Et skævere Danmark på vej

Af

De regionale forskelle vokser. Det er den nye vidensøkonomi, der trækker Danmark skævt. Væksten koncentreres i centre omkring de store byer, hvor mange indbyggere har højere uddannelse. Udkantområder risikerer at blive hægtet af den økonomiske udvikling – og trues af social marginalisering.

Konturerne af fremtidens danmarkskort tegner i stigende grad et billede, der minder om 1950’erne. Efter årtiers regional udligning vokser skellene mellem de forskellige dele af landet. København og andre storbyer er på vej tilbage mod den altdominerende økonomiske position, som de havde for 30-40 år siden.

En række analyser har i det seneste år sat fokus på de regionale forskelle i Danmark. Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og den officielle Landsplanredegørelse fra Miljøministeriet når ad forskellige veje til den samme konklusion: At et mere delt Danmark er på vej.

  • De nye arbejdspladser skabes først og fremmest i centrene omkring København, Århus og Aalborg.
  • Folk på overførselsindkomst samles i udkantområder på Lolland, dele af Vestsjælland og Fyn, det nordligste Jylland samt øer som Bornholm, Langeland, Læsø. Værst ramt er Vestlolland, hvor hen ved 40 procent af befolkningen i den erhvervsaktive alder lever af sociale ydelser.
  • Forskellen på kommuner med høje indkomster og kommuner med lave indkomster bliver større og større.

Den officielle Landsplanredegørelse advarer direkte om, at balancen mellem de forskellige regioner i Danmark er truet:

»Når den økonomiske vækst genereres af viden-erhvervene, vil det let favorisere de store byer, som derfor vil vokse mere end det øvrige land… Den geografi, det nye vidensamfund frembringer, kan derfor gå hen og blive en udfordring til ønsket om en balanceret udvikling i landet,« konkluderer »Et Danmark i balance«, som sidste år blev udsendt af Miljøministeriet.

En fremskrivning fra Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) konkluderer, at de regionale skel vokser yderligere frem mod 2010:

»Det er internationaliseringen af økonomien, der driver processen fremad. På stadig flere områder bevæger økonomien sig frit på tværs af grænserne, og de lavest udviklede dele af industrien flytter til lavtlønslande. Danmark skal i stigende grad konkurrere på funktioner, som kræver uddannelse – og dén findes i de store byer,« siger Bjarne Madsen, der er forskningsleder på AKF.

Industrien flytter ud

Fremtidens Danmark kan meget vel komme til at minde om – fortiden. I 1950’erne havde København en »altdominerende« position, påpeger Bjarne Madsen. Men det ændrede sig i de følgende årtier i takt med, at industrien for alvor flyttede til Jylland. Nu er udviklingen imidlertid igen på vej tilbage mod nogle få dominerende centre.

citationstegnDet er internationaliseringen af økonomien, der driver processen fremad ... Danmark skal i stigende grad konkurrere på funktioner, der kræver uddannelse - og den findes i de store byer. Bjarne Madsen, forskningsleder, AKF

Den internationale konkurrence har taget livet af værfterne og dele af tekstilindustrien, som især havde base i provinsen. I de næste år kommer også andre traditionelle industrier under pres, påpeger Bjarne Madsen.

Den sandsynlige liberalisering af EU's landbrugspolitik vil ligeledes trække Danmark skævere.

Mens liberaliseringen vil koste arbejdspladser i landområderne, hvis landsbrugsstøtten falder bort, kan forbrugerne i de store byer se frem til billigere fødevarer, fordi konkurrencen bliver skærpet.

»Det mest realistiske er, at vi også fremover vil opleve en voksende koncentration i de store byer – frem for alt i hovedstadsområdet,« siger Bjarne Madsen.
Vurderingen deles af Martin Windelin, der har analyseret de regionale skel for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd:

»Den nye vidensøkonomi fører til en selvforstærkende spiral. Det siges, at man kan sidde på Bornholm og arbejde på nettet, men sådan fungerer det ikke i praksis. De sociale relationer – det personlige møde – betyder meget i videns-økonomien. Derfor lægges arbejdspladserne dér, hvor der bor mange højtuddannede – og de højtuddannede bosætter sig i de regioner, hvor der er mange vidensarbejdspladser,« siger Martin Windelin.

Væk fra bymidten

Analyserne fokuserer især på de såkaldte arbejdsmarkedsoplande – det vil sige områder, hvor mange bor og arbejder inden for det samme område. Analyserne viser, at arbejdsmarkedsoplandene bliver større og større, fordi folk kører længere til arbejde:

»Når vi ser på forholdene mellem arbejdsmarkedsoplandene, så sker der en koncentration omkring København og Århus. Men inden for de enkelte oplande går det den modsatte vej: Folk flytter væk fra bycenteret og ud i oplandet. Motorvejene gør det lettere at køre langt til arbejde, og huspriserne er lavere længere væk fra bymidten. Efterhånden er det meste af Sjælland blevet opland til København. Folk køber for eksempel et billigt hus på Falster og kører hele vejen på arbejde hver dag,« siger Bjarne Madsen fra AKF.

Den samme udvikling ses omkring Århus, Odense og Aalborg. For eksempel er arbejdsmarkedet i byer som Silkeborg og Skanderborg i stigende grad blevet en del af Århus. Samtidig flytter folk fra det centrale Århus ud til omegns-kommuner som Hinnerup, Hammel og Galten.

Fattige bliver fattigere

De økonomiske forskelle mellem de rige og de fattige kommuner er da også vokset siden midten af 1990’erne, påpeger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

»Lavindkomstkommunerne ligger typisk i områder, der er langt fra centrene og lever af landbrug, fiskeri eller traditionel industri. De taber arbejdspladser og har svært ved at tiltrække nye, fordi egnens kloge hoveder flytter, når de skal uddannes videre end gymnasiet. Novo Nordisk kan jo ikke lægge en forskningsafdeling på Lolland-Falster, når der ikke er højtuddannet arbejdskraft.

Samtidig er der tilflytning af folk på overførselsindkomst, og det kan skabe en negativ spiral med faldende skatteindtægter og voksende sociale udgifter,« siger Martin Windelin.

Det hører dog med til billedet, at forskellene mellem det brede flertal af kommuner ikke er så store. Langt de fleste af de 271 kommuner ligger ret tæt på gennemsnittet. Det er frem for alt 40 kommuner, som skiller sig ud ved at ligge mere end 20 procent over eller under snittet.

De fattigste kommuner er Nakskov og Tranekær på Langeland. De tyve fattigste kommuner befinder sig på Lolland og på øer som Bornholm, Langeland og Ærø. Kun en enkelt jysk kommune, Højer i Sønderjylland, er med på listen.

De rigeste kommuner ligger i »whiskybæltet« nord for København, som har oplevet stor fremgang i de senere år. Men en række andre omegnskommuner i hovedstadsområdet har efterhånden også høj velstand – Ledøje-Smørum, Solrød og lidt længere væk Stenløse, Gundsø og Ølstykke.

Parcelhuskommuner, hvor folk med gode indtægter kører på job andre steder i hovedstadsområdet.

En fjerdedel af de stigende regionale forskelle bunder i usædvanlig stor indtægtsfremgang i de rige kommuner og i pendlerområderne. Tre fjerdedele skyldes imidlertid, at de fattige kommuner er blevet fattigere, konkluderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Skattesystemet afgørende

Hvad kan man gøre for at skabe større balance? Folketinget har over flere omgange lagt op til øget udflytning af statslige arbejdspladser, men indtil videre er der ikke sket så meget.

citationstegnDen geografi, det nye vidensamfund frembringer, kan derfor gå hen og blive en udfordring til ønsket om en balanceret udvikling i landet. Landsplanredegørelsen »Et Danmark i balance«, Miljøministeriet

Den kommende kommunalreform vil ikke i sig selv rette på skævheden, da det ofte vil være to-tre fattige kommuner, der lægges sammen. Alligevel kan det få en vis betydning:

»Større kommuner er mere robuste. Det er for eksempel sjældent, at en stor kommune er afhængig af en enkelt virksomhed,« fremhæver Bjarne Madsen.

AKF’s analyser viser, at skattesystemet har stor betydning for at udligne de regionale forskelle.

De stigende forskelle i arbejdsindkomsterne er ikke for alvor slået igennem i levestandarden på grund af det progressive skattesystem.

Skatten er faktisk vigtigere end overførselsindkomsterne, når det handler om regionale forskelle.

Det skal politikerne have i baghovedet, når de diskuterer skattereform:

»Det er i høj grad skattesystemet, der fastholder levestandarden i landområderne. Hvis man for eksempel afskaffer topskatten, sådan som nogle foreslår, vil det have store virkninger på den regionale fordeling. Det er i høj grad hovedstadsområdet, som betaler topskatten,« siger Bjarne Madsen.

Martin Windelin lægger vægt på, at folk med højere uddannelse ikke bare må samles omkring København og Århus. Aalborg er et godt eksempel på, at politiske beslutninger kan få afgørende indflydelse på den regionale udvikling:

»I Aalborg placerede man et universitet midt på en pløjemark, og dermed kunne der trækkes videns-arbejspladser til regionen. Hvis der ikke havde været et universitet, havde Nordjylland heller ikke haft en teleindustri,« siger Martin Windelin.

Han peger på, at områderne uden for de store centre – i mindre målestok – kan satse på flere højtuddannede, som på sigt kan tiltrække arbejdspladser.

De kan for eksempel søge at få de studerende fra området til at blive boende, mens de tager en videregående uddannelse:

»Der kan måske lægges billige kollegier tæt på stationen. Det kan måske også gøres lettere at få studenterjob i kommunen og praktikpladser i det lokale erhvervsliv. Og staten kan understøtte udviklingen ved større spredning i uddannelsesinstitutionerne og ekstra tilskud til institutioner uden for centrene,« siger Martin Windelin.

Men ét står klart: Der er ingen lette svar. Det er stærke kræfter, der trækker Danmark skævt.