Europa ruster sig til faglig kamp

Af

Krav om lave budgetunderskud og lav økonomisk vækst tvinger de europæiske regeringer ud i forcerede privatiseringer, nedskæringer og meget små lønstigninger. Og det giver uro og ukontrollerede strejker. Et af svarene hedder »den danske model«.

I Storbritannien er Labours leder Tony Blair kommet under voldsomt pres i opgøret med 52.000 brandmænd, som med resten af fagbevægelsen i ryggen kræver mere i løn. I Frankrig gik 100.000 offentligt ansatte i den forløbne uge på gaden i protest mod privatiseringer og truende nedskæringer i pensionen. I Italien protesterede tusinder af industriarbejdere på gaderne i Rom, lufthavne blev blokeret, og de ansatte på landets største industrivirksomhed – Fiat-fabrikkerne – gik hjem i protest mod nedskæringer og fyringer. I Tyskland kan man se frem til en stribe arbejdsnedlæggelser som følge af meget lave lønstigninger i den offentlige sektor.

Ugens begivenheder på de store europæiske arbejdsmarkeder kan være et varsel om en forestående vinter med opslidende arbejdskampe, massedemonstrationer og social uro. Fælles for begivenhederne i de fire lande er deres udspring i økonomisk tilbagegang og en længe opsparet utilfredshed blandt de offentligt ansatte, som føler sig presset af nedskæringer og krav om højere produktivitet. Sikkerheden for job, god løn og bevarelsen af tilkæmpede rettigheder er ikke længere så stor, når velfærdsstaten er under pres.

Kravene til de europæiske økonomier om meget lave budgetunderskud og lav inflation har fået regeringerne til at holde kraftigt igen på de offentlige lønninger. Og det har sat de ansatte langt tilbage i forhold til deres kolleger på det private arbejdsmarked. Samtidig presser Europas aldrende befolkninger de eksisterende pensionssystemer.

De højlydte protester og demonstrationer er både et udtryk for, at fagforeningerne i de store europæiske lande har mistet tålmodigheden og at de er blevet radikaliseret, fordi de er holdt uden for indflydelse. I Storbritannien udfordrer de helt åbenlyst Tony Blairs lederskab. Blandt andet er de utilfredse med, at han ikke har benyttet sin efterhånden lange regeringsperiode til for alvor at vende den privatiseringsbølge, som tidligere konservative regeringer satte på fuldt blus. Også i Frankrig ses strejkerne og demonstrationerne som en styrkeprøve mellem fagforeningerne og den siddende borgerlige regering. En vigtig anledning til protesterne er planerne om en delvis privatisering af to store statsejede el- og gasselskaber. De delvise privatiseringer, som hidtil er blevet gennemført, har skabt udpræget utryghed og forringede vilkår for de ansatte.

På den måde er kampene på de europæiske arbejdsmarkeder i lige så høj grad politiske, som de er økonomiske. Regeringerne i Rom, Paris og London har ikke ligefrem haft tradition for at inddrage lønmodtagerne i lovgivning og tilpasning af den offentlige sektor. I Danmark og Skandinavien har privatiseringsbølgen og nedskæringer af den offentlige sektor ikke ført til arbejdskampe og vilde strejker i det omfang, vi i disse uger oplever i resten af Europa. Årsagen er i høj grad, at reguleringen af arbejdsmarkedet bygger på aftaler, som indgås mellem parterne og med et stærkt arbejdsretsligt system til at sikre, at aftalerne overholdes. Desuden har udliciteringerne herhjemme været håndteret langt mere nænsomt med inddragelse af lønmodtagerne – dog med iøjnefaldende undtagelser som Ribus-konflikten i Esbjerg og udliciteringen af rengøringen på Rigshospitalet tilbage i midten af 90’erne. De udfordringer, som de offentlige sektorer i Europa står overfor, kræver brede løsninger, som inddrager parterne på arbejdsmarkedet, og at man overlader en del af reguleringen til parterne selv. Derfor er det forkert, når de økonomiske vismænd i denne uge konkluderer, at »den danske model« hverken er værre eller bedre end de systemer, som findes i det øvrige Europa.