HVEM BLINKER FØRST?

Et spil om magt: Forstå balladen om EU’s præsidentvalg

Af | @andreasbay

Du er med til at bestemme, hvem der får EU’s mest magtfulde post de næste fem år, siger nogle. Sludder, siger andre. En kamp om demokrati og magt udspiller sig lige nu i Bruxelles.

Der udspiller sig netop nu et spil om magt mellem regeringscheferne i de europæiske lande og medlemmerne af Europa-Parlamentet.

Der udspiller sig netop nu et spil om magt mellem regeringscheferne i de europæiske lande og medlemmerne af Europa-Parlamentet.

Foto: Thinkstock

Du har måske hørt, at valget til EU-parlamentet er EU’s første præsidentvalg. Du har måske hørt, at det er noget sludder at sige. Måske har du ikke hørt noget som helst om det.

Mens debatten om velfærdsydelser og fri bevægelighed kører i Danmark, udspiller en kamp sig på højeste plan i Bruxelles. Med EU-parlamentet på den ene side og regeringslederne på den anden.

Det handler om valget af den person, som skal sidde på EU’s mest magtfulde post de næste fem år – formanden for EU-kommissionen.

Under sloganet ’This time it’s different’ har EU-parlamentet iscenesat det kommende EU-valg som et præsidentvalg, hvor borgerne stemmer om, hvem der skal være kommissionsformand. Og hvor kandidaterne opstilles af parlamentet.

Men parlamentarikerne har måske gjort regning uden vært. Fra regeringslederne lyder det, at parlamentet kan glemme alt om at køre det på den måde.

Der er lagt op til en magtkamp, som kan ende med at gøre valget af den betydningsfulde kommissionsformand til en lang og mindre køn affære.

Martin og Jean-Claude

Hidtil har regeringslederne efter et valg mødtes i Det Europæiske Råd og er blevet enige om at indstille en kommissionsformand til efterfølgende godkendelse i parlamentet. Det gør de igen i år.

Forskellen er, at ifølge Lissabontraktaten fra 2009 skal kommissionsformanden fremover udpeges ’under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet’.

Og parlamentet skal under alle omstændigheder godkende den person, som regeringslederne bliver enige om at indstille.

Det har fået de politiske grupper i parlamentet til at opstille deres egne kandidater til posten. Det sker med en udtalt forventning om, at kandidaten fra den gruppe med fleste sæder i parlamentet efter valget bliver formand for EU-kommissionen.

Logikken er, at en stemme til socialdemokraternes Jeppe Kofod (S) til EU-parlamentsvalget samtidig er en stemme på tyskeren Martin Schulz fra parlamentets socialdemokratiske gruppe, S&D, som formand.

På samme måde stemmer du på Luxembourgeren Jean-Claude Juncker fra parlamentets kristendemokratiske gruppe, EPP, hvis du stemmer på Bendt Bendtsen (K).

Læs mere om de politiske grupper og deres præsidentkandidater her (eksternt link)

Magtkamp for åbent tæppe

Flere tunge EU-spillere mener imidlertid, at parlamentet med sin ’præsidentvalgkamp’ er svømmet ud, hvor det ikke kan bunde.

Fra den tyske kansler, Angela Merkel, lyder det, at valget til posten som kommissionsformand ikke automatisk står mellem parlamentets kandidater.

I stedet vil de 28 regeringsledere i Det Europæiske Råd – som det altid er sket – præsentere en kandidat efter ’mange overvejelser’ og ’mange diskussioner’, fastslår kansleren.

Og når det er regeringslederne, der skal indstille en kandidat til posten, og parlamentet, som bagefter skal godkende vedkommende, har begge parter i praksis vetoret.

En mere krads udmelding kommer fra formanden for Det Europæiske råd – regeringsledernes faste mødeleder – Herman Van Rompuy.

»Borgerne er udmærket klar over forskellen på parlamentet og så dem, som i virkeligheden træffer beslutningerne,« siger den normalt diplomatisk anlagte belgier til Süddeutsche Zeitung.

Rompuys udmelding har fået parlamentets kandidater op af stolen. De mener, at valget af kommissionsformanden bør afspejle, at parlamentets magt i forhold til de øvrige EU-institutioner er vokset markant efter Lissabontraktaten.

Parlamentets kandidater taler om et opgør med de uigennemsigtige, diplomatiske underhåndsaftaler, der normalt kendetegner processen. Det, der ofte kaldes EU’s demokratiske underskud.

»De gamle dage, hvor kommissionsformanden blev valgt af diplomater i et baglokale, er endelig forbi,« siger Jean-Claude Juncker til Süddeutsche Zeitung. En holdning, han for nylig også gjorde klart på Twitter:

Knas i kompromismaskinen

Hvem der får ret, er svært at sige. Den bløde formulering i traktaten betyder, at man ikke skal tage noget for givet, mener professor i statskundskab på Københavns Universitet Peter Nedergaard.

»Det bliver tolket af parlamentet som, at det skal være et valg mellem deres kandidater, mens det af stats-og regeringscheferne tolkes som en anbefaling. Det er en klassisk magtkamp mellem de to institutioner, som vi har set igen og igen,« siger han til Ugebrevet A4.

Argumenterne er som følger: Tilhængerne af et præsident-lignende valg slår på, at parlamentet er direkte valgt af befolkningen, og at det mest demokratiske og gennemsigtige over for vælgerne er, at parlamentets sammensætning afgør, hvem der bliver kommissionsformand.

Fra den anden lejr lyder det, at regeringslederne også er demokratisk valgt; at de nationale regeringer er tættest på borgerne; og at sådan har det i øvrigt altid været.

Peter Nedergaard vil ikke fremhæve den ene model frem for den anden, men kalder det en klassisk EU-diskussion.

»EU er jo en kompromismaskine, fordi EU er en blanding mellem noget nationalt og noget overnationalt. En hybrid mellem nogle forenede stater og så nogle nationalstater med meget stærke interesser, der skal varetages. Den hybrid ser vi så genskinnet af i den her ’halve’ præsidentvalgkamp, som man måske kan kalde det,« siger Peter Nedergaard.

Et spørgsmål om borgernes interesse

En af dem, der støtter modellen med præsident-lignende valg, er Simon Hix, professor i europæisk politik ved London School of Economics.

»Det er ikke det eneste svar på EU’s såkaldte demokratiske underskud. Men jeg tror det er en af flere måder, man kan udvikle en mere demokratisk politikførelse i Bruxelles,« siger han til Ugebrevet A4.

»Så kan du have debatter om, hvad de forskellige personer repræsenterer. Hvis flere vælgere i Europa ser og forstår, hvem personerne er, så er det jo positivt,« siger Simon Hix.

Bendt Bendtsen (K) sidder som konservativ parlamentariker i EPP-gruppen, der opstiller Jean-Claude Juncker som kandidat. Men han tilhører samtidigt et mindretal i parlamentet, der slet ikke ønsker et præsidentvalg.

»Jeg mener, at Europa-Parlamentet har tiltaget sig noget magt, som det ikke har. Så kan man altid diskutere, om man bør debattere det mere herhjemme. Men det med, at danskere skal til at diskutere, om det skal være en fra Luxembourg eller Tyskland, der skal stå i spidsen for kommissionen… Det er naivt at tro, at danskerne vil tage stilling til det,« siger Bendt Bendtsen til Ugebrevet A4.

Problematisk Schulz

Uenigheden omkring, hvem der bestemmer, kan betyde, at udpegningen af kommissionsformanden ender i en stillingskrig efter parlamentsvalget.

Den situation er mest sandsynlig, hvis den socialdemokratiske S&D-gruppe med Martin Schulz som kandidat bliver valgets vinder. Schulz har aldrig været regeringschef, hvilket traditionelt har været anset for et grundlæggende krav.

Med en markant personlighed og visioner om et føderalt Europa - en model, der ligger tættere på for eksempel USA – er han en figur, der skiller vandene. Selv det britiske Labour-parti, der ellers sidder i Schulz’ egen gruppe, S&D, har afvist ham som en mulighed.

Dertil kommer, at han er tysker. Mange lande er lidt trætte af, at Tyskland har svinget taktstokken gennem de seneste par års krisepolitik og vil være imod, at kommissionsformanden bliver en tysker.

Hvis Schulz vinder, og regeringscheferne indstiller en anden kandidat, er der lagt op til ballade, vurderer Simon Hix.

”Det vil Schulz aldrig finde sig i. Han kommer til at springe op og ned og råbe ’hvor vover de’, og han vil samle en opposition i parlamentet til den foreslåede kandidat. Hvis S&D bliver den største gruppe, kan vi komme til at se en konflikt mellem parlamentet og Det Europæiske råd (regeringslederne, red.). Parlamentet vil sige ’Vores kandidat har vundet – det er nødt til at være ham’, og regeringerne vil sige ’Vi vil ikke have Schulz’,« siger Simon Hix.

Socialdemokraternes spidskandidat Jeppe Kofod (th) snuppede en "selfie" med Martin Schulz (midten), da sidstnævnte besøgte Danmark i marts.

Spiselig Juncker

Anderledes forholder det sig med EPP-gruppens Jean-Claude Juncker. Som tidligere premierminister i Luxembourg er han langt mere spiselig for de siddende regeringsledere.

De seneste meningsmålinger peger netop på EPP-gruppen som valgets vinder.

»Hvis EPP bliver den største gruppe, sker det nok med større finesse, for enten vil regeringerne være villige til at vælge Juncker, eller også vil de have nemmere ved at få ham til at trække sig. Han er vant til det spil,« siger Simon Hix.

Selvom man på den baggrund kunne mistænke Juncker for at være en slags trojansk hest i spillet om formandsposten, tvivler Simon Hix på, at det er tilfældet.

»Lige nu kører han rundt i en kampagnebus og kommer med erklæringer om, at det er et valg mellem ham og Schulz. Også på tv. Så man må spørge sig selv, om han virkelig er sådan en hykler, at han bagefter lydigt vil rulle om på ryggen og sige ’Jeg ville i virkeligheden slet ikke det her’. Jeg kender politikere og deres egoer, og det er ikke nemt for en politiker at lave så hurtigt en kovending uden at fremstå virkelig dum,« siger Simon Hix.

Den tredje mand/kvinde

Simon Hix mener, at parlamentet selv er skyld i, at der nu er så stor usikkerhed om, hvad der vil ske efter valget.

»Det her har været håndteret helt forkert. Jeg tror ikke, at den måde, som Schulz og Juncker blev valgt på, var den, som man oprindeligt havde forestillet sig. Jeg tror, at Schulz blev valgt af S&D for tidligt forud for valget, hvor de nationale partiers ledere ikke rigtig havde fokus på emnet, så Schulz fik presset sit kandidatur igennem,« siger Simon Hix.

»Havde de ventet lidt, kunne de måske have fået en siddende regeringsleder til at melde sig, men det er der ingen, der tør så lang tid i forvejen,« siger han.

Han peger på, at EPP-gruppen muligvis kunne have fået den siddende finske statsminister Jyrki Katainen som kandidat, hvis de havde haft mere is i maven. Katainen har for nylig meddelt, at han går af som statsminister for at søge en international toppost.

Peter Nedergaard er spændt på, hvad der vil ske, hvis hverken Schulz eller Juncker slipper igennem nåleøjet hos regeringslederne.

»Hvis det ikke bliver en af de to, så er spillet meget åbent.  Så er ballet åbnet for andre kandidater. Det skal så nok være en tidligere statsminister – måske finansminister eller udenrigsminister, men det skal i hvert fald være på det niveau,« siger Peter Nedergaard.

Spekulationerne om den tredje mand eller kvinde har været i gang i længere tid, og både Jyrki Katainen og vores egen Helle Thorning-Schmidt nævnes i forskellige sammenhænge.

Men begge professorer peger på, at der kan ske rigtig meget på kort tid. Hvis det ikke bliver Schulz eller Juncker, er det muligt, at det ender med enighed om en person, som hidtil slet ikke har været nævnt. Sådan har det ofte været før, og sådan kan det meget vel blive igen.