Et storforbund er nødvendigt

Af | @JanBirkemose

SF’s arbejdsmarkedspolitiske ordfører Ole Sohn, der selv har en fortid i SiD, ser udviklingen mod nye store fagforbund som nødvendige skridt for at kunne modsvare samfundets udvikling.

»Jeg tror, den nye organisation kommer til at hedde Fællesforbundet i Danmark.«

Ole Sohn, SF’s arbejdsmarkedspolitiske ordfører, efterlader ikke megen tvivl om, at fusionsplanerne mellem SiD, KAD og TIB vil lykkes. Skråsikkerheden skyldes ikke, at han som tidligere medlem af SiD’s hovedbestyrelse er i besiddelse af særlige informationer, eller at han har adgang til en krystalkugle i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg. Men fra sin position som en, der både kender fagbevægelsen indefra og fra sidelinien, er han ikke i tvivl om, at fagbevægelsen skal ruste sig med større enheder, hvis man vil følge med resten af samfundets udvikling.

»Det er en uundgåelig udvikling, fordi der sker en tilsvarende udvikling på arbejdsgiversiden. Samtidig sker der en konstant globalisering og internationalisering af arbejdsmarkedet, der skaber en masse nye internationale opgaver for fagbevægelsen, som små forbund ikke har en jordisk chance for at kunne tackle,« siger Ole Sohn.

Internationalt perspektiv nødvendigt

Ole Sohn peger især på det fælles europæiske arbejdsmarked, der står foran store udfordringer med optagelsen af de østeuropæiske ansøgerlande. Her vil det blive en nødvendig opgave for den danske fagbevægelse at være med til at sikre bedre rettigheder til lønmodtagerne i de nye EU-lande.

»Samarbejdet med de faglige organisationer i ansøgerlandene skal udvikles, så lønmodtagerne dér kan få de samme beskyttelser om ansættelsesforhold og arbejdsmiljø, som vi har. Det er en opgave, som ikke bare kan overlades til et statsapparat, og det er ikke kun et spørgsmål om solidaritet men også hensyn til stabiliteten i vores eget samfund. Hvis ikke der er ensartede vilkår på arbejdsmarkederne, risikerer de danske lønmodtagere at komme i en ugunstig konkurrenceforvridende situation.«

Som et eksempel på hvor langt det danske arbejdsmarked har udviklet sig i forhold til Østeuropa, nævner Ole Sohn det russiske skib »Salus«, der på tiende måned ligger i Rønne Havn. Om bord har 24 søfolk blokeret skibet, fordi de ikke har fået udbetalt hyre siden august sidste år.

Ole Sohn ser situationen i Rønne Havn som et klart og tydeligt billede på, hvorfor danske lønmodtagere ikke blot skal organisere sig, men også skal gøre det i organisationer, der er store nok til at engagere sig i det europæiske arbejde.

»Fagbevægelsens problem i dag er, at det, der er opnået, opfattes som selvfølgeligheder. Ingen kan forestille sig, at danske søfolk skulle havne i samme situation, men det skyldes netop, at det danske arbejdsmarked er så gennemorganiseret. Der er jo heller ingen, der siger: Hvor er det godt, at vi har Poul Erik Skov Christensen og Hans Jensen. Men hvis vi ikke havde dem, ville problemerne opstå, og derfor er eksemplet i Rønne Havn et godt billede på, hvorfor man skal have en fagbevægelse. Og jeg synes, det er rystende, når man kan høre danske lønmodtagere give udtryk for, at de ikke har behov for det fællesskab, der ligger i en organisation,« siger Ole Sohn.

Storforbund har også bagsider

Samtidig med, at Ole Sohn ser mange fordele i storfusioner i fagbevægelsen – allerhelst så han kun ét forbund og én hovedorganisation – ser han også nogle ulemper og mulige farer. Den mest umiddelbare konsekvens for medlemmerne er, at der bliver for stor afstand til toppen af forbundet. Den fare tror han dog, at SiD’s store lokale repræsentation vil kunne kompensere for.

»Et billede på, hvordan man ikke skal gøre, er KAD, der forsøger at løse sine medlemsproblemer ved at lukke lokalafdelinger og lave dem om til regioner. Selv om der er computere og telefoner, så man kan komme i forbindelse med sin fagforening, kan det aldrig erstatte den personlige kontakt. Derfor synes jeg, det er rigtigt for KAD at gå sammen med SiD, der har de mange lokale afdelinger.«

Også LO vil komme til at mærke suset fra en ny organisation, der repræsenterer hvert tredje LO-medlem, og som vil være så stor, at den stort set kan klare alt selv.

»LO’s rolle vil blive en anden. Ligesom på arbejdsgiversiden, hvor det er helt naturligt at lytte mere til Dansk Industri end til Dansk Arbejdsgiverforening, vil der også ske en forskydning af magten i fagbevægelsen.«

Selv om Ole Sohn tror, LO-forbundene vil finde en løsning, er han opmærksom på, at situationen har en indbygget risiko for enegang i fagbevægelsen.

»Det er meget vigtigt, at fagbevægelsen ikke bliver splittet på grund af magtforskydningen, for det vil svække indflydelsen for alle. Hvis SiD misbruger sin magt, vil det give en meget kortsigtet virkning, og i det lange løb vil det være at skyde sig selv i foden. Det vil stille store krav til SiD at undgå en todeling af fagbevægelsen, og det er vigtigt, at der bliver lagt nogle ordentlige opgaver til LO,« siger Ole Sohn og peger på den politiske opgave som lønmodtagernes talerør som den mest oplagte.

Balanceret opposition

Siden VK-regeringen overtog styrpinden, har fagbevægelsen befundet sig i en brydningstid. Ole Sohn mener, at de mange udfordringer er blevet tacklet rimeligt i en balance, hvor der ikke har været tvivl om, at fagbevægelsen arbejder for at få regeringen udskiftet samtidig med, at man er gået ind i reel dialog med regeringen for at forsøge at tjene medlemmernes interesser.

»Fagbevægelsen skal gå på to ben. På den ene side skal den, hvor det er nødvendigt, køre en benhård konstruktiv oppositionslinie, men fagbevægelsen skal også agere efter at nå resultater. Hvis man skal have noget igennem i Folketinget, uanset om man kan lide den sammensætning, der er, er det afgørende, at man kan tælle til 90 mandater, og så må man afveje, hvor langt man vil gå for at få noget igennem, der er bedre end alternativet.«

I forløbet med deltidsloven synes Ole Sohn dog, at fagbevægelsen skulle have strakt sig længere for at få indflydelse på de nye regler. Fra Folketingets talerstol lykkedes det nemlig Ole Sohn i tolvte time at presse beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) til at sende forslaget tilbage til LO og Dansk Arbejdsgiverforening, så de i fællesskab kunne udstikke linierne. Men LO afviste tanken, fordi man mente, at det ville være at forhandle med pistolen for panden, da det politiske flertal allerede var på plads.

»Selv om det var sket under pres, havde det alt andet lige været bedre, om parterne havde ordnet det selv. Fordi det er overenskomstmæssige forhold.«

Ingen fine fornemmelser

Ole Sohn har den samme realpolitiske holdning til fagbevægelsens kontakter til de politiske partier. Uanset om fagbevægelsen bryder sig om den nuværende sammensætning i Folketinget, må man for medlemmernes skyld ikke have fine fornemmelser, mener han.

»Jeg kan ikke blive forarget over, at LO holder møde med Dansk Folkeparti. Jeg mødes da også sommetider med Dansk Industri og Dansk Handel og Service. Det betyder ikke, at jeg deler deres synspunkter. Derimod er der tale om en gensidig udveksling af holdninger og information, som gør, at man bliver oplyst på et højere niveau.«

»Det er en interesseorganisations opgave at have forbindelser til de politiske partier, hvor de mener, at de kan få indflydelse. Det må gælde både Socialdemokratiet, SF og borgerlige partier,« siger Ole Sohn, som dog mener, at LO’s kontakt med Socialdemokratiet er for intim.

»Der er ingen tvivl om, at så længe der er en »automatforbundethed« mellem Socialdemokratiet og LO, så er det ikke til gavn for hverken LO eller Socialdemokratiet. Det er ikke nødvendigvis udtryk for, at jeg mener, at alle samarbejdsforbindelser skal »cuttes«, men LO er nødt til at fremstå partipolitisk uafhængigt.«

Ole Sohn mener dog ikke, at fagbevægelsen skal afskaffe partistøtten. Støtten skal bare gives på et åbent grundlag og meget gerne til flere partier.

»Det er helt naturligt, at en faglig organisation støtter de partier, som man mener tjener ens interesser. Dansk Arbejdsgiverforening støtter jo også de borgerlige, fordi de mener, at de partier arbejder for dem.«

Med Dansk Folkepartis blokering af den statslige a-kasse skulle partiet dermed også have kvalificeret sig til partistøtte fra fagbevægelsen. Og selv om det gør lidt ondt, falder svaret da også prompte fra Ole Sohn:

»Hvis fagbevægelsen mener, at Dansk Folkeparti fremmer dens sag, synes jeg da også, man skulle overveje at støtte partiet økonomisk.«