Et socialdemokratisk skattestop

Af redaktør Bent Winther

Den eneste vej tilbage til regeringsmagten for Socialdemokratiet er at generobre den politiske midte. Et socialdemokratisk skatteudspil bør indeholde et skattestop i socialdemokratisk udgave – for eksempel et løfte om, at det samlede skattetryk ikke vil stige.

Socialdemokratiet vil ikke én gang til stå uforberedt på spørgsmål om skat i en valgkamp. Derfor bebudede partiet for nylig et skatteudspil »i god tid« før næste valg. Og skal man tolke signalerne fra finansordfører Pia Gjellerup vil to elementer i et kommende socialdemokratisk skatteudspil være en lempeligere beskatning af de laveste indkomster og en lidt mere konsekvent  beskatning af boligejere. En alt i alt logisk og socialt retfærdig reform, som både vil være med til at få flere i arbejde og på længere sigt sikre skatteindtægterne i en internationaliseret verden.

Men når det er sagt, så er det svært at se, hvordan Socialdemokratiet i en kommende udspil kommer uden om at give et svar på Venstres højtprofilerede skattestop. Socialdemokrater har i sin første oppositionstid brugt meget krudt og energi på at angribe regeringens skattepolitik. Og med god grund. Skattestoppet er både asocialt og bremsende for al økonomisk nytænkning.

Problemet for socialdemokraterne er blot, at hver gang Pia Gjellerup og hendes partifæller angriber skattestoppet, så bekræfter det tusindvis af midtervælgere i, at Socialdemokratiet – når partiet igen kommer til magten – blot vil løse velfærdsproblemerne ved at stramme skatteskruen igen og igen: VK vil sætte en stopper for skatternes himmelflugt – Nyrups svar er højere skatter og afgifter.

En opfattelse, som ikke er retfærdig set i lyset af, at det faktisk lykkedes at holde skatten i ro, mens Socialdemokratiet havde regeringsmagten. Men ikke desto mindre en opfattelse, som – uanset om man kan lide det eller ej – er med til at fasttømre et stereotypt billede af Socialdemokratiet som skatteborgernes fjende nummer et.

Den gængse analyse hos socialdemokraterne er, at regeringen får uhyggeligt svært ved i de kommende år at finde besparelser eller alternative indtægter til at finansiere skattestoppet. Store offentlige nedskæringer vil til sidst ramme centrale velfærdsområder og gøre VK-regeringen så upopulær, at vælgerne vil begynde at vende tilbage til Socialdemokratiet, lyder vurderingen. Men hvad nu, hvis det faktisk lykkes for regeringen for eksempel gennem massive udliciteringer af offentlige opgaver at undgå større besparelser på velfærden? Eller gennem hårdhændede besparelser på offentlige udgifter, som ikke berører velfærden – f.eks. kultur, ulandsbistand og miljø  - at skaffe det provenu, der skal til for at betale skattestoppet. I den situation vil Socialdemokratiet igen stå tilbage som partiet, hvis eneste svar på nye udfordringer er at hæve skatten og øge  den offentlige sektor.

For Socialdemokratiet gælder det samme, som gjaldt for Venstre efter valget i 1998. Den eneste vej tilbage til regeringsmagten er at generobre den politiske midte – den store gruppe af solide lønmodtagerfamilier med lige så solide trækprocenter, som ganske vist gerne betaler til fællesskabet, men for hvem der også er en kant. Et socialdemokratisk skatteudspil bør indeholde et skattestop i socialdemokratisk udgave – for eksempel et løfte om, at det samlede skattetryk ikke vil stige under en socialdemokratisk ledet regering. En politisk håndfæstning som naturligvis forudsætter en troværdig definition af begrebet »skattetryk.«

Engang kunne man hæve toldsatserne, hvis udlandsgælden blev for stor, statsstøtte skibsværfterne, hvis ledigheden voksede, eller nedskrive kronen for at sætte gang i eksporten. Økonomiske midler, som er utænkelige i dag, og som ikke længere kan anvendes i en lille åben og international økonomi. På samme måde har en forøgelse af skattetrykket sin tid i en verden, hvor kapital, varer og arbejdskraft frit kan flyde over de europæiske grænser. Måske er tiden kommet til at afskrive skatteskruen som økonomisk, politisk  værktøj.