samme måde spiller de tyske bidrag til EU heller ikke den største betydning for tysk økonomi.

Og for blot otte år siden var Tyskland oppe på at betale knap 30 procent af EU’s budget, så noget er allerede vundet. Men som for Blair-regeringen føres slaget til nationale, indenrigspolitiske toner. Schröder-regeringen må vise, at den sparer i EU, når den ønsker, at tyskerne selv sparer for at løse en tysk, økonomisk krise.

Selv om embedsmænd i EU-systemet og også landenes EU-ambassadører har indledt drøftelserne om det kommende budget, så venter ingen, at stats- og regeringslederne tager fat om nældens rod med det samme. Hvorfor søge ind i nye konfliktområder på et tidspunkt, hvor EU har nok at tage sig af med uløste problemer som også en forfatningstraktat, som en embedsmand udtrykker det.