EU strides om udenlandsk arbejdskraft på 12. år

Af Jens Thomsen

Økonomisk krise og EU’s udvidelse har gjort europæiske politikere metaltrætte i forhold til indvandring. Europa står over for mangel på arbejdskraft, men indvandrerpolitik deler fortsat vandene.

DØDVANDE Selv om det er over 10 år siden, EU-landene besluttede at styrke indvandringen gennem fælles, strømlinede regler for udlændinge, der søger arbejde i Europa, bakser europæiske politikere i disse uger stadig med at nå til enighed.

De fleste politikere er enige om, at Europa får hårdt brug for velkvalificeret arbejdskraft om få år for at klare sig i den globale konkurrence med USA, Østen og Sydamerika. Men politikernes appetit på at arbejde aktivt for indvandring er behersket.

Indvandring er kort sagt en varm, politisk kartoffel, og mens EU-systemet har tygget drøv på sagen, er indvandringen til EU-landene tilsyneladende begyndt at klinge af. I 2008 faldt indvandringen til EU med omkring seks procent, mens udvandringen voksede med 13 procent.

»Det er firkantet sagt et spørgsmål om, at vi ikke ønsker dem, og at de ikke ønsker os,« siger Hugo Brady fra tænketanken Centre for European Reform med henvisning til den faldende indvandring.

Kort før jul forkastede Europa-Parlamentet det lovforslag, der skulle sikre en forenklet papirgang for indvandrere, der søger om opholds- og arbejdstilladelse i et EU-land. Samtidig skulle lovforslaget, der går under navnet ’single permit’, give indvandrere adgang til samme rettigheder socialt og på arbejdsmarkedet, som deres indfødte kolleger i de lande, de søger ophold i.

Nu forhandler partierne i Europa-Parlamentet i et nyt forsøg på at få vedtaget direktivet om den fælles opholds- og arbejdstilladelse. Men ønsket om at lette adgangen for arbejdssøgende indvandrere bekymrer især de socialdemokratiske medlemmer af parlamentet.

»Jeg håber, forslaget bliver stemt ned i dets nuværende form, for ellers får vi skabt ulige vilkår for forskellige grupper på arbejdsmarkedet,« siger parlamentsmedlem Ole Christensen (S).

Han er kritisk over for lovforslaget, fordi det ikke omfatter alle former for arbejdssøgende indvandrere. En af undtagelserne er sæsonarbejdere, som i fremtiden vil få deres vilkår reguleret af et særligt direktiv. Og sæsonarbejderne får ikke samme rettigheder som indvandrere, der opholder sig i lang tid i et EU-land under reglerne for single permit.

Det skaber risiko for dumping af lønninger og arbejdsforhold, frygter socialdemokraterne, mens de borgerlige partier og en række EU-lande foretrækker at have særlige regler for sæsonarbejdere, som hvert år i hundredtusindvis strømmer til især Sydeuropa.

Sporene skræmmer

De borgerlige partier i Europa-Parlamentet forsøger nu på at få single permit-direktivet bugseret gennem Europa-Parlamentet i løbet af et par måneder. Men Hugo Brady vurderer, at EU’s indvandringspolitik samlet set er en død sild.

»Det kan godt være, at Europa har brug for de ekstra hænder, men har vores samfund evnen til at tage imod stor indvandring? Den sociale åbenhed for den slags er der bare ikke i Europa. Tyskland og Østrig er imod en EU-ledet politik for indvandring, og i lande som Danmark og Holland er indvandring politisk meget sensitiv,« siger han.

Sporene fra årelange og resultatløse forhandlinger med modstræbende EU-landes ministre og embedsmænd om en fælles politik for indvandring skræmmer ifølge Hugo Brady.

»EU’s indvandringspolitik er nærmest sovende, og den står nederst på EU-kommissionens liste over politiske gøremål. Jeg kan ikke forestille mig en europæisk politiker, som kan gå til valg – og blive valgt – på en dagsorden om at indføre en smart ordning for indvandring af arbejdskraft,« siger han.

Omkring 57 procent af indvandrerne til EU-landene i 2008 kom fra lande uden for EU. Marokkanere, kinesere og indere toppede listen, men indvandringen er ujævnt fordelt. Spanien modtog knap en halv million indvandrere fra lande uden for EU, 307.000 tog til Storbritannien, mens Italien og Tyskland modtog henholdsvis 284.000 og 238.000.

Til sammenligning modtog Danmark knap 18.000 indvandrere fra lande uden for EU.

Over 10 år undervejs

EU-landenes besværlige vej til en fælles indvandringspolitik tog sin begyndelse i 1999, da de europæiske stats- og regeringschefer enedes om, at indvandrere, der kom lovligt til EU, skulle have en fair behandling og sikres sociale rettigheder og pligter på lige fod med EU-borgere.

Da EU-kommissionen i 2001 fremlagde et forslag, der skulle harmonisere betingelserne for disse indvandreres adgang til EU, gjorde EU-landene imidlertid kort proces med forslaget. De afviste at lade EU fastsætte fælles kriterier for indvandrere – det skulle landene nok selv klare ud fra nationale ønsker og behov.

I 2006 måtte kommissionen modvilligt trække forslaget tilbage efter flere års politisk dødvande.

I mellemtiden var de europæiske ledere i 2004 atter nået frem til, at der skulle sættes gang i den fælles indvandringspolitik. Indvandring spiller en vigtig rolle i EU’s målsætning om at udvikle en avanceret, vidensbaseret økonomi, lød budskabet fra EU-toppen.

Denne gang blev planerne imidlertid overhalet indenom af den politiske krise om EU’s nødstedte forfatningstraktat. Først da forfatningstraktaten var blevet revideret og vedtaget under navnet Lissabon-traktaten i efteråret 2007, fremlagde EU-kommissionen forslaget om en single permit for ’økonomiske indvandrere’. Forslaget bevarer EU-landenes ret til at bestemme, hvor mange indvandrere de vil modtage, og hvilke ansøgere der kan få opholds- og arbejdstilladelse, men fastlægger, at indvandrerne skal have samme rettigheder socialt og på arbejdsmarkedet som EU-landets egne borgere.

Så kom finanskrisen i 2008. Alle er stadig enige om, at Europa får hårdt brug for arbejdskraft om få år på grund af befolkningens aldring. Men den øgede ledighed har fået politikerne på andre tanker. Desuden har udvidelserne af EU i 2004 og 2007 dæmpet det politiske ønske om større indvandring, vurderer Hugo Brady.

»Den økonomiske krise og udvidelsen har ført til en vis mæthed og træthed i forhold til indvandring,« siger han.

I alt 384.000 rumænere og 266.000 polakker flyttede i 2008 til et andet EU-land. Rumænere og polakker er langt de mest mobile EU-borgere.

Faglig frygt trods forbehold

Danmark er slet ikke omfattet af EU’s indvandringspolitik som følge af de danske EU-forbehold. Men fagbevægelsen er alligevel på mærkerne for at undgå EU-lovgivning, som, frygter man, kan føre til social dumping. Ifølge LO burde EU kunne klare sig med den særlige ordning kaldet Blue Card, der giver højtuddannede indvandrere adgang til at arbejde i Europa.

»I den nuværende økonomiske konjunktur er det vanskeligt at se, at der ud over Blue Card-ordningen også skulle være behov for at lukke indvandrere ind i den modsatte ende af arbejdsmarkedet,« siger Ib Maltesen, der er økonom i LO.

Når LO og socialdemokratiske politikere overhovedet interesserer sig for EU-initiativer, som Danmark står udenfor, skyldes det, at man ikke forventer, at de danske forbehold lever evigt.

»Det danske forbehold på det retlige område er midlertidigt og kan blive ophævet,« siger Ib Maltesen.

Kan den konservative og den liberale gruppe i Europa-Parlamentet mobilisere deres egne medlemmer til at støtte single permit, bliver det imidlertid svært at standse forslaget i parlamentet, erkender det socialdemokratiske medlem af parlamentet Ole Christensen.

Så vil der komme til at gælde særlige regler for sæsonarbejdere i EU, sådan som et direktivforslag for sæsonarbejdere lægger op til. Der gælder desuden særlige regler for udenlandske vikarer og udenlandske ansatte i internationale virksomheder, der udstationeres i virksomhedens afdeling i et EU-land.

I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er man stærk tilhænger af regler, der gør det attraktivt for udlændinge at søge arbejde i Europa. Og efter DA’s opfattelse er EU ikke tilstrækkelig offensiv i den globale konkurrence om den velkvalificerede arbejdskraft.

»Med en offensiv EU-politik er det langt lettere at konkurrere med USA, Canada og hvem der ellers skummer fløden internationalt på den kvalificerede arbejdskraft,« siger chefkonsulent Henning Gade fra DA.

Han vurderer, at ønsket om at have særlige EU-regler for sæsonarbejdere kommer fra Sydeuropa – især Spanien og Italien, som beskæftiger et stort antal sæsonarbejdere fra Nordafrika i landbruget.