plukket

EU-kandidater: Velfærdsdebat er kørt af sporet

Af | @GitteRedder

Flere kandidater til Europa-parlamentsvalget giver ILO-direktør Guy Ryder ret i, at den danske debat om velfærdsydelser til østeuropæere er på vildspor. Den radikale Morten Helveg Petersen anklager især V, K og DF for at puste til ilden. Venstres Ulla Tørnæs afviser.

Med vendinger som 'træsko i jordbærmarkerne' og 'græshopper' har de borgerlige partier været med til at blæse den danske velfærdsdebat ud af kurs, mener Morten Helveg Petersen (R). 

Med vendinger som 'træsko i jordbærmarkerne' og 'græshopper' har de borgerlige partier været med til at blæse den danske velfærdsdebat ud af kurs, mener Morten Helveg Petersen (R). 

Foto: Tine Harden/Polfoto

Den danske velfærdskasse er ved at blive lænset af østeuropæiske arbejdere, der hæver børnecheck og dagpenge. Det indtryk har mange danskere fået efter flere måneders heftig debat om vandrende arbejdstageres ret til sociale ydelser i Danmark.

Men indtrykket er helt forkert og skabt, fordi den danske debat er løbet af sporet, mener to af spidskandidaterne til det kommende Europaparlamentsvalg, den radikale Morten Helveg Petersen og Folkebevægelsens Rina Ronja Kari.

»Der mangler helt klart proportioner i debatten herhjemme. Når vi taler om EU-borgere, der arbejder i Danmark, glemmer vi at se på, hvor meget de bidrager til dansk vækst og velfærd, og hvor meget de betyder for dansk industri, landbrug og service,« siger Morten Helveg Petersen.

Han erklærer, at han et langt stykke af vejen er enig med ILO-direktør Guy Ryder. ILO-direktøren fastslår i et A4-interview, at man skal besvare folks bekymringer med fakta i stedet for følelser.

»Vi taler ikke om særlig mange arbejdere eller så store summer, at velfærdssystemet vil kollapse på grund af problemer. Hele ideen om, at vandrende arbejdstagere er en byrde og dræner de sociale sikkerhedssystemer i de forskellige lande, er helt forkert,« siger Guy Ryder.

Tungen lige i munden

Ligesom den radikale Morten Helveg Petersen mener Folkebevægelsens spidskandidat Rina Ronja Kari, at den danske debat til tider har været ’upassende’ og ’forkert’.

»Guy Ryder har en pointe i forhold til, at det er vigtigt at holde tungen lige i munden, når vi diskuterer det her.  For det her handler på ingen måde om den enkelte østeuropæer, der tager arbejde i Danmark. Desværre er debatten nogle gange kørt af sporet og har givet indtryk af, at den enkelte østeuropæer er et problem,« siger hun.

Når der bruges udtryk som ’græshopper’ og ’træsko i jordbærmarkerne’, er det lidt nedladende og småhånligt. Morten Helveg Petersen, EU-kandidat (R)

Rina Ronja Kari mener selv, at hun har holdt fokus på det principielle i debatten.

»Jeg synes ikke selv, at jeg har bidraget til at blæse debatten ud af proportioner. Men jeg har ikke lyst til at pege fingre af nogen bestemt,« siger hun.

Men den radikale Morten Helveg Petersen har ikke noget i mod at pege fingre af blandt andre Venstres formand Lars Løkke Rasmussen (V) og tidligere justitsminister Brian Mikkelsen (K) og beskylde dem for at køre debatten ud på et sidespor.

»Der er jo politikere, der kan have en interesse i at puste til ilden. Når der bruges udtryk som ’græshopper’ og ’træsko i jordbærmarkerne’ er det lidt nedladende og småhånligt og bidrager til en debat, der efterlader et negativt indtryk af østeuropæiske borgere med arbejde i Danmark. Det er i allerhøjeste grad politikere fra venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, der puster til den ild,« siger han.

Morten Helveg Petersen mener, at der påhviler enhver politiker en forpligtelse til at se tingene i en sammenhæng.

»Folk må have de holdninger, de har, men som politiker har man et ansvar for at tage udgangspunkt i fakta og se tingene i en sammenhæng. Det savner jeg i øjeblikket,« siger han.

Det rene nonsens fra Helveg

Men Venstres spidskandidat til parlamentsvalget, Ulla Tørnæs, mener, at Morten Helveg Petersen skyder helt ved siden af, når han anklager Venstre for at bidrage til en skinger debat.

»Det er det rene nonsens, hvad Morten Helveg bevæger sig ud i. For Venstre handler det om princippet om, at det ikke er rimeligt, at man kan komme udefra og fra dag ét gøre krav på for eksempel børnecheck. Det handler ikke om den enkelte østeuropæer, men om princippet,« siger hun.

Ulla Tørnæs mener også, at ILO-direktør Guy Ryder skal holde mund og ikke forstyrre en dansk debat om vigtige principper i forhold til EU-samarbejdet.

»Han skulle tage og blande sig udenom. Jeg kan ikke se, at han bidrager til noget som helst givtigt i den danske debat. Det her handler om at få ændret et system for at værne om det danske velfærdssamfund,« fastslår Ulla Tørnæs.

Folkebevægelsens Rina Ronja Kari mener ligesom Ulla Tørnæs, at det her er en vigtig principiel debat, men hun giver ILO-direktøren ret i, at den danske statskasse ikke er ved at gå bankerot på grund af østeuropæere, der gør krav på blandt andet børnecheck.  Rina Ronja Kari peger dog på, at Guy Ryder overser det principielt vigtige i den danske debat.

»Det kan godt være, at vores velfærdssamfund ikke er ved at bryde sammen, men det principielle problem handler for mig at se om, hvem der har lov til at bestemme, hvordan vores velfærdssamfund skal se ud. Vi har et grundlæggende demokratisk problem, når de politikere, vi vælger til Folketinget, i høj grad mister magten til at bestemme,« siger hun.

For Rina Ronja Kari handler det ikke om fem millioner kroner eller 100 milliarder kroner i velfærdsydelser til østeuropæerne, understreger hun.

»Danskerne reagerer kraftigt på, at vi har givet EU lov til at bestemme, hvem der skal have vores velfærdsydelser uden på noget tidspunkt at have stemt om det. Dermed føler mange danskere sig snydt og oplever, at der er overdraget magt til EU uden tilladelse. Derfor er det her en principiel debat for mig,« siger hun.

Giftig cocktail

Ligesom ILO-direktør Guy Ryder ser den radikale Morten Helveg Petersen en fare for, at den skingre debat giver medvind til højrenationale kræfter.

»Krisetider og høj arbejdsløshed er altid en stor udfordring, der kan give grobund for noget, der i stigende grad er nationalisme. Rundt om i Europa ser vi for øjeblikket, at skeptikere og højrenationalistiske partier vinder frem i målingerne op til parlamentsvalget. På mange måder er det en giftig cocktail og en kæmpe udfordring for EU-samarbejdet,« siger han.

Også i det lys mener Morten Helveg Petersen, at danske politikere skal vare deres mund, når de taler om arbejdskraftens frie bevægelighed.

»Ord skaber og former indtryk i befolkningen, og det har konsekvenser, hvordan man taler nedladende om for eksempel østeuropæiske lønmodtagere i Danmark,« konstaterer han.