EU og Indien handler med mennesker

Af Mai-Britt Amsler
Anna Glent Overgaard

Frihandelsaftaler mellem store nationer handler ikke længere kun om gensidigt at sænke toldmurene for at sælge medicin, biler eller landbrugsvarer hos hinanden. Seneste trend er at handle med arbejdstagere og tjenesteydelser. Lige nu presser Indien på for at få EU til at give 40.000 indiske arbejdstagere lettere adgang til det indre marked i Europa. Kommissionen holder igen, men fagbevægelsen er bekymret.

NOGET FOR NOGET Bytte-bytte-købmand er en leg, som alle børn kender fra sandkassen. Det handler om at gøre sin egen sandkage ekstra lækker over for det andet barn, og med lidt held går man ud af handlen med følelsen af at have trukket det bedste lod.

I øjeblikket sidder repræsentanter fra Indien og EU-kommissionen i deres udgave af sandkassen og forsøger at blive enige om en frihandelsaftale. Begge parter har meget på spil, for der er store økonomiske muligheder for både inderne og europæerne, hvis de gensidigt lemper nogle regler og fjerner lidt told.

Kampen står blandt andet mellem europæiske patenter versus indisk arbejdskraft. EU vil nemlig gerne have Indien til at respektere de europæiske patenter og stoppe med at kopiere medicin og sælge den billigt til Afrika. Indien vil på den anden side have EU til at lempe lidt på de stramme regler for udstationering af indiske medarbejdere.

Det er ikke første gang, EU forhandler om afsætning af tjenesteydelser på samme måde, som man handler med værdien af at kunne afsætte skotsk whisky, græsk feta og tyske biler på et marked som det indiske. Men det er første gang, EU overvejer at åbne for den del af tjenesteydelserne, der handler om arbejdstageres ophold i Europa.

Lige nu er der tale om, at frihandelsaftalen mellem EU og Indien kan komme til at omfatte en kvote på godt 40.000 indiske arbejdstagere. Det bekræfter både det danske udenrigsministerium og EU-kommissionen over for Ugebrevet A4.

Sagen bekymrer fagbevægelsen. I et brev til Folketingets Europaudvalg udtrykker fagforbundene 3F og HK deres bekymring for, at en sådan frihandelsaftale kan føre til social dumping. Ifølge næstformand i 3F Johnny Skovengaard vil kravet fra Indien medføre, at de indiske arbejdstagere klassificeres som selvstændige, eller som en del af en serviceydelse, og derved kan omgå dansk lovgivning og overenskomstaftaler, der beskytter herboende arbejdstagere.

»Udenrigsministeriet siger godt nok, at de kommer til at arbejde i overensstemmelse med de danske vilkår. Men problemet er, at vi ikke kan sikre os, at de gør det, hvis de kommer her som selvstændige. Frygten er, at de vil forsøge at omgå de danske vilkår, at de kommer til at arbejde på en sådan måde, at vi kan få noget, der ligner de polske løntrykkere,« siger næstformand i 3F Johnny Skovengaard, der er medunderskriver af brevet til udvalget.

Aftale klar i 2011

EU-kommissionen afviser at åbne for fuldstændig fri adgang til det indre marked for billig, indisk arbejdskraft. Men da kravet fra Indien er ultimativt, fortsætter forhandlingerne om detaljerne alligevel. Indien er nemlig blevet så stor en økonomi, at Europa ikke kan ignorere indernes krav, hvis EU vil have en bid af det indiske marked, der med over en milliard borgere udgør én af verdens største økonomier.

Der er endnu ikke sluppet skriftlige dokumenter ud fra forhandlingerne, men EU-kommissionens direktorat for handel understreger, at de er helt sikre på at nå en aftale om frihandel mellem EU og Indien i løbet af 2011. Og det er sandsynligt, at aftalen kan indeholde en åbning af reglerne for udstationering af arbejdstagere i forbindelse med, at indiske firmaer løser opgaver i Europa.

Fagbevægelsens frygt for, at åbningen indirekte fører til social dumping, altså løntrykkeri, deles af det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet Ole Christensen, der har fulgt forhandlingerne intenst. Europa-Parlamentet har nemlig medbeslutningskompetence og skal godkende den endelige version af frihandelsaftalen. Ole Christensens sekretariat har derfor analyseret på de foreløbige udmeldinger om aftalen mellem Indien og EU, og konklusionen er ikke optimistisk.

»For at få inderne til at sænke told og afgifter på import af spiritus og biler fra Europa, bliver EU presset for at åbne op for, at servicearbejdere kan komme til Europa via den bestemmelse, som kaldes Mode4. Det betyder, at inderne kan sende deres egne landsmænd over til de virksomheder, de har i Europa. Der er en betydelig risiko for, at mange af dem vil komme til at gå på indiske forhold og dermed også indisk løn,« siger Ole Christensen fra Socialdemokraterne.

Også gevinst til EU

Hos kommissionens direktorat for handel, der er ansvarlig for at indgå frihandelsaftalen med Indien, mener man ikke, at aftalen – som det ser ud i øjeblikket – vil føre til social dumping. Men man bekræfter at der handles om tjenesteydelser. Herunder indiske arbejdstageres adgang til EU.

»Det er sandt, at EU og Indien i øjeblikket har en diskussion om midlertidigt ophold for arbejdstagere, der leverer en service,« siger John Clancy, talsmand for EU’s handelskommissær, og fortsætter:

»Bestemmelsen, kendt som Mode4, er en integreret del af enhver frihandelsaftale, som EU forhandler. Bestemmelsen er ikke bare vigtig for vores handelspartner, den er mindst lige så vigtigt for europæiske virksomheder, fordi den gør det muligt at flytte nøglemedarbejdere med udenlands.«

Ifølge John Clancy har også tidligere frihandelsaftaler omhandlet tjenesteydelser. Den seneste aftale, som blev indgået med Sydkorea, begrænsede sig til at omhandle sydkoreanske virksomheder adgang til at flytte deres egne ansatte med over grænserne, men på de enkelte EU-landes vilkår, og give lempeligere adgang til besøgende med specifikke formål – som for eksempel handlende, der krydser grænser for at underskrive en kontrakt eller foretage en investering.

Men Indien presser yderligere på. De indiske repræsentanter vil nemlig også have EU til at acceptere, at et antal kontraktansatte servicearbejdere og selvstændigt erhvervsdrivende indere kan krydse grænsen til EU, vel at mærke uden at blive mødt af samme krav, som medlemslandene normalt ville stille til udenlandsk arbejdskraft, forklarer EU-kommissionen i et skriftligt svar til Ugebrevet A4.

Og det er her, fagbevægelsen og Socialdemokraterne trykker på alarmknappen. Som Ole Christensen ser det, vil en accept af 40.000 indiske servicearbejdere på de givne vilkår, betyde, at EU indfører to sæt regler for, hvordan man kan komme ind og arbejde i EU.

»Vi får flere forskellige standarder for mennesker, der vil arbejde i EU, og det bliver umådeligt svært for de forskellige nationale arbejdsmarkeder at håndtere. Som det er i dag, er der intet, der forhindrer indiske eller multinationale firmaer i at ansætte indiske ingeniører i deres danske afdelinger. De skal bare arbejde på danske vilkår, når de arbejder i Danmark. Men når inderne presser hårdt på i de her forhandlinger for at give 40.000 servicearbejdere adgang til EU via Mode4, så gør de det nok ikke, fordi de vil overholde de regler, de er underlagt i dag. De gør det jo, fordi de har tænkt sig at udnytte, at et sæt særregler for den her gruppe indere giver mulighed for at arbejde i EU på indiske vilkår,« siger Ole Christensen (S).

Fupmagere kan løntrykke

Hos EU-kommissionen understreger man, at uanset hvilken gruppe af serviceudbydere der åbnes op for i forhandlingerne med Indien, vil det være EU-medlemslandenes lovgivning og lønniveau, der gælder for de indiske serviceudbydere. Desuden arbejder kommissionen for, at den nye frihandelsaftale med Indien kommer til at indeholde et kapitel om den internationale fagbevægelse ILO’s standarder. Det er inden for en række afgrænsede sektorer, EU-kommissionen overvejer at give sig over for det indiske krav. Det kunne være it-service, ledelsesrådgivning, ingeniørvirksomhed og anden konsulentvirksomhed, skriver EU-kommissionen.

Også den danske udenrigsminister understreger i sit svar til Folketingets Europaudvalg, at regeringen forventer, man indarbejder en såkaldt ’arbejdstager-klausul’, der sikrer, at inderne kommer til at arbejde på danske løn- og ansættelsesvilkår.

Trods kommissionens og udenrigsministerens forsikringer mener både fagbevægelsen og Socialdemokraterne, at der er grund til at tvivle på, om hensigterne nu også kan føres ud i livet. For er der først åbnet for, at selvstændige serviceudbydere kan prøve lykken i EU, mener fagbevægelsen, at det kan føre til samme situation, som vi så under den såkaldte østaftale, der i fem år fra EU’s udvidelse i 2004 med 10 nye lande, begrænsede de nye EU-borgeres adgang til andre EU-landes arbejdsmarkeder. Her optrådte østeuropæiske arbejdstagere som ’falske selvstændige’ for at omgå reglerne og udbyde deres arbejdskraft til højest bydende.

Den situation ønsker tidligere økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen fra Konservative, som i dag er medlem af Europa-Parlamentet, ikke. Han mener, at EU bør sætte sig imod de krav fra Indien, som kunne føre til social dumping.

»Vi ønsker at komme ind på det indiske marked, og inderne ønsker at komme ind på det europæiske. Den situation er god for begge parter, fordi handel skaber vækst. Men det er klart, at de, der skal arbejde i vores lande, skal arbejde under vores forhold. En situation, hvor indiske firmaer tager indiske medarbejdere med til EU og lader dem arbejde til seks kroner i timen, er naturligvis helt uacceptabel,« siger Bendt Bendtsen (K).

Man må se på hele kagen

Hos Dansk Erhverv mener man imidlertid, at en frihandelsaftale mellem EU og Indien giver så mange fordele for begge parter, at man ikke kan pille ét element ud af aftalen og ærgre sig over det alene. Som chefkonsulent Kristoffer Klebak siger, har EU meget at vinde ved at give sig på nogle ømme punkter.

»Man er nødt til at se på det store billede. Når man laver en frihandelsaftale, så vinder begge parter. Man bager en stor kage, og så forhandler man om, hvordan den skal skæres ud. Så vil der være nogle områder, der er mere følsomme end andre, og der er ingen tvivl om, at samlet så vinder begge parter,« siger Kristoffer Klebak.

Han understreger, at for dansk erhvervsliv er det en god aftale at få øget adgang til det indiske marked – også på området for tjenesteydelser.

»Vi har en række virksomheder i Danmark, der har kompetencer inden for konsulentbranchen. Alt fra it-branchen, rådgivende ingeniører og revisorer til reklamebranchen, design og kommunikation. I sommer fik vi lavet en under­søgelse på CBS, der viste, at dansk erhverv på serviceområdet har et eksportpotentiale, som ikke udnyttes. Hvis vi eksporterer til vores fulde potentiale, så ville vi eksportere for 22 milliarder mere, end vi gør i dag. Og en frihandelsaftale vil kun yderligere øge potentialet ved at sænke nogle barrierer for eksporten til Indien,« siger Kristoffer Klebak.

Uanset om man frygter konsekvenserne af frihandelsaftalen mellem Indien og EU, eller om man samlet set glæder sig over potentialet, så er det ikke sidste gang, vi ser arbejdskraft som et forhandlingselement, vurderer Kim Martin Lind, seniorforsker på Københavns Universitets Fødevareøkonomiske Institut med speciale i International økonomi og politik. Handel med tjenesteydelser, herunder serviceudbydere, vil fremover fylde mere og mere, mener han. Bilproducenter vil nemlig gerne levere serviceydelser til de biler, som de sælger. Programudviklere vil gerne levere opdateringer og konsulentbistand til de softwareprogrammer de sælger.

»I det hele taget er design og service blevet en større del af EU’s marked, og det betyder, at man gerne vil eksportere det til handelspartnere som eksempelvis Indien. På den anden side vil Indien, der har opbygget meget store kapaciteter inden for telekommunikation og software, også gerne konkurrere i Europa. Fremover vil vi se endnu flere aftaler, hvor landene vil forhandle om indrejseaftaler, arbejdstilladelse, licenser og standarder, ligesom de vil forhandle om toldtariffer og landbrugsstøtte for bestemte varegrupper,« forklarer Kim Martin Lind.