Et helt nyt storforbund

Af forbundsformand Lillian Knudsen, Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark

Kvindeligt Arbejderforbunds kamp for kvinderne på arbejdsmarkedet stopper ikke, fordi KAD har besluttet at gå i kompagniskab med SiD. Nu bliver vi bare flere til at stille kravene.

Af forbundsformand Lillian Knudsen, Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark

Der er sket meget, siden arbejdsmændenes formand M.C. Lyngsie i 1901 lånte Olivia Nielsen de 100 kroner, hun stod og manglede for at kunne starte Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD).

Et lille beløb målt i nutidskroner, men en gestus som på længere sigt var med til at ændre danske kvinders liv. Da KAD i fjor kunne fejre sit 100-års jubilæum, kunne forbundet konstatere, at det gennem sin utrættelige kamp markant har forbedret kvinders stilling på arbejdsmarkedet.

Den kamp stopper ikke, fordi KAD nu har besluttet at gå i kompagniskab med Specialarbejderforbundet (SiD). Nu bliver vi bare lidt flere til at stille kravene. Et helt nyt storforbund med udgangspunkt i de kortuddannede på arbejdsmarkedet vil med tiden udvikle en gennemslagskraft og politisk indflydelse til gavn for både kvinder og mænd, også inden for de områder, som altid har været KAD’s mærkesager.

Kvinder har stadig meget at slås for, før vi får skabt et retfærdigt arbejdsmarked med fuld ligestilling. Men tingene har trods alt ændret sig så meget siden 1901, at mændene i dag finder det helt naturligt at støtte kvindernes mærkesager. I dag er der familiepolitik på dagsordenen i SiD, og hvor vi tidligere stod alene med de »bløde krav« ved overenskomstforhandlingerne, så har mændene også fået øjnene op for værdien af det bløde.

De fleste mænd er også fædre og tager medansvar for familiens trivsel.

SiD har inviteret os til et tættere samarbejde. Ikke med det mål at skabe et større SiD eller et nyt KAD, men for at vi sammen kan skabe et helt nyt forbund bygget op fra grunden efter princippet: Det bedste fra SiD og KAD, blandet med masser af nye tanker og ideer til, hvordan fremtidens fagbevægelse skal se ud. Sammen skal vi nu i gang med at opfinde en ny måde at være fagforening på til gavn for medlemmerne.

For mange familier er det at være medlem af en fagforening desværre blevet en luksus, som flere og flere vælger fra. Jeg er dog ikke i tvivl om, at fagbevægelsen fortsat har en vigtig rolle at spille som en ansvarlig forsvarer af almindelige lønmodtageres rettigheder. Vores berettigelse vokser i takt med regeringens angreb på lønmodtagernes rettigheder, som får stadig mere uhyrlig karakter.

Men vi skal også sørge for, at omkostningerne og dermed kontingentet holdes så lavt som overhovedet muligt. Stordriftfordele og en veltrimmet organisation skal komme vores medlemmer til gode. Og den professionelle service, vi i fællesskab kan levere, skal være så billig, at lønmodtagerne vælger til og ikke fra.