Etiske standarder nytter noget i den tredje verden

Af Kirsten Weiss

Etiske og sociale standarder tvinger virksomhederne til at opføre sig ordentligt over hele verden. Det mener Jens Berthelsen, stifter af rådgivningsvirksomheden Global Advice Network. Han er lodret uenig med de kritikere, der mener, at etiske retningslinjer blot er endnu et smart vestligt påhit og et nyt skalkeskjul for udbytterne af den tredje verden.

GLOBALT Julen 2007 skiftede julemanden sortiment. I hvert fald i USA, hvor gavesækken ikke indeholdt helt så meget kinesiskproduceret legetøj som normalt. »Made in China« klinger ganske enkelt ikke længere som sød og billig musik i ørerne på de millioner af amerikanske – og eu-ropæiske – forældre, der i årets løb flere gange måtte konstatere, at deres børn risikerede at blive blyforgiftede, når de legede med Thomas-toget, soldaterne fra Fischer Price eller bilerne fra tegnefilmen »Cars«.

Værst gik det ud over legetøjsgiganten Mattel, der bogstaveligt talt blev taget med fingrene nede i den blyholdige maling hos deres underleverandør i Kina. Overalt i USA, blandt andet hos verdens største supermarkedskæde Wal-Mart, forsvandt Mattels produkter i en periode fra hylderne, og det skønnes, at Mattel i alt tilbagekaldte op mod to millioner stykker blyholdigt legetøj, der langt overskred de tilladte grænseværdier.

Den kinesiske direktør for fabrikken, der i første omgang fik skylden for at have indkøbt malingen, hængte sig. Senere kom det frem, at Mattel selv havde godkendt malingen, og så var det tid til selvransagelse i den amerikanske legetøjsindustri. Den gik sammen med USA’s forbrugersikkerhedsstyrelse og Kongressen om at få gennemtvunget nye sikkerhedskrav, der blandt andet vil gøre det obligatorisk at teste legetøjet, inden det ryger ud i butikkerne. Det bliver dyrt. Men den pris er vestlige, velstillede forældre parate til at betale, mener Jens Berthelsen, partner og medstifter af virksomheden Global Advice Network, der rådgiver firmaer og organisationer om social ansvarlighed, når det gælder såvel miljø som menneskerettigheder, arbejdsmiljø og korruption.

»Forældre vil ikke købe legetøj, der kan give den to-årige, som stikker det i munden, kræft. Sagen fra Kina har tilført Mattel skade, mens de virksomheder, der har orden i sagerne, nyder godt af sådan en affære,« siger Jens Berthelsen.

Virksomhederne presser hinanden

Han ser legetøjssagen som et soleklart eksempel på, at globale virksomheder i dag er nødt til at operere med etiske retningslinjer. Så er det sådan set ligegyldigt, om man behandler sine medarbejdere og miljøet ordentligt, fordi direktøren selv er sådan et godt menneske, fordi forbrugernes dom er ubarmhjertig, eller fordi de virksomheder, man leverer til, presser på:

»Selvfølgelig skal man ikke være tossegod naiv og tro på, at alle, der siger, at de har orden i sagerne, også har det. Men presset for at handle kommer i dag både fra forbrugerne og i endnu højere grad fra virksomhederne selv. Den væsentligste drivkraft i processen mod ordentlige etiske standarder er andre virksomheder,« siger Jens Berthelsen, der er lodret uenig med de kritikere, som peger på, at etiske retningslinjer og vestlige sociale kodeks kan gøre mere skade end gavn i udviklingslandene.

For eksempel mener den australske professor Anita Chan, at virksomhedernes sociale ansvar – der internationalt omtales med forkortelsen CSR – mest af alt er et skalkeskjul og en måde at undgå kritik på. Reelt fortsætter virksomhederne blot med at udbytte og udnytte mennesker i udviklingslandene.

Andre kritikere peger på, at vestlige normer og standarder slet ikke bør trækkes ned over hovedet på mennesker i tredjeverdenslande. Her er skræmmeeksemplet de kampagner mod børnearbejde, der sendte børn og deres familier endnu længere ned under fattigdomsgrænsen. Fordi børnene ikke længere kunne bidrage til familiens underhold.

De historier kender Jens Berthelsen godt. Men børnearbejde er, mener han, først og fremmest et fattigdomsproblem, og verden er blevet en hel del klogere end dengang i 1980’erne, hvor alle former for børnearbejde blev erklæret for uønskede. For eksempel smed man i Bangladesh i en af de første kampagner mod børnearbejde børn ud af fabrikkerne. Året efter forsøgte man at spore dem. Mange af dem var forsvundet, en del af dem sikkert ud i prostitution.

De programmer, der skabes i dag, handler om at sende børn i skole og give dem en uddannelse. For fattigdomsproblemer løses næppe ved kontrol. Og man får som hovedregel intet ud af at være fordømmende eller moraliserende, mener Jens Berthelsen, der slår fast, at »vi i Vesten naturligvis skal forstå, hvordan man gebærder sig lokalt.«

Men etiske, globale standarder er i hans optik et næsten ubetinget gode. Fordi de tvinger virksomheder og deres leverandører og underleverandører med uorden i de sociale og etiske regnskaber til at rette ind.

Den globale landsby rykker ud

Kritikerne af CSR overser, mener Jens Berthelsen, de små, men mange skridt i den rigtige retning af miljø og menneskerettigheder i den tredje verden. Og det faktum, at lokale kritikere af den lokale kultur og praksis også deltager i kampen. For eksempel er ideen om at bekæmpe korruption ikke bare et vestligt korstog, men et dybtfølt ønske fra masser af mennesker i udvik-lingslande, der systematisk udsættes for den form for regulært tyveri.

Globaliseringen har løftet millioner af mennesker ud af fattigdom, siger Jens Berthelsen med reference til den indiske professor Jagdish Bhagwati. Han er en varm fortaler for global frihandel – og for at spænde USA og Europa foran det tog, der skal trække udviklingslandene ud af moradset.

»Økonomisk vækst fører til uddannelse. Se på Kina eller Indien – de investeringer, der går ind i de lande i dag, er investeringer i højteknologi og it. Den slags job kræver uddannelse, og derfor vil flere og flere mennesker i den tredje verden få en uddannelse,« siger Jens Berthelsen.

Der er, medgiver han, brodne kar i alle brancher, og menneskerettigheder bliver krænket hver dag. I Bangladesh sveder ufaglærte ungarbejdere hver dag over symaskinerne, mens indiske tekstilarbejdere vader i giftige kemikalier, når håndklæderne skal farves. Men de gør det med al sandsynlighed færre steder og med mange flere besøg af eksterne kontrollører end tidligere. Den globale landsby reagerer nemlig lynhurtigt, hvis de globale virksomheder spiller højt spil med renomméet og forbrugernes tillid.

Det oplevede for eksempel Lars Larsens sen-getøjslager, da JYSK i sommeren 2006 blev hængt grundigt til tørre i pressen på grund af yderst kritisable arbejdsforhold på indiske fabrikker, der leverer varer til JYSK. Tv-dokumentaren »Når tilbud dræber« satte virksomheden på overarbejde med at finde årsagerne til leverandørernes svigt. Det internationale kontrolfirma SGS inspicerede de berørte fabrikker uden at varsle deres ankomst først. Og fandt fejl og mangler på arbejdsmiljøområdet. Det førte til, at JYSK indskærpede sine underleverandører, at forholdene skal være i orden, og i dag fører virksomhederne skærpet kontrol med lokale producenter via uvildige kontrollører.

Kaffe og cowboybukser med indbygget etik

Sagen afholdt næppe ret mange af butikkernes faste kunder fra at lægge vejen forbi stablerne med håndklæder. Men den rykkede faktisk ved arbejdsforholdene for i hvert fald nogle indiske tekstilarbejdere. Og illustrerede med al tydelighed, at virksomheder i den vestlige verden i dag ikke i længden kan holde til at få snavset etikken til.

Der er tegn på skred i forbrugernes bevidsthed. Salget af økologisk produkter og efterspørgslen på bæredygtigt fremstillede cowboybukser og kaffe er i stejl vækst.

Selv den ærkekonservative, britiske avis Financial Times udråbte for nylig i et helt tema etisk branding som en af tidens stærkeste markedskræfter. Avisen konstaterede, at den etiske forbruger er forvirret men klar til kamp. Og at vi sandsynligvis har at gøre med et helt bevidsthedsskred, der langsomt, men sikkert forplanter sig fra forbruger til virksomhed, fra virksomhed til underleverandør og fra land til land.

»Jeg tror ikke på, at vi er specielt »gode«, når vi køber ind. Først og fremmest handler vi rationelt, vi interesserer os for det nære og vil ikke blive syge af det, vi spiser. Men vores normer har ændret sig over årene. Det sker ikke fra dag til dag, men jeg går da troligt ned med mine flasker i containeren, jeg kan ikke mere købe barberskum med freon som drivgas, og vi smider ikke vores batterier i skraldespanden længere. Vi havde debatten om burhøns, nu vil vi også have, at fødevareproducenterne skal kunne dokumentere, at de ikke har påført naturen uoprettelig skade ved produktionen af vores mad. Det udvikler sig hele tiden, den interne selvjustits er efterhånden ret stor,« siger Jens Berthelsen.

Han udråber »tracability« - muligheden for at spore produkternes tilblivelse helt ude i sidste leverandørled – som det nye, store dyr i CSR-åbenbaringen. Fordelen ved at spore produkters »liv« viste sig for alvor, da kogalskaben ramte Storbritannien i 1990’erne. Pludselig blev det vigtigt at vide, hvor koen kom fra, hvad den havde spist, og hvad dens mor havde spist. Derfor kan forbrugerne i dag læse sig til bøffens oprindelsesland allerede i køledisken.

Og derfor måtte tøjkæden Hennes & Mauritz stå skoleret, da det i efteråret 2007 kom frem, at bomuld til en del af deres t-shirts plukkes af børnearbejdere i Usbekistan, der er sendt på arbejde af staten i stedet for at gå i skole.

H&M forsvarede sig i første omgang med, at deres forretningsforhold angik deres leverandør, og ikke deres leverandørers leverandører. Den holdning er næppe gangbar i længden. Billeder af børn ned til ni år på tvangsarbejde er ikke rare og af den kaliber, der holder stadig flere rige, vestlige forbrugere vågne om natten. Og den slags rammer virksomhederne på bundlinjen.