OG SÅ IKKE ALLIGEVEL

EU-kommissionen dropper 'vigtig' velfærdsdebat

Af | @andreasbay

Social dumping og velfærdsproblemer må vente. EU-kommission har aflyst en planlagt principdebat om fri bevægelighed og velfærd, som A4 omtalte i sidste uge. 'Det er en meget vigtig diskussion', lød det fra Connie Hedegaard.

Diskussionen om fri bevægelighed og velfærd må vente. Muligvis i lang tid. Her ses den fulde EU-kommission ved et tidligere møde.

Diskussionen om fri bevægelighed og velfærd må vente. Muligvis i lang tid. Her ses den fulde EU-kommission ved et tidligere møde.

Foto: EU-Kommissionen

Der var ellers lagt op til en diskussion om nogle af de ting, der har fyldt mest i danske medier det sidste års tid.

A4 kunne i sidste uge fortælle, at EU-kommissionen nu skulle diskutere af konsekvenserne af den frie bevægelighed over grænserne i Europa ved en længere principdebat.

Temaet dækker blandt andet over emner som social dumping og de problemer, som det danske velfærdssystem er rendt ind i.

»Det er en meget vigtig diskussion at sige ’hvordan sikrer vi mobilitet for personer mellem nord, syd øst og vest på en måde, som giver mening og som også opleves som rimelig af befolkningerne?’,« sagde Connie Hedegaard, EU’s klimakommissær, i sidste uge til Ugebrevet A4.

Aflyst

Nu er debatten aflyst. Eller i hvert fald udskudt på ubestemt tid.

Det skyldes, at nogle af de kommissærer, der sidder på de relevante områder, ikke har kunne været til stede til det møde, hvor debatten skulle foregå.

Det oplyser Pia Ahrenkilde Hansen, der er talskvinde for EU-Kommissionens formand, José Barroso.

Om debatten afholdes - og hvornår - er foreløbig usikkert.

Det kan ske, at debatten slet ikke vil nå at blive afholdt, før den siddende kommission afløses af et nyt hold kommissærer sidst i oktober.

Gryende forståelse

Mens diskussionen om den frie bevægeligheds konsekvenser for eksisterende velfærdssystemer er noget, der har fyldt meget i danske medier de sidste to år, er det først i den seneste tid, at det er blevet et emne i EU-Kommissionen.

»For et års tid siden, da jeg første gang tog spørgsmålet op i kommissionen, var reaktionen fra en del af mine kolleger ’Hvad er det dog for en debat, den har vi ikke hørt om?’,« lød det fra Connie Hedegaard i sidste uge.

Det har siden ændret sig, hvilket du kan læse mere om her:

LÆS OGSÅ: Velfærdsdebat rykker ind i EU-Kommissionen