Europa slagter den offentlige sektor

Af | @MichaelBraemer
| @GitteRedder
Pernille Mühlbach

Krisepakker med velfærdsforringelser, massefyringer og kraftig lønnedgang i den offentlige sektor vælter ind over Europa. Op mod halvanden million offentligt ansatte står til at miste deres job, vurderer professor. Udviklingen vil også påvirke Danmark, advarer forskere. Situationen er slem, erkender offentligt ansattes frontfigur.

SLAGMARK Det er ikke længe siden, at den skandinaviske velfærdsmodel blev ført frem som et ideal i Europa. Men den tid er forbi. Nu dikterer den globale finanskrise drastiske nedskæringer i de europæiske landes budgetter, og velfærden risikerer at blive den største taber. I mange lande gøres der dybe indgreb i velfærdsordninger, mens lærere, pædagoger, brandmænd og andre offentligt ansatte spares væk eller sættes ned i løn.

De sociale forringelser har i hobetal fået europæerne til at protestere i gaderne. Ikke mindst i Irland, der efter Grækenland bliver det andet europæiske land, der skal reddes fra økonomisk sammenbrud af EU. Irerne skal spare over 110 milliarder kroner over fire år, og det får vidtrækkende konsekvenser for den offentlige service.

Oven i de kraftige besparelser, der allerede har fundet sted i Irland i år, er der blandt andet varslet 10 procent nedgang i børnetilskuddet og en lønnedgang på 15 procent for offentlige ansatte næste år. 24.750 offentlige stillinger nedlægges over fire år.

Det er dog småting i forhold til Storbritannien, hvor nogle af de værste uroligheder i forbindelse med kriseindgreb har fundet sted. Den konservativ-liberale regering vil gennemføre en veritabel hestekur for den offentlige sektor og nedlægge næsten en halv million offentlige job over de næste fire år. Det vil sige, at hver 12. ansat skal forlade den offentlige skanse. Samtidig beskæres ministeriernes budgetter med gennemsnitlig 19 procent.

I alt skal der spares op mod 60 milliarder kroner på briternes velfærd, og det kommer til at betyde brugerbetaling på uddannelse, nedskæring af børnepenge og boligtilskud samt væsentligt lavere overførselsindkomster.   

I Spanien har regeringen fremlagt en spareplan på over 100 milliarder kroner og når allerede at nedlægge 13.000 offentlige job i år.

Det er indretningen af vores fælles europæiske velfærd, der er på spil, konstaterer professor på Syddansk Universitet Jon Kvist.

»Det er store livtag, man tager med den offentlige sektor og det velfærdssamfund, der er bygget op i de forskellige lande,« siger han.

Professor på Aalborg Universitet Henning Jørgensen træder lidt ud af forskerrollen, når han karakteriserer udviklingen som de overvejende borgerlige regeringers angreb på den offentlige sektor og arbejderbevægelsens bastioner. Han troede, at højrekræfterne var rystet oven på dét, han karakteriserer som en hæmningsløs dyrkelse af liberalismen og årsagen til krisen.

»Men intet har højrekræfterne lært. Først forkæler de sig selv med større honorarer takket være de bankpakker, der er udbetalt for skatteborgenes penge. Så går de løs på de rettigheder og resultater, som arbejderbevægelsen har fået igennem ad faglig og politisk vej. Højrekræfterne er ikke længere tilfredse med at herske, nu regerer de også. Og når de både hersker og regerer, og fagbevægelsen samtidig er svækket, går det helt galt. Og det er det, der sker for øjeblikket,« mener han.

Halvering af lønnen

Hvor galt det går, fremgår af rapporten »The public sector in the crisis«, som European Trade Union Institute (ETUI) netop har offentliggjort. Den beskriver, hvordan de europæiske krisepakker i begyndelsen havde som formål at stimulere købekraft og vækst i de enkelte lande, men nu er erstattet af krasse spareplaner, der har den offentlige sektor og dens ansatte som redskaber og ofre.

I flertallet af de 27 EU-medlemslande konfronteres offentligt ansatte i denne tid med fyringer, lønnedgang og forringede pensionsforhold. Og det er ikke småjusteringer, der er tale om. I Rumænien har de offentligt ansatte i år for eksempel fået halveret deres løn, når nedskæringer af bonus og tillæg tages med i beregningerne.

ETUI, et forskningsinstitut, der finansieres af den europæiske fagbevægelse, finder besparelserne i den offentlige sektor kortsigtede og politikernes suspension af aftalerne om de offentlige lønninger stærkt betænkelige.

Det er de aftaler, der sikrer, at lønningerne udvikler sig i takt med produktivitetsstigning og inflation i samfundet. Det er dem, der sikrer, at der ikke opstår uholdbare forskelle mellem lønningerne i henholdsvis den offentlige og den private sektor. Og for det tredje er politikernes indgreb i den offentlige sektors lønninger helt ude af trit med den sociale model for Europa, der blandt andet bygger på retten til at forhandle kollektive aftaler, fremhæves det i rapporten.

Med et ’beskedent’ underskud på de offentlige budgetter på 2,7 procent af bruttonationalproduktet i 2009 ligger Danmark økonomisk set lunt i svinget i Europa, hvor det gennemsnitlige underskud er 6,8 procent.  Ikke desto mindre forventer den danske regering, at den offentlige sektor for første gang i tyve år ikke vil vokse næste år. Regeringen har bedt kommunerne om at finde besparelser på 1,2 milliarder kroner næste år, og finansminister Claus Hjort Frederiksen varsler fyring af 3.000 offentlig ansatte.

Formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) Flemming Vinther, der også står i spidsen for Offentligt Ansattes Organisationers statslige forhandlingsområde, OAO-Stat, nægter dog at tro, at vi er på vej til at følge i det øvrige Europas fodspor. Dertil er den danske model for stærk, mener han.

»At køre en damptromle hen over overenskomsterne i Danmark ville være helt uhørt. Det, tror jeg simpelthen ikke, vil ske. Det ville være i klar modstrid med den politik, vi har ført i mange år, hvor arbejdstagere og arbejdsgivere har sat sig ned og aftalt tingene. Især blandt sydeuropæiske lande er der jo en langt større accept af, at resultater kan opnås via lovgivning, og så kan man jo også lovgive den anden vej,« påpeger Flemming Vinther.

Vi trækker hinanden ned

Bente Sorgenfrey, formand for 450.000 primært offentligt ansatte i hovedorganisationen FTF, er mere bekymret på danskernes vegne over det europæiske stormløb på den offentlige sektor. Udviklingen på det offentlige område er den største udfordring, hun har været udsat for i sin faglige karriere.

»Situationen er slem. Den europæiske fagbevægelse må finde fælles løsninger. Det nytter ikke noget, at vi fra dansk side vender ryggen til og siger, at det går nok, og det kan være, at krisen går over. For vi trækker hinanden ned, eftersom vi eksporterer til og importerer til hinanden. Det vil påvirke vores lønudvikling og aftalesystemer i Danmark, hvis de andre europæiske lande stadig er i krise og har forringet købekraft,« siger hun.

Bente Sorgenfrey har for ganske nylig i styregruppen for Den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS, været med til at diskutere fælles løsninger på krisen – for eksempel ved at samle EU-landenes gæld i Den Europæiske Centralbank på fordelagtige vilkår og tage andre fælles kriseinitiativer, der kan holde landene flydende, indtil stormen er redet af.

Det er især samspillet mellem det private og det offentlige arbejdsmarked og nødvendigheden af stærke offentlige sektorer for at få gang i de europæiske hjul igen, der optager Bente Sorgenfrey. For når man skærer på for eksempel uddannelse og velfærd, risikerer man at spolere mulighederne for at opbygge eller opretholde en ordentlig konkurrenceevne, påpeger hun:

»Uddannelse er noget, vi alle skal leve af, og hvis vi svækker vores muligheder for at komme på arbejde, fordi vi ikke kan få passet børn og ældre og blive behandlet på hospitaler, så har vi en arbejdsstyrke, der ikke matcher krav og forventninger på arbejdsmarkedet. Det offentlige område er en forudsætning for det private, og offentlige forringelser svækker de vækstmuligheder, der skal få os ud af krisen,« siger FTF-formanden.

Frivilligt gør det mindst ondt

Helt anderledes ser Peter Nedergaard, professor på Center for Europæisk Politik på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, på udviklingen. En udvikling, som også Danmark ifølge ham bliver nødt til at underkaste sig i et eller andet omfang. Netop for at sikre os en konkurrenceevne, vi kan klare os med i en globaliseret verden.

»De mange europæiske krisepakker betyder, at vi nu får de reformer gennemført, som vi skulle have gennemført for lang tid siden. Nu bliver de bare gennemtrumfet brutalt af markedet i stedet for, at man i tide havde gennemført dem frivilligt og i sit eget tempo. Når markedet kommer, så er det ikke bare en bølge, men en flodbølge, fordi en krisesituation skaber spekulation mod landets valuta,« påpeger han.

Situationen i Storbritannien er for Peter Nedergaard eksemplet på, hvor hurtigt det kan gå ned ad bakke med dramatiske indgreb til følge. Og for Danmark et fingerpeg om, at vi ikke skal føle os hævet over risikoen for gennemgribende indgreb i den offentlige sektor, selv om den i øjeblikket ikke ser ud til at være truende.

»For tre år siden gik alle rundt og sagde, at det gik vældig godt i Storbritannien. Men lige pludselig kunne man se, at der var noget strukturelt i den britiske økonomi, som ikke var godt. Sådan noget kan komme lynhurtigt,« påpeger han.

Hvis Danmark vil eliminere risikoen for, at vi havner i en paniksituation som den britiske, bliver vi nødt til at gennemføre de reformer, som mange har påpeget behovet for i lang tid, men som ifølge Peter Nedergaard bliver udskudt, fordi de er politisk upopulære. Blandt andet et opgør med efterlønnen og en reform af førtidspensionen.

»Det er sagt mange gange før, men det er jo meget at bruge 20 milliarder kroner på at sende folk på tidlig pension. Og så førtidspensionen, som koster Danmark 35 milliarder – to storebæltsbroer – om året,« siger han.

Peter Nedergaard peger på Sverige og Tyskland som eksempler på lande, der i tide har gennemført velovervejede og ifølge ham socialt afbalancerede reformer og dermed undgået, at markedskræfterne er kommet som en tyv om natten og tvunget landene til brutale indgreb. Begge landes økonomier er i dag i god form, påpeger han.

»Der er mange myter om det her. Blandt andet tror vi, at Sverige er et overbudssamfund, hvor guldet flyder i gaderne, men sådan er det ikke. I dag har Danmark overtaget æren af have verdens højeste skattetryk. Særlig i 90’erne under den socialdemokratiske regering var man i Sverige meget brutal med reformer, og så har man fortsat reformkursen under den nuværende regering. I Tyskland blev de såkaldte Hartz-reformer også sat i gang af socialdemokrater, men er fortsat under CDU. Så reformer behøver ikke være politisk bestemte,« mener han.

Danmark går ikke fri

Det er imidlertid netop den »kiggen over hegnet« til andre europæiske lande, som faglige organisationer i Danmark frygter. Flemming Vinther fra OAO-stat ved udmærket, hvordan klaveret spiller i øjeblikket, og føler sig ansvarlig nok til at være med til at klare Danmarks udfordringer uden dårlige ideer udefra. Derfor advarer han mod de kræfter, der vil tage bestik af den europæiske udvikling og vil føre sig frem med argumenter som ’der kan I se, hvad vi sagde. Alle andre skærer i den offentlige sektor, og det bør vi også gøre’.

»Vi går til overenskomstforhandlinger lige om lidt, og vi ved jo godt, hvad regnemaskinen siger. Selvfølgelig møder vi op med ønsker og krav om at få noget, men det er jo ikke sådan, at vi i den nuværende situation stiller fuldstændig horrible krav. Det er 20-25 år siden, at fagbevægelsen i Danmark svingede om og frem for bare at stille krav tog et medansvar for samfundsøkonomien. Det, tror jeg, er afgørende for den forholdsvis positive situation, vi er i nu,« mener han.

Ifølge professor på Aalborg Universitet Per Kongshøj Madsen er det imidlertid utænkeligt, at Danmark skulle gå fri af de andre landes spareplaner. Dels har de en makroøkonomisk effekt, dels vil dele af det politiske Danmark få lyse ideer, når de konstaterer, at det tilsyneladende er muligt at barbere den offentlige beskæftigelse i Irland og England godt og grundigt. 

Ingen har det fulde overblik over, hvor mange offentligt ansatte europæere, der mister deres beskæftigelse i den nuværende massakre. Men et meget usikkert skøn fra Per Kongshøj Madsen lyder på 1,5 millioner frem til 2014. 

Men, påpeger Per Kongshøj Madsen, ud fra et lønmodtagerperspektiv behøver udviklingen ikke være så katastrofal, som den umiddelbart lyder.

»Der bliver jo ikke mindre efterspørgsel efter de ydelser, som den offentlige sektor har stået for, når man får en ældre befolkning, som Europa gør. Hvis du er læge, sosu-assistent eller sygeplejerske, kan det godt være, at du går fra at være offentligt til at være privat ansat. Men det er ikke det samme, som at efterspørgslen efter de ting, du kan, falder væk. Det samme gælder inden for uddannelse,« siger han.

Modellernes kamp

Men udviklingen kan ikke undgå at gå ud over den lighedsorienterede velfærd, som har karakteriseret den skandinaviske model og tidligere har været inspiration for det øvrige Europa, erkender Per Kongshøj Madsen.

»Den skandinaviske model har haft sin styrke ved at være uafhængig af tegnebogens størrelse. Men hvis graden af privatisering flytter sig, vil det ændre på den skandinaviske model. Du risikerer, at de pensionister, der har den bedste økonomi, har råd til at købe ydelserne, mens de andre må sidde tilbage på nogle mere beskedne offentlige institutioner,« konstaterer han.

Professor på Syddansk Universitet Jon Kvist er enig i, at globaliseringen og finanskrisen har skabt en kampplads, hvor den skandinaviske velfærdsmodel står trængt i det ene hjørne.

»Det er helt klart, at det er modellernes kamp i Europa i dag. Spørgsmålet er, hvilken model der skal vise vejen i det 21. århundrede. Indtil for nylig var det blandt andre Danmark, der viste vejen og demonstrerede, at effektivitet og lighed kunne gå hånd i hånd. Finanskrisen har alt andet lige svækket dem, der er fortalere for den model, og spillet bolden over til dem, der går ind for en mere stringent model med en mindre offentlig sektor,« siger han.