Europæerne er positive over for globaliseringen

Af

Borgerne i EU støtter globaliseringen – selv om den koster arbejdspladser – og mener, at EU skal spille en større rolle i den globale regulering. Anti-globalisterne påvirker den europæiske dagsorden, bare ikke i Danmark. Det viser ny Gallup-undersøgelse. Europæisk politik trænger til konkurrerende visioner om globalisering, siger fremtrædende engelsk forsker.

I løbet af 10 år er ordet globalisering blevet en del af den europæiske politiske og økonomiske elites jargon på linje med arbejdsløshed, ØMU og strukturfonde. Men begrebet er ikke længere forbeholdt samfundets meningsdannere – 77 procent af samtlige EU-borgere kender begrebet globalisering.

Det viser en ny omfattende Gallup-undersøgelse af de 15 EU-landes borgerne og deres syn på globaliseringen, som Gallup har gennemført for EU-kommissionen.

»Borgerne i EU har en overraskende nuanceret og nøgtern forståelse af et fænomen så komplekst som globalisering. De har en klar fornemmelse af, at de lever i en tid, hvor grænseoverskridende problemer kræver grænseoverskridende løsninger,« siger professor Jonathan Perraton, fra Sheffield University.

citationstegnAntiglobaliseringsbevægelsen har bevidst brugt vold og aktiv modstand som politisk udtryk, og det tager befolkningen afstand fra.
Hans Henrik Holm, professor, Danmarks Journalisthøjskole

Jonathan Perraton, en af Europas førende globaliseringsforskere, hæfter sig ved, at 63 procent af EU-borgerne er positivt stemt over for globaliseringen. Det på trods af, at de er klar over problemer med udflytning af job og usikker på konsekvenserne for miljøet.

Undersøgelsen viser også, at:

  • Borgerne i de store lande er mest bekymrede for globaliseringen.
  • De multinationale selskaber, finansverdenen og USA bliver betragtet som globaliseringens største drivkræfter. Men europæerne har ikke tillid til dem.
  • EU, fagforeninger og politiske partier skal spille en større rolle i globaliseringen.
  • Danskerne er blandt de største pro-globalister. Men de tvivler på, at der skal mere regulering til.
Lille og vågen …

EU-kommissionen definerer globaliseringen som »den generelle åbning af økonomierne, som leder til skabelsen af et ægte verdensomspændende marked«. Og det er en udvikling med solid opbakning i alle medlemslande, på nær Grækenland, som har tradition for at gå imod den europæiske hovedstrøm.

Men undersøgelsen viser også mange nuancer. Blandt andet er unge mennesker mere positive over for globaliseringen end ældre. Det hænger ifølge Perraton sammen med, at de ser mulighederne, hvorimod ældre europæere er mere bekymrede for eksempelvis pensioner og bestående ordninger. Ligesom i A4’s store kortlægning af danskernes syn på globaliseringen, som ugebrevet tidligere har bragt, er der her forskel på folk med meget kort skolegang og folk med videregående uddannelser. Sidstnævnte er generelt mere positive. Men som i A4’s undersøgelse er der tale om mindre forskelle og ikke en kløft.

De store brydninger i europæernes syn på globaliseringen findes dog mellem landene og afspejler de økonomiske, kulturelle og politiske forskelle. Størst brud er der mellem store og små lande i synet på, hvad globaliseringen bringer med sig.

I Tyskland, Storbritannien og Frankrig mener henholdsvis 21 procent, 29 procent og 26 procent, at deres nationale økonomier er for åbne. I lande som Danmark og Sverige deler omkring hver tiende den opfattelse.

Ligeledes skiller Tyskland, Storbritannien og Frankrig sig ud i spørgsmålet om, hvorvidt EU er for liberal eller for protektionistisk i omgangen med omverden. Flere end hver tredje tysker og franskmand mener, at EU er for liberal. I de tre nordiske EU-lande har cirka 15 procent den opfattelse.

Ifølge Hans Henrik Holm, professor i international politik ved Danmarks Journalisthøjskole, er årsagen til forskellene mellem store og små lande, at befolkningerne har en klar fornemmelse af deres muligheder.

»Tyskland, Frankrig og Storbritannien er store økonomier, så for dem er der et realistisk alternativ til verdensmarkedet. Det er stadigvæk muligt at føre en nogenlunde selvstændig økonomisk politik. Derfor er der større skepsis over for de tilpasningsprocesser, globaliseringen udløser. Befolkningerne i de fleste mindre EU-lande, særligt de nordvesteuropæiske, er gennem årene blevet gearet til en åben økonomi, hvor omstilling er nøgleordet,« siger han.

Hans Henrik Holm fremhæver, at lande som Spanien og Irland i øjeblikket gennemgår samme udvikling, som de nordiske lande har været igennem de seneste 30-40 år.

I Irland bliver landets gigantiske økonomiske vækst op gennem 1990’erne entydigt forbundet med, at landet har formået at tiltrække udenlandske investorer, som en isbod tiltrækker kunder en skoldhed sommerdag. Det samme gælder Spanien, der har taget et syvmileskridt ind i den moderne økonomi, efter at landet blev medlem af EU.

Den store skeptiker

Men også blandt de store lande er der markante forskelle. Hvor både tyskere og briter ser fordelene i globaliseringen i form af økonomisk vækst og muligheder for beskæftigelse og virksomheder, er skepsis udpræget i Frankrig.

Seks ud af ti franskmænd mener, at globaliseringen udgør en trussel for virksomhederne i Frankrig. Og halvdelen af franskmændene mener, at globaliseringen har en negativ effekt på væksten.

»I Frankrig er globaliseringen blevet en intens del af den offentlige debat på en anden måde end i stort set resten af EU. Der er partier, som går til valg på at være antiglobalister, og flere af anti-globaliseringsbevægelsens nøglepersoner er franskmænd. For mange franskmænd er diskussionen på den måde blevet til et for eller imod Frankrig,« siger Hans Henrik Holm.

Men generelt afslører undersøgelsen, at eu-ropæerne har et nøgternt billede af globaliseringen.

»De fleste EU-borgere mener, at globaliseringen har en negativ effekt på miljøet og forholdet mellem de rige og fattige lande, og over halvdelen mener, at beskæftigelsen bliver presset.

Omvendt er befolkningerne overbevist om, at videnskaben, sundheden og verdensdemokratiet bliver styrket af de tættere globale bånd. Befolkningerne er kort sagt på bølgelængde med det, vi som forskere ved om globaliseringen,« siger Jonathan Perraton.

Store og for stærke

Den engelske forsker peger eksempelvis på, at europæerne har en meget klar opfattelse af, hvilke samfundsgrupper og aktører der har størst gevinster ved og størst indflydelse på globaliseringen.

Således mener otte ud af ti EU-borgere, at de finansielle markeder, EU og USA har fordele af globaliseringen. Næsten 90 procent mener, at de multinationale selskaber er de store vindere.

Taberne er ifølge europæerne landmændene og de mindre virksomheder – på begge punkter går danskerne dog mod den europæiske strøm.

I samtlige EU-lande mener befolkningen, at de finansielle markeder, multinationale selskaber og USA har for stor indflydelse på globaliseringen. Særligt USA's magt er en anstødssten for europæerne – hele 75 procent siger, at landet fylder for meget i globaliseringsprocessen. For organisationen EU stiller det sig anderledes. Hver tredje eu-ropæer mener, at EU har for lidt indflydelse, og kun 21 procent, at EU har for meget.

Og her mener Jonathan Perraton, at undersøgelsen afdækker en central holdning hos eu-ropæeren:

»EU-borgerne efterspørger mere regulering af globaliseringen, fordi borgerne til trods for de mange fordele ved globaliseringen er bekymret for, at den sociale markedsøkonomi, som EU-lande hviler på, bliver amerikaniseret,« siger han.

Således er der også flertal for, at fagforeninger, partier, internationale organisationer, forbrugergrupper, nationale regeringer og antiglobaliseringsbevægelsen frem for markedskræfterne får mere indflydelse.

Særlig markant er den europæiske opbakning til anti-globaliseringsbevægelsen. Otte ud af ti europæere mener, at kritikerne af globalisering i organisationer som eksempelvis Attac stiller rigtige spørgsmål. Derimod er der ikke mange, der mener, at antiglobalisterne har troværdige løsninger. Ifølge Perraton afspejler det, at europæerne til trods for støtten til globaliseringen ønsker en anden kurs, og at den skal være styret gennem politiske institutioner og ikke på græsrødder.

Også i Danmark er der et ønske om mere indflydelse til fagforeninger og partier. Men danskerne er langt mere skeptisk over for mere regulering af globaliseringen og EU's rolle – og er den befolkning i EU, der er absolut mest kritisk over for antiglobaliseringsbevægelsen.

»Danskerne har en underliggende skepsis over for EU, og det afspejler sig i tallene. Danskerne er præget af en snusfornuftig købmands-indstilling, hvor det er gået fint indtil videre, med eller uden EU. Og reguleringen bliver alligevel ikke til noget,« siger Hans Henrik Holm.

Han forklarer danskernes udprægede modvilje over for antiglobaliseringsbevægelsen med en »Halfdan Rasmussensk« præget ideologi omkring civil ulydighed:

»De fleste danskere er modstandere af alt, hvad der smager af politisk vold. Danmark har en meget harmonisk politisk kultur, som befolkningen værdsætter. Antiglobaliseringsbevægelsen har bevidst brugt vold og aktiv modstand som politisk udtryk, og det tager befolkningen afstand fra.«

En anden væsentlig forklaring på antiglobalisternes sølle tilslutning i Danmark er ifølge Hans Henrik Holm, at stort set hele det politiske establishment – partier, arbejdsmarkedets parter og de store aviser – er pro-globalister.

De nye skillelinjer

Men enighed er måske det sidste, debatten om globalisering har brug for.

»Globaliseringen ændrer menneskers liv. Hvis de oplever, at eliten bare er enig om at lovprise udviklingen, så skaber det bitterhed og fører til yderligtgående holdninger. Der findes forskellige visioner for, i hvilken retning globaliseringen skal gå. Og de skal tydeliggøres,« siger Jonathan Perraton.

Han mener umiddelbart, at de europæiske socialdemokrater har et lille forspring i kampen om globaliseringen, fordi de har en fælles analyse og nogle klare ideer om, at EU skal være en løftestang for den europæiske velfærd. Den anden store europæiske politiske bevægelse, kristendemokraterne – der herhjemme tæller de konservative og Kristendemokraterne – mangler ifølge Perraton at melde sig på banen.