Et mislykket eksperiment

Af

De tekniske skoler er en dyb skuffelse for mange unge indvandrere. Men kan det undre, nogen, når erhvervs-uddannelser er bygget op efter devisen: »Værsgo og skræddersy din egen uddannelsesplan«?

KAOS Danmark står over for to væsentlige udfordringer: Det rødglødende arbejdsmarked skal sikres ung arbejdskraft. Og nye generationer af indvandrere skal integreres langt bedre end deres forældre. I begge tilfælde spiller særligt én institution en nøglerolle: Erhvervsuddannelserne, der i bred betydning uddanner unge til fag som tømrere, frisører, automekanikere og social- og sundhedsassistenter, og som både vil kunne mætte arbejdsmarkedet og gøre op med »restgruppen«.

Derfor må man forvente, at erhvervsuddannelserne er toptunede og mere end klar til den store opgave. Men desværre nej. I sidste uge kunne Københavns Tekniske Skole fortælle, at man skuffer fælt, når det handler om at leve op til unge indvandreres jobdrømme. Og på landsplan falder 6 ud af 10 unge indvandrere fra en erhvervsuddannelse. 60 procent med bristede illusioner? Det er en fallit. For hvad er konsekvensen? At Ahmed og Zedine fylder op i den såkaldte »restgruppe«. Og at vi misser en historisk chance for at få integrationsligningen til at gå op.

Det handler om mangel på ressourcer og praktikpladser. Men også om en forfejlet og misforstået uddannelsesplanlægning og pædagogik. I de seneste årtier er en stærk tendens gået gennem den danske uddannelsesverden, som har handlet om »ansvar for egen læring« og »individualisering«. Sangen er blevet sunget af begejstrede reformpædagoger, mens stærke kræfter i erhvervslivet og embedsmænd, der har ønsket at fremstået som »moderne« og »progressive« på vej ind i det projektorienterede vidensamfund, har sunget kor.

Men sangen fænger altså ikke hos unge Ahmed, der er vokset op i et hjem uden bøger i reolerne, og som også har en kulturkløft, han skal skræve over. Han har nemlig brug for under strukturerede, trygge rammer at blive præsenteret for en verden, der er større end den, han kender i forvejen.

Men det er han ikke blevet. Og slet ikke på erhvervsuddannelserne, som med »Reform 2000« er blandt de mest individualiserede uddannelser overhovedet. Den tekniske skole har mødt den unge med ordene: »Velkommen, Ahmed! Værsgo og sæt dig ved en computer og skræddersy din egen uddannelsesplan. Vi kan ikke tilbyde dig en stamklasse, hvor du kan opbygge et kammeratskab, derimod kan vi tilbyde dig et nyt modul hver femte uge, som du selv skal sammensætte.«

At dette uddannelseseksperiment har kastet indvandrerunge ud i et kaos, som selv ressourcestærke gymnasieelever ville bukke under for, siger sig selv. Man kan undre sig over, at det netop er de progressive kræfter, der har været bannerførere for det reformpædagogiske eksperiment. Og at Socialdemokraterne og fagbevægelsen ikke satte hælene i. Men sådan kan det jo gå, når ønsket om at stå på modernitetens og fremskridtets side sejrer over snusfornuften.

Heldigvis er imponeretheden ved at aftage. Regeringen, Socialdemokraterne, radikale og DF har netop forhandlet sig frem til en aftale, der holder fast i grundstrukturen fra Reform 2000, men som også gør det muligt for de enkelte skoler at lave hold og lidt mere strukturerede forløb. Det er et meget lille skridt i den rigtige retning. Men vi venter stadig på det endelige opgør med det mislykkede eksperiment i erhvervsuddannelserne.