EU svigter Østeuropas borgerretsforkæmpere

Af

Tæsk til homoseksuelle i Litauen og bevæbnede bander på romajagt i Slovakiet. De fleste er enige om, at det ser skidt ud med borgerrettighederne i EU’s medlemslande i øst godt fem år efter udvidelsen. Alligevel står netop borgergrupper fra østlandene sidst i køen, når EU uddeler penge. De fleste penge går i stedet til de gamle medlemslande, og en tredjedel ender direkte hos et voksende antal organisationer i Bruxelles.

PENGEJAGT Ofte står EU klar med løftede pegefingre, når medlemslande i Østeuropa har problemer med rettighederne for homoseksuelle, romaer eller andre minoritetsgrupper. Det er en af grundene til, at EU støtter organisationer og foreninger, der arbejder for, at EU-borgere frit skal kunne ytre sig, praktisere deres religion og seksualitet. 

Men organisationerne i EU’s østlande står efter fem års medlemskab fortsat bagerst i køen, når den største pulje på mere end 100 millioner kroner årligt uddeles fra EU-kommissionens kontor for medborgerskab. Bare 14 procent af midlerne gik i 2010 til medlemslandene i Østeuropa. Det viser nye tal, som Ugebrevet A4 har analyseret. Tallene stemmer overens med resultatet af en større undersøgelse, fra forskere ved Syracuse Universitet i USA. Her har man kortlagt EU’s uddelinger af godt 1,1 milliard kroner til over 1.100 tænketanke og græsrodsorganisationer i perioden 2003 til 2007.

Ifølge professoren bag undersøgelsen Christine Mahoney har EU svært ved at leve op til egne mål om at inddrage borgergrupper fra østlandene:

»De ældste og rigeste medlemmer modtager det største antal bevillinger og de største beløb. EU-kommissionen foretrækker europæiske paraplyorganisationer, der har tendens til at arbejde mest i Vesteuropa.«

Papirer kvæler østansøgere

Nilda Bullain er direktør i det Europæiske Center for Foreningsret i Ungarn og ikke i tvivl om, hvorfor de østeuropæiske organisationer sjældent får fingre i EU-millionerne.

»Der er lange ansøgningsprocedurer, og det kræver en enorm indsats at indsende rapporter til EU. På den ene side har EU strenge krav til dokumentation af støtten med masser af papirarbejde, men på den anden side afviser EU at støtte de udgifter, som al administrationen fører med sig,« siger hun.

Nilda Bullain har taget konsekvensen af bureaukratiet og går i dag uden om EU-støtten.

Kritikken af administrationen kender Venstres medlem af Europa-Parlamentet Anne E. Jensen ganske godt fra budgetudvalget.

»Den langvarige administration og de sene udbetalinger er et problem. Det gør jo ikke livet nemmere for de organisationer, der i forvejen er fattige. Så de seneste år har vi faktisk erkendt, at administrationen måske er lidt for stram. Men det er en svær balance, for vi kan jo heller ikke leve med svindel af nogen art.« 

Men Nilda Bullain køber ikke forklaringen om, at administrationen giver mindre svindel. 

»Problemet er, at EU udelukkende kigger på, at papirerne formelt er i orden. Så vi ser i praksis, at organisationer kan lære papirarbejdet at kende og derefter i realiteten har fri bane til at svindle.«

Baghjul til Litauen

Tallene fra EU-kommissionen slår fast, at det ikke står lige skidt til med støtten til alle nye medlemslande. I Ungarn henter organisationer således flere millioner kroner årligt, mens lande som Litauen og Rumænien nærmest ingen penge ser. Medlem af Europa-Parlamentet Britta Thomsen (S) ser det som udtryk for forskellige foreningskulturer i Østeuropa.

»Når østlande mangler foreningsliv, er EU’s vigtigste rolle at sætte skub i dette ved at fostre partnerskaber på tværs af landegrænser. Så når danske og spanske fagforeninger går sammen om at støtte litauiske fagforeninger i kampen imod vold mod kvinder, er de jo med til at give de litauiske foreninger et kæmpe løft. Det kan gøre dem i stand til at stå på egne ben i fremtiden.«

Professor ved Københavns Universitet Marlene Wind mener ikke, at den skæve fordeling er EU’s ansvar.

»EU kræver i stort set alle forhold, at deres millioner spredes mellem landene, og undersøgelsen fortæller os da heller intet om, hvorfor de nye medlemslande ikke får mere. Er det, fordi EU afviser dem, eller simpelthen, fordi de ikke søger,« spørger hun.

Hun tror ikke, at de østeuropæiske borgergrupper bliver snydt i uddelingerne. I stedet fremhæver hun, at det tager tid for de nye medlemmer at lære at søge om pengene.

»Det mest sandsynlige er vel nok, at de aldrig nogensinde når at søge, for EU-systemet er en jungle at finde rundt i. Der gælder derfor bare det helt basale forhold, at de nye medlemslande har brug for viden om, hvordan man ansøger. Man skal være i Bruxelles for at finde vej til tilskudsmillionerne.«

Østlande får rigeligt

Ifølge undersøgelsen uddelte EU på tværs af forskellige direktorater i 2006 op imod 420 millioner kroner til organisationer. Fra EU-kommissionen har Ugebrevet A4 imidlertid kun været i stand til at fremskaffe oplysninger om udbetalinger for 90 millioner kroner i 2010. Men Anne E. Jensen (V) minder om, at tallene skal ses i en større sammenhæng.

»Uanset størrelsen er disse midler en dråbe i det hav af milliarder af euro, der årligt tager turen østover til de nye medlemslande til undervisning, infrastruktur og borgerrettigheder. Så lad os bevare proportionerne. Men det er beklageligt at EU’s budget er så svært at læse.«

Nilda Bullain peger imidlertid på, at netop disse midler er vigtige for Østeuropas græsrødder.

»Her i Ungarn har flere borgerrettighedsgrupper stor gavn af disse midler, fordi de kommer direkte fra EU. Alle øvrige EU-midler styres nemlig af den ungarske regering, der ofte lægger kontroversielle organisationer på is. Men organisationerne kan mærke konkurrencen med de europæiske organisationer i Bruxelles, som har flere ressourcer til at ansøge.«

Klumpspil i Bruxelles

Tal fra EU-kommissionen bekræfter, at støtten til organisationer i Bruxelles er i fremgang, og i 2010 modtog disse organisationer knap en tredjedel af alle EU-midler. Britta Thomsen (S) er imidlertid en stærk tilhænger af de europæiske paraplyorganisationer i Bruxelles.

»Som parlamentariker er det helt afgørende, at der er europæiske grupper i Bruxelles, hvor lovgivningen bliver til. Når jeg har brug for viden om situationen for homoseksuelle i medlemslandene, er det en stor hjælp, at organisationen for homoseksuelle kan opdatere mig om, hvilke lande der fører den bedste politik, og hvordan Danmark står i det samlede regnskab.«  

Men Nilda Bullain ser flere eksempler på, at organisationer med hovedsæde i Bruxelles er uden for demokratisk kontrol og rækkevidde.

»I realiteten ved vi ikke, hvad der sker i disse organisationer, der jo rent faktisk får penge for at udføre aktiviteter på tværs af Europa. Jeg har selv set flere eksempler på, at dyre kontorer og lønninger i Bruxelles kommer i første række. Vi ser også tit, at ledelsen eksempelvis i tænketanke begrænser sig til få nationaliteter, hvor repræsentanter fra de nye medlemslande sjældent sidder med ved bordet.«

I det samlede regnskab tegner tænketankene med hovedsæder i typisk Belgien og Frankrig sig for knap 20 procent af støtten. Men hos EU-kommissionen fastholder sektionsleder Sophie Beernaerts, at støtten til både tænketanke og organisationer i Bruxelles kommer alle til gode.

»De repræsenterer ikke Belgien, men alle deres medlemsorganisationer på tværs af Europa.«

Anne E. Jensen (V) erkender, at der tale om en udfordring.

»Vi skal ikke skabe et lag af lobbyister i Bruxelles, som er økonomisk afhængige af EU-kommissionen. For det er jo netop EU-kommissionen, de skal stå op imod. Organisationerne får imidlertid sjældent direkte støtte til deres kontorer, men typisk til aktiviteter i medlemslandene. Vi skal dog nok være bedre til at stille mere specifikke krav om, at de europæiske organisationer skal arbejde på tværs af grænserne.«