Euroafstemninger sparket til hjørne

Af Illustration: Rasmus Juul
Peter Munch-Madsen

Den græske finanssyge, sydeuropæiske landes vaklende økonomier og krisen i eurosamarbejdet har igen sat Danmarks, Sveriges og Storbritanniens fremtid i ’Euroland ’på dagsordenen. Danmark og Sverige sparker euroafstemninger ud i fremtiden, mens det er tvivlsomt, om Storbritannien nogensinde tager en afstemning om indførelse af den forkætrede fælles europæiske valuta.

VALG Den verserende krise i eurosamarbejdet har genåbnet porten til et dansk kapitel, der handler om fordele og ulemper ved eurosamarbejdet samt timingen af et kommende tidspunkt for en dansk afstemning om euroen.

Krisen sætter imidlertid en effektiv stopper for en snarlig dansk afgørelse i sagen, vurderer professor Martin Marcussen fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

»Vælgerne kan se frem til en årrække, hvor en dansk statsminister ikke vover at udskrive en folkeafstemning om vores kobling til den europæiske valuta, og danskerne vil først igen fra 2014 kunne blive trukket til valgurnerne i eurospørgsmålet.«

Han mener, at det vil blive stort set umuligt for enhver siddende regering i perioden efter det planlagte folketingsvalg i 2011 at vinde en euroafstemning, fordi krisen i eurosamarbejdet vil stå for frisk i erindringen hos vælgerskaren.

»Hvad enten statsministeren hedder Løkke, Thorning-Schmidt eller noget tredje vil en euroafstemning derfor være folkeligt uspiselig de kommende år,« lyder meldingen fra universitetsprofessoren.

Den danske og internationale erhvervskommentator Robert Spliid opfatter de nuværende vanskeligheder i eurosamarbejdet som en overgangsfase, og mener, at eurospørgsmålet igen om et par år vil være afstemningsmodent i Danmark.

»Euroen er en relativt ung valuta, og den befinder sig i øjeblikket i en fase, hvor den ’stresstestes’. Valutaen vil fremover blive udsat for flere stress­test i takt med, at forskellige eurolande oplever vanskeligheder med at leve op til Stabilitets- og Vækstpagtens konvergenskriterier, der markerer grænsen for blandt andet størrelsen på offentligt budgetunderskud, gæld og inflation,« forklarer erhvervskommentatoren, der har ledelseserfaring fra flere store globale investeringsbanker.

Krise øger modstand

Robert Spliid mener, at vi blot har set begyndelsen på udfordringer i eurosamarbejdet, der med kombinationen af politiske og økonomiske elementer rummer flere potentielle stressfaktorer. Det blev eksempelvis demonstreret, da den tyske forbundskansler Angela Merkel for kort tid siden meldte til omverdenen, at euro-zonens politiske dimension skal styrkes, og at lande med uholdbare budgetunderskud bør miste stemmeretten i EU.

»Når prøvelsernes tid er forbi for euroen, og den danske gennemsnitsvælger har haft omkring to år til at slette eurovirakken fra korttidshukommelsen, vil vi fra omkring 2014 opleve en dansk statsminister spekulere i en afstemning om euroen,« siger Robert Spliid.

En analyse af danskernes holdning til europrojektet viser, at den seneste krise i de såkaldte PIIGS-lande – bestående af Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien – har øget modstanden til det europæiske valutasamarbejde. Resultatet af en opinionsmåling gennemført af Greens Analyseinstitut i midten af maj 2010 fortæller, at nej-siden i Danmark har halet kraftigt ind på ja-siden, og at cifrene nu er 49-45 procent i ja-sidens favør. Dermed opnår europrojektet, som følge af krisen i Sydeuropa og de afledte negative effekter på eurosamarbejdet, den laveste danske tilslutning siden 2001.

Når en dansk euroafstemning indfinder sig om nogle få år, råder professor Martin Marcussen strateger på både ja- og nej-siden til at pudse de politiske markedsføringsbriller af for at granske, hvad der fik danskerne til at vende tommelfingeren nedad ved afstemningen i 2000. Der bliver peget på fire væsentlige forhold, der førte til, at ja-fløjen kiksede sit forsøg på at overtale danskerne til at stemme for euroen.

For det første forsøgte ja-siden alt for bombastisk at fremhæve de mikroøkonomiske fordele for industrien og danske turister ved reducerede transaktionsomkostninger i et eurofællesskab. Ja-siden undervurderede i den sammenhæng, hvor store negative følelser udsigten til et farvel til den danske mønt havde i befolkningen. Dernæst gav makroøkonomiske argumenter om potentielle tab af arbejdspladser ved at stå uden for euroen et bagslag i den danske befolkning, fordi danskerne havde tiltro til den danske økonomis selvstændighed og robusthed. I sidste del af eurokampagnen blev mikropolitiske argumenter taget i anvendelse for at overbevise nej-sigerne om landets manglende politiske indflydelse ved at stå udenfor samarbejdet, ligesom danskerne blev stopfodret med makroøkonomiske ræsonnementer, der fortalte, hvor stor betydning euroen har som pengepolitisk skjold for danskerne. Kampagnen resulterede i, at ja-sigerne snublede i deres egen strategi.

»Der er ikke noget galt med de brugte argumenter, fordi eurospørgsmålet naturligvis har mange facetter. Det interessante er, at hele ja-sidens overtalelsesstrategi i eurospørgsmålet slog fejl, fordi danskerne blev betænkelige ved debattens ensidige fokus på fordelene ved et medlemskab af Euroland. Politikerne må lære, at danskerne stemmer som trodsige teenagere, når de fornemmer, at de skal overtales til at sætte et bestemt kryds på stemmesedlen,« siger Martin Marcussen.

Hastigt holdningsskift i Sverige

Martin Marcussen peger på, at svenskerne under deres eurovalgkampagne i 2003 begik stort set de samme fejl som den danske ja-fløj i promoveringen af europrojektets forcer. Det resulterede i, at svenskerne med 56,1 procent af stemmerne ligesom danskerne sagde nej til optagelse i eurozonen.

En dugfrisk rapport fra Svenska Institutet for Europapolitiske Studier (SIEPS) viser, at den svenske nej-side ubrudt har haft føringen over ja-siden i perioden fra 2003 til 2009. Rapporten demonstrerer samtidig, at der i slutningen af 2009 for første gang siden afstemningen i 2003 var et svensk flertal for deltagelse i eurosamarbejdet med cifrene 41 procent for og 38 procent imod. Det skyldes ifølge rapporten svenskernes nervøsitet ved at stå uden for et indflydelsesrigt europæisk økonomisk og monetært samarbejde, mens den globale finansielle krise tog fart og den svenske krone tabte værdi over for euroen.

Den svenske ja-sides føring er dog med den seneste storm om eurosamarbejdet blevet sendt hurtigt og grundigt til tælling. Ifølge en meningsmåling gennemført af det svenske opinionsinstitut Demoskop i april 2010 har nej-siden øget sin tilslutning betragteligt de seneste måneder, og i dag går mellem 55 og 60 procent af svenskerne imod en deltagelse i eurosamarbejdet.

»Krisen i Euroland har ganske enkelt blæst både en mulig kommende euroafstemning og et ’ja’ langt ud i fremtiden,« lyder kommentaren fra den svenske valgforsker Søren Holmberg, der er medforfatter til rapporten fra SIEPS.

Valgforskeren vurderer, at det hurtige svenske sindelagsskifte skyldes, at befolkningen med den øjeblikkelige krise i eurosamarbejdet ikke længere kan se, at det økonomiske og monetære samarbejde i Europa levner plads til forskelle i de enkelte landes håndteringer af deres økonomiske situationer. De sydeuropæiske landes fastlåsthed og behov for at rette skarpt ind efter konvergenskriterierne understøtter dermed ét af nej-sidens stærkeste argumenter i den svenske eurodebat.

»Det får naturligvis konsekvenser for en eventuel svensk euroafstemning,« forklarer Søren Holmberg.

Udviklingen i Sverige manifesterer, hvor sensitivt vælgerne reagerer på eurospørgsmålet, når valutasamarbejdet befinder sig i en krisesituation.

Daniel Naurin er associeret professor på Göteborg Universitet og han peger på, at den svenske vælgerskares brat vigende støtte til eurosamarbejdet har accelereret i kølvandet på toneangivende svenske politikeres afstandtagen til eurosamarbejdet i den seneste tid. Stort set hele det politiske spektrum bestående af regeringsførende Moderaterne, Centerpartiet, Det Liberale Parti og Kristdemokraterne har sammen med Socialdemokratiet i opposition sparket eurospørgsmålet grundigt til hjørne i Sverige.

»Derfor er en svensk folkeafstemning nu skudt frem til i hvert fald 2014, og kun det lille svenske Folkpartiet holder stædigt fast i europrojektets fordele overfor svenskerne, og partiet har ikke vægt nok til at skyde en afstemning om europrojektet frem på den politiske agenda de kommende fire år,« siger Daniel Naurin.

Dermed står både Danmark og Sverige i den situation, at landene først fra omkring 2014 igen vil skulle tage stilling til spørgsmålet om deltagelse i euroen.

Storbritannien sværger til pundet

På linje med Danmark og Sverige har også Storbritannien valgt at stå uden for deltagelse i eurosamarbejdet. Mens folkeopinionerne oftest kløves i lige store dele ja- og nejsigere i Danmark og Sverige, er Storbritannien kendetegnet ved at holde nej-sidens permanente og solide førergreb i spørgsmålet om deltagelse i det kontinentale Euroland.

Den nuværende krise i Euroland har ikke ændret briternes negative opfattelse af eurosamarbejdet, og ja-fløjen har ifølge opgørelser fra Europa-Kommissionens Eurobarometer typisk haft en tilslutning på mellem blot 25 og 35 procent af vælgerskaren.

»Eurokrisen har sendt den britiske modstand mod eurodeltagelse op på omkring 80 procent og ja-holdet i Storbritannien er ikke levnet chancer for at tage et spring fremad de næste mange år,« fremhæver Mats Persson, der er leder af den britiske tænketank Open Europe.

Ingen af de toneangivende politiske partier – hvad enten der er tale om de liberale demokrater, Labour eller de konservative i Storbritannien – leverer i dag støtte til britisk optagelse i Euroland. Dermed er den politiske opbakning til projektet elimineret i Storbritannien. For blot få år siden leverede de liberale demokrater stadig støtte til britisk deltagelse i eurozonen, og daværende premierminister Tony Blair argumenterede kraftigt for et farvel til britisk enegang uden for euro-kontinentet.

»Med Gordon Brown ved roret i Labour faldt støtten til eurodeltagelsen væk, og de liberale demokrater har, med eurokrisernes forskellige krise­intervaller, ikke helhjertet kunnet forsvare projektet over for den britiske offentlighed. Euroen er ikke briternes kop te,« forklarer Mats Persson.

Den danske erhvervskommentator Robert Spliid ser ikke briterne skifte pundet ud med euroen i vores tid.

»Englænderne sværger til pundet, og at opgive pundet vil være det samme for briterne som at indrømme, at Storbritannien ikke længere er en stormagt,« siger han.

I vurderingen af, om det bliver Storbritannien, Danmark eller Sverige, der først sætter en folkeafstemning om euroen på programmet, spår både professor Martin Marcussen og Robert Spliid, at Danmark vil lægge for med en afstemning om vores euroforbehold i perioden fra 2014, hvorefter svenskerne vil følge i danskernes fodspor.

Det var også tilfældet i 2003, hvor svenskerne tre år efter danskerne stemte nej til deltagelsen i eurosamarbejdet med en kopi af den danske eurodebat. Briterne er ikke længere med i spillet om deltagelse i Euroland.