Eurokrisen sender Danmark ud på EU’s sidespor

Af Jens Thomsen

Anført af Tyskland og Frankrig intensiverer de 17 euro-lande nu det økonomiske samarbejde. Ifølge et tysk-fransk udspil skal eurolandene blandt andet koordinere pensionsalder og lønudvikling. Udspillet skaber ballade i EU, men Tyskland og Frankrig ønsker ny EU-pagt.

UDENFOR Danmark bliver skubbet endnu længere ud på EU’s sidespor, mens euro-landene bliver koblet tættere sammen på det europæiske hovedspor. Det ser ud til at blive resultatet af et omstridt udspil fra Tyskland og Frankrig, der ønsker en strammere styring af økonomien i de 17 eurolande for i fremtiden at undgå økonomiske sammenbrud som i Grækenland og Irland.

I første omgang har det tysk-franske udspil skabt dyb forvirring. Uden at give konkret forslag lægger udspillet op til, at EU skal blande sig i politisk følsomme områder som pensionsalder og løndannelse i eurozonen. Forslaget har vakt utilfredshed blandt EU-landene, fordi det blev lanceret som en overraskelse under et EU-topmøde 4. februar i Bruxelles. Men den politiske retning er klar nok.

De to største eurolande – Tyskland og Frankrig – ønsker at fjerne nogle af de store økonomiske forskelle, der under overfladen deler eurozonen i nord og syd. Nordeuropa fører an økonomisk, mens middelhavslandene halter bagefter på grund af lav konkurrenceevne, og de store økonomiske forskelle er en trussel mod euroen.

Men den klodsede facon, som Tysklands kansler Angela Merkel og Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy præsenterede deres fælles udspil på, har fra begyndelsen skabt dyb modvilje.

»Udspillet har først og fremmest skabt en masse forvirring,« siger Anne E. Jensen, der er medlem af Europa-Parlamentet for Venstre.

»Der er i forvejen mange forslag, der flyver rundt i luften. Hvis det tysk-franske udspil skal blive til noget, skal det bringes ind i samarbejdsprocessen, og alle lande skal med,« siger Anne E. Jensen.

Dan Jørgensen, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne, er dybt uenig i indholdet af det tysk-franske udspil, der går under navnet ’konkurrenceevnepagten’.

»Vi skal helt klart gøre noget for at løse de økonomiske problemer, men udspillet er meget gammeldags, borgerlige tanker om at skære mest muligt i det offentlige,« siger han.

»I stedet for en pagt for konkurrenceevne skulle man hellere have en vækstpagt, der skaber arbejdspladser og økonomisk vækst.«

Forslag savner støtte

Ifølge udspillet bør eurolandene fremover koordinere deres økonomiske politik bedre og på flere områder, end det sker i dag. Tyskland og Frankrig ønsker blandt andet at koordinere pensionsalderen, løndannelsen, den offentlige gældsætning og selskabsbeskatningen i eurolandene. Og de to landes ledere har allerede trådt på så mange ømme ligtorne i EU-kredsen, at konkurrenceevnepagten får en svær fødsel.

»Der er ikke støtte til det. Det kommer ikke til at ske i den form,« siger en embedsmand i Bruxelles med godt kendskab til reaktionerne på den tysk-franske konkurrenceevnepagt.

Pensionsalder og lønudvikling har hidtil været EU-landenes egen sag, som Bruxelles ikke har blandet sig i, men Tyskland og Frankrig ønsker det altså anderledes. Hvad pensionsalderen angår, kan man forestille sig, at EU skal holde øje med, om eurolandenes pensionssystemer er økonomisk bæredygtige, så pensionsudbetalinger ikke kan udløse krise i de offentlige finanser. Men det er fortsat uklart, hvad Tyskland og Frankrig ønsker – og hvad resten af eurolandene vil gå med til.

Selv Belgien, der normalt er tilhænger af tættere europæisk integration, måtte melde pas under EU-topmødet, da Merkel og Sarkozy lagde op til et opgør med indeksregulering af lønningerne, som der er tradition for på det belgiske arbejdsmarked.

Andre ømme punkter er selskabsbeskatning og kontrol af den offentlige gæld. Irland og en række østeuropæiske lande ser det som et direkte angreb på dem, når Tyskland og Frankrig ønsker EU-indflydelse på selskabsbeskatningen. Lav selskabsskat i disse lande har længe været en torn i øjet på Berlin og Paris, men i de fattigere østlande ses lav selskabsbeskatning som et vigtigt middel til at skabe nye arbejdspladser og økonomisk vækst.

Tysklands ønske om, at alle euro-lande skal have en ’gælds-bremse’ indskrevet i lovgivningen, som begrænser den offentlige gæld, har også udløst protester.

De sydeuropæiske lande og Irland, som er direkte afhængige af Tyskland på grund af deres økonomiske kriser, har forholdt sig tavse. Det har den polske regering derimod ikke. Polen, der ligesom de øvrige ’nye’ EU-lande er på vej mod euromedlemskab, finder det stærkt provokerende, at Tyskland og Frankrig i hemmelighed forbereder initiativer for eurozonen.

Blot tre dage efter topmødet i Bruxelles måtte Merkel og Sarkozy tage på politisk brandslukningsvisit i Warszawa.

»Med hensyn til konkurrenceevnepagten, som er ved at blive etableret (…) har vi sagt, at vi opfordrer lande, som endnu ikke har euroen, til at deltage,« sagde Angela Merkel på et pressemøde i Warszawa med Nicolas Sarkozy og den polske præsident Bronislaw Komorowski.

Merkel lod dog samtidig forstå, at eurolandene af og til har behov for at mødes uden deltagelse af lande uden for euroen.

Travlhed er upopulær

Det er Tysklands og Frankrigs ambition, at EU-landene skal nå til enighed om konkurrenceevnepagten allerede i slutningen af marts. På den måde kan pagten være klar samtidig med, at EU forstærker den midlertidige krisemekanisme for nødstedte eurolande og vedtager en langsigtet, permanent krisemekanisme.

Det er en meget kort tidsfrist i EU-sammenhæng, som har gjort forslaget upopulært i EU-kommissionen og i Europa-Parlamentet, som står til at blive forbigået i processen.

Merkel og Sarkozy ønsker nemlig, at EU-landenes regeringer skal forhandle direkte med hinanden om pagten i et mellemstatsligt samarbejde frem for at inddrage kommissionen og parlamentet i arbejdet.

Den forhastede og mellemstatslige fremgangsmåde skaber uklarhed om, hvilken status konkurrenceevnepagten skal have i EU-samarbejdet. EU har allerede en pagt, Stabilitets- og Vækstpagten, der skal sikre et stabilt fundament under euroen, og en række stramninger af denne pagt er på vej som følge af den økonomiske krise. Det er blandt andet Stabilitets- og Vækstpagten, der bestemmer, at EU-landene skal stræbe mod en offentlig gæld på maksimalt 60 procent af bruttonationalproduktet (BNP) og offentlige underskud på højst tre procent af BNP.

»Konkurrenceevnepagten er nødt til at blive koblet til Stabilitets- og Vækstpagten på en eller anden måde. Den nye pagt er jo en udmøntning af stabilitetspagten,« siger Anne E. Jensen (V).

»Hvis konkurrenceevnepagten ikke bliver knyttet til stabilitetspagten, bliver den et fremmedelement,« siger hun.

I Europa-Parlamentet og EU-kommissionen fremkalder direkte samarbejder mellem EU-landenes regeringer per automatik nervøse trækninger. Det betyder i kommissionens og parlamentets øjne, at EU’s normale beslutningsproces bliver kortsluttet.

Lederen af den liberale gruppe i Europa-Parlamentet, Guy Verhofstadt, der er tidligere belgisk premierminister, opfordrede derfor forleden EU-kommissionens formand Jose Manuel Barroso til at fremlægge sit eget rivaliserende forslag til en konkurrenceevnepagt.

»Barroso blev i første omgang reddet af modstanden i fredags (under EU-topmødet, red.) fra et antal utilfredse mindre medlemslande, som afviser Frankrigs og Tysklands damptromletaktik. Han bør nu forberede sine egne forslag i tide inden topmødet i marts,« sagde Guy Verhofstadt.

»Kommissionen må ikke blive fanget på det forkerte ben, men må hellere lægge sig i front ved at udarbejde sit eget initiativ, som kan diskuteres på topmødet, frem for bare at lægge ryg til en plan, som er udklækket i nationale hovedstæder,« sagde Verhofstadt.

Manuel Barroso har dog ikke luftet planer om et modspil, og ifølge kilder i kommissionen er modstanden blandt medlemslandene så stor, at den tysk-franske plan får en svær gang på jord.

Danmark uden for døren

De fleste er dog enige om, at Merkels og Sarkozys initiativ på lidt længere sigt kan få stor betydning for EU, og at den kun er begyndelsen til en oprustning af samarbejdet mellem eurolandene.

»I første omgang kan pagten måske blive en politisk overbygning til euroen, men den er et klart signal om, at Tyskland og Frankrig ønsker at styrke samarbejdet om euroen,« siger en embedsmand i Bruxelles.

For Danmark, der står uden for euroen, er pagten ensbetydende med politisk vanskelige tider, spår Dan Jørgensen.

»Det er for mig at se soleklart, at Danmark bliver mere marginaliseret nu, og der er i forvejen en masse initiativer i gang på euroområdet, som betyder, at Danmark kommer længere ud på sidelinjen,« siger han.

Dan Jørgensen afviser dog, at konkurrenceevnepagten vil skabe et Europa i to hastigheder, som nogle kritikere har advaret om.

»Men det er klart, at vi har problemer med konkurrenceevnen i Europa, selv om jeg mener, det tysk-franske udspil går i den forkerte retning,« siger han.

For Danmark og den danske regering kan de nye tider i EU dog komme hurtigt. 1. januar 2012 overtager Danmark formandskabet i EU i seks måneder. Og det første EU-topmøde under dansk formandskab kan blive uden dansk deltagelse, hvis eurolandene gør alvor af de tysk-franske tanker om at holde et topmøde kun for eurolandene.

I praksis har eurozonen allerede intensiveret mødeaktiviteten på topplan kraftigt. 4. marts mødes 14 konservative regeringsledere fra EU, inklusive Angela Merkel og Nicolas Sarkozy, til et topmøde i Finland, som skal berede vejen for et særligt eurotopmøde i Bruxelles 11. marts for de 17 euro-lande. Dette møde skal blandt andet bane vejen for vedtagelse af konkurrenceevnepagten på et topmøde for alle 27 EU-lande 24. og 25. marts.