DEN EUROPÆISKE MODEL

EU blander sig i størrelsen på borgernes løn

Af | @andreasbay

EU må formelt set ikke blande sig i lønnen i de enkelte lande, men Kommissionen gør det alligevel bag linjerne. Det har øget presset for en EU-mindsteløn. Danmark må trække i arbejdstøjet for at sikre den danske model, vurderer forsker.

Det skal fortsat være arbejdsmarkedets parter, der aftaler lønnen i Danmark, lyder det fra politikere og fagbevægelse. Men i Bruxelles vokser presset for en fælles europæisk minimumsløn. 

Det skal fortsat være arbejdsmarkedets parter, der aftaler lønnen i Danmark, lyder det fra politikere og fagbevægelse. Men i Bruxelles vokser presset for en fælles europæisk minimumsløn. 

Foto: Nils Lund Pedersen/Polfoto

Politikere og fagbevægelse i Danmark klamrer sig til et halmstrå, når de siger, at EU ikke har lov at blande sig i lønningerne i de enkelte lande.

For EU blander sig allerede i løn, og det kommer ikke til at ændre sig.

Sådan lyder det fra Thorsten Schulten, der forsker i europæisk lønpolitik og kollektiv forhandling ved det tyske forskningsinstitut Hans Böckler Stiftung.

»EU er de facto en aktør, når det gælder lønninger,« siger han til Ugebrevet A4.

Ugebrevet A4 beskrev i sidste uge, hvordan presset for en europæisk mindsteløn øges.

Enhver snak om mindsteløn på dansk grund er blevet kraftigt afvist af fagbevægelsen, europa-parlamentarikere og senest af beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S).

De henviser alle til, at EU-traktaten ikke tillader EU at blande sig i løn. Men hvis man låser sit blik for hårdt fast på juraen, overser man ting, der allerede foregår, mener Thorsten Schulten.

»Det er rigtigt, at EU formelt ikke har kompetence inden for lønpolitik – men reelt har de. Især efter krisen med alle de her programmer, der kaldes New Economic Governance. Fra det europæiske semester til Troika-programmerne,« siger Thorsten Schulten.

»De hviler alle sammen på nogle ukonkrete forslag til lønpolitik og løndannelsessystemer,« siger han.

Ordrer og anbefalinger

Der er forskellige grader af involvering fra EU's side. I den hårde ende er den såkaldte Troika – bestående af EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond, IMF.

Troikaen har håndteret de økonomiske hjælpepakker til de EU-lande, der har været hårdest ramt af krisen. I 2012 blev det dybt forgældede Grækenland beordret til at sænke mindstelønnen som betingelse for økonomisk hjælp. Og i Portugal har man fået besked på at fastfryse lønningerne i det offentlige.

I den blide ende har vi det årlige eftersyn af medlemslandenes økonomi, det europæiske semester, hvor EU-kommissionen er dybt involveret i landenes økonomiske forhold. Her gennemgår kommissionen landenes budgetter og følger op med anbefalinger – herunder til hvordan arbejdsmarkederne og løndannelsen bør se ud.*

EU blander sig allerede i lønOversigt over EU-kommissionens anbefalinger til de 28 medlemslande vedrørende løn og løndannelse i forbindelse med det europæiske semester.
Kilde: "Pay in Europe in the 21st century", Eurofound, 2014

I foråret 2014 blev Tyskland således anbefalet at øge lønnen for at få gang i forbruget, mens Frankrig skulle passe på, at mindstelønnen ikke gik ud over ’jobskabelse og konkurrenceevne’. Kort sagt en advarsel om, at den var for høj.

Hvis man kan sige, at mindstelønnen i nogle lande er for høj, så må man også kunne sige, at den er for lav. Line Eldring, arbejdsmarkedsforsker, Fafo

Line Eldring fra det norske forskningsinstitut Fafo savner fokus på de principielle konsekvenser af EU’s indblanding især i Sydeuropa.

»Principielt må det være sådan, at hvis man kan sige, at mindstelønnen i nogle lande er for høj, så må man også kunne sige, at den er for lav,« siger Line Eldring med henvisning til debatten om mindsteløn.

»Det er en af de ting, som peger på, at der en bevægelse på dette felt, som vi ikke helt ved, hvor vil ende,« siger Line Eldring.

Ideologisk kamp

Når presset for en europæisk mindsteløn vokser, skyldes det, at der i Europa breder sig en voksende erkendelse af, at EU nu rent faktisk påvirker løndannelsen i betydelig grad.

Thorsten Schulten beskriver det som ’det sociale Europas’ reaktion på EU-politiske tiltag, som direkte eller indirekte har presset lønningerne i Europa.

»Jeg tror ikke, man kan trække den udvikling tilbage og sige 'EU skal ikke være involveret i det her overhovedet’, så derfor er alternativet at gå efter mere arbejdstagervenlige lønpolitikker,« siger han.

Thorsten Schulten understreger, at der samtidigt er væsentlige økonomiske argumenter for at indføre en europæisk mindsteløn.

»Vi ser i øjeblikket en stærkt nedadgående konkurrence for europæiske lønninger. I mere end halvdelen af landene i Europa er reallønnen faldet siden 2009-10. Det har en meget negativ indflydelse på efterspørgslen i mange lande,« siger han.

Det sker samtidig med, at der hersker udbredt frygt for, at Europas økonomi er ved at gå i stå, og at man ender som Japan, der i to årtier har kæmpet for at komme ud af en økonomisk sump.

En mindsteløn kan være medvirkende til at vende den udvikling, mener Thorsten Schulten.

»Eftersom forhandlingssystemet i mange lande er meget svagt, så spiller mindsteløn her en meget vigtig rolle. Og det handler ikke kun om dem på bunden af lønskalaen, men også om den indflydelse, som en mindsteløn kan få på arbejdstageres generelle lønstigninger. En mindsteløn kan blive et meget vigtigt instrument til at stabilisere lønudviklingen i Europa,« siger han.

Undtagelsen Danmark

Lige nu er det i Thorsten Schultens øjne mest en symbolsk kamp uden konkrete tiltag.

Men lande som Danmark må forberede sig på, at det kan blive mere konkret. Og på at politikken må forventes at blive formet af det store flertal af lande, hvor lønnen er forankret i lovgivning.

»Den danske model – og hvad man har i andre nordiske lande – bliver mere og mere en undtagelse i Europa,« siger Thorsten Schulten

Den danske model er en undtagelseDanmark, Sverige og Italien (grå) er de tre eneste lande med en ren aftalemodel. Alle andre EU-lande samt Norge, Schweiz og Island har enten en lovfastsat mindsteløn (blå), almengørelse af overenskomster (rød) eller begge dele (lilla). Klik på landene for mere information.
Kilde: "European Minimum Wage: A Nordic Outlook - an update", Fafo, 2014 Google Fusion-kort: Andreas Bay-Larsen

»Vi har set, hvordan EU-domstolen har sat spørgsmålstegn ved nordiske fagforeningers praksis, så jeg tror, det er meget defensivt med en position, der udelukkende siger; 'Vi vil forsvare vores model, og EU skal ikke blande sig i noget som helst'. Den strategi vil måske ikke lykkes,« siger Thorsten Schulten.

»Jeg tror, det er meget bedre, hvis den nordiske fagbevægelse engagerer sig mere i den europæiske debat og bruger den forholdsvise styrke, man har, til at ændre den politiske diskussion på europæisk niveau,« siger Thorsten Schulten.

Et sted at starte bliver utvivlsomt den europæiske faglige fællesorganisation ETUCs kongres, der afholdes hvert fjerde år og næste gang i efteråret 2015.

Her forventer Line Eldring, at en europæisk mindsteløn igen bliver et emne.

»Det har været et  tema på de to sidste kongresser, og her har nordisk fagbevægelse stået meget på, at vi skal undgå resolutioner med krav om en europæisk mindsteløn,« siger hun.

»De havde vel håbet, at det var lagt dødt, men det ser ud til at blive et tema igen i 2015,« siger Line Eldring.

En relativ størrelse

Når det gælder muligheden for en europæisk mindsteløn, er det eneste, der står lysende klart, at den ikke vil være opgjort i kroner og øre – eller euro og eurocent for den sags skyld.

Der er forskellige bud på, hvordan en mindsteløn skal gøres op, men en udbredt model handler om at beregne mindstelønnen i hvert land som 50-60 procent af medianlønnen.

Det vil sige 50-60 procent af lønnen hos den person, der ville stå i midten, hvis man stillede samtlige af landets lønmodtagere op på en række fra højest- til lavestlønnede.

Det skal sikre, at forskellen i landenes økonomiske situation tages i betragtning.

Hvis man tager udgangspunkt i en grænse på 60 procent, ligger cirka 10 procent af de danske lønmodtagerne under mindstelønsgrænsen. Det viser en beregning foretaget af forskningsinstituttet Eurofound.

Så mange falder under en relativ mindstelønAndel af arbejdsstyrken (i procent), der ville tjene under en mindsteløn på 60 procent af medianindkomsten.
Kilde: "Contours of a European Minimum Wage Policy", Friedrich Ebert Stiftung, 2014

For Søren Kaj Andersen, centerleder for arbejdsmarkedsinstituttet FAOS på KU, er det et tegn på, at den danske model på arbejdsmarkedet hidtil har klaret sig godt uden en lovbestemt mindsteløn.

»Det er faktisk meget beskedne grupper på det danske arbejdsmarked, der har de relativt lave indtægter og nærmer sig det, man kunne kalde 'arbejdende fattige',« siger han.

LÆS OGSÅ: Tænketank: Working poor kan brede sig til Danmark

To veje for mindsteløn

Skulle det begyndende europæiske pres munde ud i mere håndfaste krav om en mindsteløn for alle EU-lande, kan det grundlæggende gøres på to måder:

  • Den ene er almengørelse af overenskomster. Det betyder, at overenskomsten inden for en given sektor ophøjes til lov og dermed dækker alle, der arbejder inden for den sektor. Modellen anvendes i Norge og har tidligere været diskuteret bredt herhjemme.
  • Den anden model er en simpel lovfastsat mindsteløn, der sætter en konkret nedre grænse.

Som europakortet ovenfor viser, bruger alle europæiske lande med mindsteløn en af disse modeller – eller en kombination af dem.

Det sidste gælder for eksempel i Tyskland, som fra næste år indfører en mindsteløn på 8,5 euro.  Men det betyder ikke, at forhandlingsmodellen dermed er skrottet.

»Her lægger man, udover den lovfastsatte mindsteløn, forskellige typer incitamenter til arbejdsmarkedets parter til rent faktisk at indgå aftaler, som løfter lønnen højere op end det niveau, der er lovgivet om,« siger Søren Kaj Andersen.

Den tyske model

Den nye mindsteløn i Tyskland er hovedelementet i en lovpakke, der samtidig sigter mod at styrke den tyske forhandlingsmodel.

Der er – også i landene omkring os – typisk et samspil mellem overenskomstregulering og lovregulering. Søren Kaj Andersen, centerleder, FAOS, Københavns universitet

Tyskerne har hidtil haft mulighed for at almengøre overenskomster, men det har krævet, at mindst 50 procent af arbejdstagerne inden for området allerede var dækket af overenskomst. Det krav har vist sig at være svært at leve op til, og derfor fjernes det nu.

Selve mindstelønnen skal løbende revideres af en mindstelønskommission, bestående af arbejdsmarkedets parter samt uafhængige eksperter.

Søren Kaj Andersen ser den tyske model som et eksempel på, at en mindsteløn kan eksistere sideløbende med, at arbejdsmarkedets parter har væsentlig indflydelse.

»Der er – også i landene omkring os – typisk et samspil mellem overenskomstregulering og lovregulering,« siger Søren Kaj Andersen.

Frygter svækket rolle

Alligevel advarer Søren Kaj Andersen mod at sammenligne Danmark direkte med for eksempel Tyskland.

For Danmark adskiller sig på ét væsentligt punkt fra de lande, hvor forhandlingsmodellen er suppleret med almengørelse eller lovfastsat mindsteløn: Vi har en meget høj organisationsgrad.

»Vi skal huske, at både Norge og Tyskland kommer fra et helt andet udgangspunkt, end vi har. Selv i Norge har de jo både en organiseringsgrad og overenskomstdækning, som ligger betydeligt under det, vi kender herhjemme,« siger Søren Kaj Andersen.

Han peger på Holland, der har en lovfastsat mindsteløn, og hvor 84 procent af virksomhederne har overenskomst. Her er fagbevægelsen på grund af en lav organiseringsgrad på kun 19 procent slet ikke til stede på virksomhederne, som vi kender det fra Danmark.

Det betyder, at de lokale forhandlinger på virksomhederne, som for eksempel er udbredt i industrien herhjemme, er helt ukendte i hollandsk sammenhæng.

Derfor er det de steder, hvor fagbevægelsen i forvejen har lille eller stærkt faldende opbakning, at der for alvor er noget at hente i en mindsteløn. Det forklarer samtidig, hvorfor dansk fagbevægelse er noget mindre begejstret for tanken om en politisk fastlagt minimumsløn.

»Det kan måske være med til at tage luften ud af den dominerende rolle, som arbejdsmarkedsorganisationerne har i den samlede arbejdsmarkedsregulering,« siger Søren Kaj Andersen.

Den østrigske model

Thorsten Schulten har fuld forståelse for den danske fagbevægelses position.

»Hvis jeg var i dansk fagbevægelse, ville jeg nok sige det samme. Men ikke desto mindre er I også nødt til at spørge jer selv i Danmark, om I virkelig er i stand til at garantere alle arbejdstagere i Danmark en anstændig løn,« siger han.

Ikke mindst fordi det ser ud til at være et spørgsmål, som man kunne finde på at stille på EU-plan inden for en overskuelig årrække.

Udover almengørelse peger han på Østrig som et land, Danmark kunne skæve til, hvis man gerne vil have så lidt lovgivning om løn som muligt.

Her er det lovpligtigt for alle arbejdsgivere at være medlem af arbejdsgiverforeningen WKÖ eller en lignende organisation, som er anerkendt af fagbevægelsen.

Det har sikret østrigerne Europas højeste overenskomstdækning på 99 procent. Samtidig gælder overenskomsternes vilkår for alle ansatte, uanset om de er organiserede eller ej.

For offentligt ansatte gælder mindstelønninger, som forhandles af arbejdsmarkedets parter for så at blive ophøjet til lov.

Jurister vil sige, at det ikke er muligt med den nuværende traktat, men det er heller ikke det første skridt. Thorsten Schulten, arbejdsmarkedsforsker, Hans Böckler Foundation

I det private defineres mindstelønnen af de forhandlede overenskomster, men da virksomhederne er forpligtet til at være medlem af WKÖ – og dermed være overenskomstdækket – fungerer det i praksis som en lovfastsat mindsteløn.

»Aftalen som sådan er juridisk set ikke bindende, men har de facto haft den effekt,« siger Thorsten Schulten, der dermed ser muligheder for den danske forhandlingsmodel.

»Hvis der virkelig kommer en politik for minimumsløn på europæisk niveau, så bliver der ikke brug for en lovfastsat mindsteløn. Det er noget, der kan gøres gennem etablerede kanaler for løndannelse,« siger han.

Hvor der er vilje …

Fafos Line Eldring ser ikke en egentlig europæisk mindsteløn lige om hjørnet. Det står juraen trods alt stadig i vejen for.

»Jeg tror ikke, at der i løbet af fem år vil være en europæisk mindsteløn, men debatten fortsætter, og der kommer til at være en videreudvikling, hvilket der er flere ting, som taler for,« siger hun.

For Thorsten Schulten er det udelukkende et spørgsmål om, at hvis den politiske bevægelse i retning af en europæisk mindsteløn får yderligere momentum, så skal der nok findes en vej, som ikke kræver en traktatændring.

»Hvis man kan blive politisk enige, så kunne man bruge det europæiske semester til at tage et nærmere kig på, hvad minimumslønnen er i de forskellige lande i Europa, og hvorvidt de lever op til et anstændigt niveau, og så anbefale landene forbedringer,« sige Thorsten Schulten.

»Hvis man gerne vil gøre det bindende gennem regulering på europæisk niveau, kan der blive brug for traktatændringer. Jurister vil sige, at det ikke er muligt med den nuværende traktat, men det er heller ikke det første skridt,« siger han.

 

*Afsnittet er efter artiklens udgivelse blevet tilrettet med henblik på at tydeliggøre forskellen på Troikaens arbejde og de ting, der sker i det europæiske semester.

Denne artikel er produceret til Ugebrevet A4's EU-portal 'Nyt om EU', der er støttet af Europa-Nævnet.