EU-direktiv skaber dilemma i fagbevægelsen

Af | @JanBirkemose

Lønmodtagerne kæmper i fælles front med arbejdsgiverne og aktionærerne mod et EU-forslag, som vil nedbryde det danske A- og B-aktiesystem, fordi man frygter tab af arbejdspladser og aktionærrettigheder. Prisen er et farvel til en gammel vision om øget indflydelse til lønmodtagernes investeringer.

05Toppen af dansk erhvervsliv er gået i alarmberedskab. Dansk Industri har blæst til storoffensiv, og A.P. Møller stiller krav om, at regeringen nedlægger veto mod et nyt EU-direktiv, der i forbindelse med virksomhedsovertagelser vil ligestille A- og B-aktiers indflydelse. En A-aktie er i dag typisk ti gange stærkere end en B-aktie.

Umiddelbart ligner direktivet en gratis sejr til fagbevægelsens gamle vision om »en aktie – en stemme«, men argumenterne mod forslaget er så overbevisende, at fagbevægelsen efter grundige overvejelser nu kæmper det, der kunne ligne virksomhedsejernes sag i stedet for at forfølge sine egne traditionelle ønsker om mere indflydelse til lønmodtagernes investeringer igennem pensionskasser, ATP (Arbejdsmarkedets Tillægspension) og LD (Lønmodtagernes Dyrtidsfond).

Holdningsskiftet skyldes blandt andet, at direktivet ikke med et slag gennemfører fagbevægelsens gamle vision. Kun i tilfælde af virksomhedsovertagelser kan aktieklasserne sættes ud af drift.

Flere kilder i fagbevægelsen lægger ikke skjul på, at det har gjort ondt at forlade tankerne om »en aktie – en stemme«, men prisen vil ganske enkelt blive for høj. Hvis direktivet gennemføres, vil det nemlig med erhvervslivets ord åbne en ladeport for fjendtlige overtagelser af nogle af Danmarks største og mest hæderkronede virksomheder. Blandt dem ses Novo Nordisk, Rockwool og Carlsberg.

En trussel mod det lange sigt

A- og B-aktiemodellen er i EU først og fremmest udbredt i de nordiske medlemslande. Modellen er udviklet, for at selskabernes oprindelige ejere – A-aktionærerne – kan hente frisk kapital ind uden at afgive magten over selskaberne. Det sker ved, at A-aktierne typisk er ti gange så stemmetunge som B-aktierne. I Danmark bruges modellen af omkring 35-40 procent af de børsnoterede virksomheder.

Men med det nye direktiv, der har til formål at lette virksomhedsovertagelser, kan en fremmed investor kræve aktieklasserne fjernet i det øjeblik, 75 procent af den samlede aktiekapital er opkøbt. Dermed vil de oprindelige og dominerende aktionærer med et pennestrøg blive forvandlet til småaktionærer uden væsentlig indflydelse på selskabets drift og udvikling.
Frygten er, at virksomhedernes tidshorisonter – og dermed de ansattes langsigtede tryghed – bliver væsentlig kortere, hvis det ikke er de oprindelige ejere, der har kontrollen. Alene frygten for at miste kontrollen kan også få høje omkostninger, mener Dansk Industri.

Op mod 40 børsnoterede virksomheder er nemlig i den absolutte farezone for at komme i konflikt med direktivets såkaldte »gennembrudsregel«. Den giver nye investorer ret til at fjerne aktieklasserne, når de har opkøbt mere end 75 procent af den samlede kapital. De 40 selskaber i farezonen er allerede under eller tæt på den magiske grænse på 25 procent. Derfor vil selskaberne i fremtiden få meget svært ved at finde ny kapital til udvikling, fordi selskabets oprindelige ejere vil komme under grænsen og dermed miste kontrollen, advarer Dansk Industri.
»Virksomhederne kan blive tvunget til at bruge alle deres ressourcer på at fastholde deres kontrol med virksomheden. Det vil gå ud over deres ekspansion og udvikling og dermed også ramme beskæftigelsesmulighederne i det lange løb. Hvis der er tale om familieejede virksomheder, er det et decideret dilemma, om de vil hente fremmed kapital til for at ekspandere og skabe arbejdspladser, hvis prisen er, at de risikerer at miste familiens livsværk, fordi de dermed ejer mindre end 25 procent af kapitalen,« siger direktør i Dansk Industri, Kim Graugaard.

Fondsejede virksomheder vil blive endnu mere fastlåste i deres muligheder. Reglerne siger nemlig, at fonden skal have kontrol over virksomheden, og det betyder, at fondens andel af den samlede aktiekapital ikke må blive lavere end 25 procent. Et eksempel er Novo Nordisk, hvor den kontrollerende fond i dag ejer 26,7 procent af kapitalen. Det betyder, at Novo med det nye direktiv i det store og hele er forhindret i at søge ny kapital til at udvikle selskabet.

»Virksomhederne kan blive tvunget til en passiv udvikling, og i det lange løb er det vel de færreste organisationer og virksomheder, der lever godt ved at leve i status quo,« siger Kim Graugaard.

En ubehagelig klemme

I LO opfattes direktivforslaget som et ubehageligt dilemma. Principielt er LO-formand Hans Jensen tilhænger af, at alle aktier er lige stemmetunge. Men stillet over for risiciene ved det aktuelle forslag er sagen en anden.

»Både som organisation og som investor for lønmodtagernes penge er vi interesserede i, at A- og B-aktierne sidestilles. Det ville sikre en større dynamik i erhvervslivet og tvinge de kontrollerende aktionærer til at dele magten med dem, der løber en risiko ved at have investeret i virksomhederne. Det gælder både småinvestorer og lønmodtagernes temmelig omfattende investeringer. Men når forslaget kan forhindre en virksomhed som Novo Nordisk i at tænke langsigtet og foretage investeringer med lange tidshorisonter, vil det desværre også ramme lønmodtagerne. Derfor vil vi opfordre regeringen til at forsøge at få et kompromis og få de værste konsekvenser fjernet,« siger Hans Jensen.

Han foreslår, at et kompromis for eksempel kan være, at forslaget kun skal gælde for nye virksomheder, der går på børsen, mens de etablerede bliver undtaget for den kontroversielle »gennembrudsregel«, hvor en fremmed investor med 75 procent af kapital kan kræve A-aktierne nedlagt. 

I Dansk Metal er formand Max Bæhring også opmærksom på, at direktivet vil kunne give større indflydelse til lønmodtagernes investeringer. Men det ændrer ikke på, at prisen kan være tabte arbejdspladser. Også selv om man forestiller sig, at den øgede medarbejderindflydelse blev brugt som værn mod fjendtlige opkøb.

»Man kan godt anlægge den betragtning, at LD og forskellige arbejdsmarkedspensionskasser kan få større stemmevægt og dermed være med til at sikre virksomhederne mod fjendtlige overtagelser. Men dels er der ingen garanti for, at det vil ske, og dels kan det diskuteres, om det er deres opgave,« siger Max Bæhring.

Arbejdspladser er vigtigst

Max Bæhring har derfor ikke haft større tvivl om, hvilken sag han skal kæmpe.
»Hvis der ændres på stemmefordelingen, så A-aktierne bliver reduceret i stemmevægt, bliver virksomheden blottet for fjendtlig overtagelse. Vi kan risikere, at både virksomheder og arbejdspladser forsvinder til udlandet. Og da det er os, der sidder med de private virksomheder, kan vi ikke sidde og forholde os til ideologisk skoleridt. Det her handler om arbejdspladser, og hvis du spørger tillidsfolkene på de berørte virksomheder, så er der ingen tvivl om holdningen til direktivet,« siger Max Bæhring.

En af de berørte tillidsrepræsentanter er Anne Marie Kverneland, der repræsenterer laborantgruppen hos Novo Nordisk og desuden er medarbejdervalgt medlem af bestyrelsen i Novo Nordisk.

»Som udgangspunkt er der nok ingen i fagbevægelsen, der er uenige i »en aktie – en stemme«, og for et halvt år siden tænkte jeg ikke så meget i ejerskabet. Men uanset hvilken side af bordet man sidder ved, så tror jeg ikke der er tvivl om, at de todelte aktier er et af de forhold, der er med til at skabe ro og tryghed for medarbejderne,« siger Anne Marie Kverneland.

Hun frygter især udenlandske ejere.

»Lønomkostninger er jo en stor byrde for virksomhederne, og da den danske arbejdskraft er relativt dyr, kan jeg godt være bange for udenlandsk kontrol med Novo Nordisk. Selv om danske ejere nok også mener, vi er dyre, er det helt sikkert, at de har langt bedre øje for, at vi er pengene værd, og at vi er stabil og god arbejdskraft med høj kvalitet.«

Til kamp mod direktivet

Når EU’s 15 erhvervsministre om to uger mødes for at vedtage direktivet, ser det ud til, at Danmark, Finland og Sverige er helt isolerede med deres modstand. Direktivet blev i forrige uge drøftet mellem statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans græske kollega EU-formand Costas Simitis. Men angiveligt var der ingen græsk lydhørhed over for de danske problemer.

Slaget om direktivet kan derfor komme til at stå i Europa-Parlamentet, der efterfølgende skal godkende ministrenes forventede vedtagelse af direktivet. Da formålet er at skabe bedre muligheder for virksomhedsovertagelser, vil de danske parlamentsmedlemmer pege på en stribe forhindringer i andre medlemslande, der ikke er medtaget i direktivet. Blandt andet bliver franske aktionærer belønnet med dobbelt stemmeret, når de har ejet deres aktier i mere end to år. Hvis den fordel også kan skrives ind i direktivet, er der mulighed for, at Frankrig taber interessen for at støtte forslaget.

citationstegnDet her handler om arbejdspladser, og hvis du spørger tillidsfolkene på de berørte virksomheder, så er der ingen tvivl om holdningen til direktivet. Max Bæhring, formand for Dansk Metal

Det socialdemokratiske medlem af parlamentet Helle Thorning-Schmidt fortæller, at direktivet også opfattes som meget kontroversielt i Bruxelles. Hun mener, at direktivet er helt overflødigt, fordi de danske aktieklasser ikke er nogen forhindring for den frie bevægelse af kapital.

»Forslaget er helt overflødigt. Der er i dag ikke nogen hindringer for, at udenlandske investorer kan investere i danske selskaber. Tallene viser tydeligt, at der eksempelvis er langt flere danske aktier på udenlandske hænder, end tilfældet er for tyske aktier,« siger Helle Thorning-Schmidt.
Hvis direktivet godkendes i parlamentet, er der udsigt til, at sagen vil blive ført videre i retssale og ved EF-domstolen. Flere førende jurister har allerede udtalt, at direktivet har karakter af ekspropriation af A-aktionærernes rettigheder. Det betyder, at et flertal i Folketinget skal blive enige om, at gennemførelsen af direktivet i Danmark er for almenvellets interesser. Er flertallet ikke tilstede, kan det resultere i en traktatsag mellem Danmark og EU. Ellers må erhvervslivets gamle kronjuveler indstille sig på, at en privilegeret epoke er slut.