Europa kan lære af Japans ældrebyrde

Af Aske Munck

Japan er det land i verden, der på kortest tid har oplevet den mest markante forhøjelse af middellevealderen. Det har krystalliseret problemerne med en grånende befolkningspyramide og voksende forsørgerbyrde, der i fremtiden også kommer snigende i de vestlige samfund. Europa bør se mod Japan for inspiration, mener den tyske sociologiprofessor Florian Coulmas, der for tiden forsker i Tokyo.

INTERVIEW I gamle dage i Japan modtog man et officielt brev fra premierministeren og et besøg af byens borgmester, når man kunne fejre sin 100 års fødselsdag. Det gør man ikke længere.

Årsagen? Der er så mange japanere, som bliver over 100 år, at premierministeren kunne bruge al sin tid på at affatte lykønskningsbreve. For i Japan nåede antallet af 100-årige for nylig op på over 40.000. Det højeste antal noget sted i verden.

Men måske er udviklingen med den hastigt grånende japanske befolkning ikke unik, men blot et forvarsel om, hvad der vil ske i fremtiden. Ikke mindst i Vesteuropa. Det er i hvert fald den konklusion, som et dansk-tysk demografisk forskerteam nåede frem til for nylig. I det ansete medicinske tidsskrift The Lancet kunne de afsløre, at over halvdelen af nyfødte i den industrialiserede verden formodentlig kan se frem til at blive over 100 år gamle, hvis den nuværende udvikling i den forventede levetid fortsætter.

Umiddelbart en glædelig nyhed. Men set i et samfundsøkonomisk lys kan de langsigtede perspektiver blive problematiske. Især fordi dalende fødselstal i mange lande samtidig risikerer at få arbejdsstyrken til at skrumpe. Det indebærer, at der i fremtiden vil være langt færre hænder til at klare den forvoksede forsørgerbyrde.

I Japan er stigningen i den forventede levetid sket med fænomenal fart. Levetiden er således blevet fordoblet på 25 år, mens det har taget 80 år i Tyskland og 115 i Frankrig.

Det gør Japan til en oplagt krystalkugle for Vesteuropa, hvis man vil nærstudere demografiske og samfundsmæssige problemer forbundet med en aldrende befolkning, lyder det fra professor i sociologi Florian Coulmas, der er leder af forskningsinstituttet Deutsches Institut für Japanstudien i det centrale Tokyo.

»Situationen er lynhurtigt blevet så alvorlig, er folk synes at være meget mere opmærksomme på problemerne og udfordringerne i Japan end i Europa,« siger han.

Florian Coulmas leder for tiden et større forskningsprojekt, der skal kortlægge de japanske udfordringer og samfundsøkonomiske problemer, som knytter sig til en vaklende befolkningspyramide med smuldrende fundament og overvægt i toppen, og de samfundsøkonomiske løsningsmodeller, som japanerne hitter på for at afhjælpe problemerne. Mange affejer umiddelbart Japan som foregangsland i samfundsøkonomisk sammenhæng, fordi landet på afstand synes så fremmedartet i forhold til Europa. Men det er dumt, vurderer professoren.

Han er ikke et sekund i tvivl om, at man kan lære af at observere forholdene i Japan. Tværtimod mener han, at det kan være en glimrende måde for europæiske politikere at søge ny inspiration på. Og det kan være en særdeles positiv ting, når det drejer sig om at løse de problemer, som den hastigt aldrende befolkning fører med sig, vurderer han.

Tre løsningsmodeller

I Vesteuropa har man haft flere generationer til at vænne sig til en øget velstand og stigningen i levealderen. Og det betyder, at man har vænnet sig til forskellige goder og service, som man efterhånden tager for givet. Og det gør reformer og nedskæringer problematiske, vurderer Coulmas.

»Udgangspunktet er selvfølgelig ikke det samme, og det japanske samfund er meget forskelligt fra den vesteuropæiske socialdemokratiske model. Her i landet forventer borgerne i langt mindre udstrækning, at det offentlige træder til og forsørger en. Følelsen af berettigelse er betydeligt mindre,« forklarer han.

»I Japan diskuterer man ikke på samme måde, hvad man er berettiget til, eller hvad de ældre har krav på. Men derimod hvordan man som samfund skal klare udfordringerne.«

»I Tyskland var det den konservative kansler Bismarck, der i sin tid introducerede tvungen pensionsopsparing. Dengang levede meget få længe nok til at få udbetalt pensionerne, så det var uproblematisk at introducere pensionssystemet. Folk arbejdede, til de blev 60, og så levede de måske et par år længere. Men i dag arbejder de til 60 og lever yderligere 25 år. Så pensionsalderen må sættes op,« forklarer Coulmas.

I Japan sætter man også pensionsalderen i vejret. Men i modsætning til i Europa, går japanerne ikke på gaden for at protestere mod, at regeringerne ’stjæler’ deres pension. De accepterer det derimod mere eller mindre.

»I Japan kan folk ganske enkelt ikke forestille sig blot at skulle trisse rundt og pudse bilen de næste 20-30 år,« konstaterer Florian Coulmas.

Derfor accepterer de uden at blinke at blive længere på arbejdsmarkedet. Og hvis der ikke er brug for dem i traditionelle job, finder de på noget andet. Så kaster de sig for eksempel ud i frivilligt arbejde med en symbolsk aflønning, forklarer han.

Det kan være alt lige fra at skolepatruljer til at sætte cykler på plads i lige rækker foran togstationer og banegårde. Der er nogle, som samler affald op på landets strande, mens andre hjælper til med forsorgen for de endnu ældre.

»Alle disse småjob er i voldsom vækst,« siger Florian Coulmas.

Men en stor del af de ældre kan ikke tage vare på sig selv. Og ældreplejen i Japan lægger ifølge de seneste officielle tal beslag på omkring halvdelen af landets sundhedsbudget. Problemets omfang har været med til at skabe en voldsom bevågenhed om emnet, mener Coulmas.

Aldringen er nemlig sket med så rasende fart, at metoderne til at tage hånd om de ældre, der har brug for det, slet ikke har kunnet følge med. Det har ført til groteske situationer, hvor 75 år gamle ældre tager sig af deres 99 år gamle forældre. I mange tilfælde bryder folk simpelthen sammen under presset fra det, der i de japanske medier kaldes for ’forsørgerhelvedet’.

»Folk bukker under, fordi de samtidig med deres fuldtidsarbejde forventes at tage sig af deres forældre eller bedsteforældre. De bliver slidt helt ned og kan ikke passe godt på de ældste. Kort og godt. I 2006 følte regeringen sig derfor nødsaget til at vedtage en lov mod vanrøgt af ældre. Det var et chok for japanerne,« forklarer Coulmas.

Ikke desto mindre var det medvirkende til at sætte intenst fokus på problemerne, og derfor er alle japanere i dag opmærksomme på samfundets kolossale forsørgerbyrde.

Japanerne arbejder for tiden med tre løsningsmodeller, der skal kompensere for den skrumpende arbejdsstyrke og samtidig lette fremtidens forsørgerbyrde: immigration, robotteknologi og skattefradrag for frivilligt plejearbejde.

Det første bliver afvist af de fleste japanske politikere som alt for kontroversielt og upopulært et tiltag. Ifølge Coulmas har det etnisk homogene øsamfund Japan med stor interesse fulgt de seneste års europæiske immigrationsdebat. Og konklusionen synes overvejende at være, at fordelene ikke opvejer ulemperne.

Robotteknologi opfattes af mange som en mulig løsning på mange aldersrelaterede plejeopgaver. Det kan eksempelvis være løfterobotter, der skal aflaste plejepersonalet – et tiltag, som ventes introduceret i Japans sundhedssektor i 2011. Eller androide robotter i hjemmet, der både holder de ældre med selskab og samtidig overvåger deres daglige rutine og slår alarm, hvis der er afvigelser, som kunne tyde på ulykker eller helbredsproblemer.

»Japanerne ser teknologi som svaret på alt, og robotter som en naturlig del af hverdagen. Og der er ingen tvivl om, at mange opfatter det som en oplagt løsning på mandskabsproblemer,« forklarer Coulmas.

Men robotter er næppe hele svaret. Og da slet ikke i Europa, hvor mange nærer en dyb skepsis over for teknologi – ikke mindst når det drejer sig om overvågning og robotter.

Almindelige borgere plejer ældre

Mest interessant for de europæiske samfund er måske i virkeligheden de tiltag, som den japanske stat har gjort for at mobilisere civilsamfundet og delagtiggøre almindelige borgere i ældreplejen ved at yde skattefradrag, hvis man påtager sig pligter som for eksempel at hjælpe ældre med indkøb, besøg, rengøring og den slags.

»I Japan vil man – ligesom i Europa – gerne holde folk hjemme i så lang tid som overhovedet muligt. Men det forudsætter selvfølgelig, at der er mulighed for at hjælpe dem i hjemmet. Men mange af de ting, som man normalt i Europa ville se det offentlige tage sig af, bliver i Japan varetaget af borgerne selv, der blot får skattefradrag for det. Og det betyder, at der er et helt nyt samarbejde mellem det offentlige og civilsamfundet i ældreplejen,« forklarer Florian Coulmas.

Det udfordrer grænserne mellem stat og civilsamfund, fordi staten pludselig bliver afhængig af frivillige borgeres og uafhængige organisationers ydelser til ældrepleje. Og det mener Coulmas kunne være interessant at se på for europæiske politikere.

»Hidtil synes diskussionerne i Vesteuropa at have kredset om, hvordan vi kan bibeholde det nuværende system, sådan som det er. Men måske skal systemet gentænkes, og her kan man finde inspiration i de japanske løsninger,« vurderer han.

For ifølge Florian Coulmas vil de europæiske staters mere eller mindre socialdemokratiske systemer fremover være under konstant pres for at inddrage civilsamfundet mere i forsørgeropgaverne, fordi samfundsøkonomien simpelthen ikke kan bære andet på lang sigt. Staten kunne således se sin rolle udvidet fra at stå for simpel økonomisk omfordeling til også at fungere som mægler, når det drejer sig om at inddrage de almindelige borgere i forsorgsarbejdet, eksempelvis i forbindelse med hjælp i hjemmet eller udbringning af fødevarer.

»Det kunne i sidste ende betyde, at vi bevægede os mere i retning af et japansk inspireret samfund, hvor folk tager et personligt ansvar for de ældre og ikke blot afskriver dem som noget, man betaler skat for at få det offentlige til at håndtere,« siger han.