Et godt råd til Fogh

Af

Velfærdsdagsordenen er en slumrende kæmpe, som ikke skal tirres ret meget, før den rejser sig. Igen!

KONFLIKT Velfærdsstatens centralnervesystem er lammet af konflikt, sygehuse er affolket, det samme gælder plejehjem, der står demonstranter på gadehjørner, og der tales om et indgreb fra regeringens side. Umiddelbart er der nok at bekymre sig om for landets statsminister. Men hans største problem er slet ikke den larmende konflikt. Tværtimod. Det er det, der kommer lige efter: Tavsheden i hans egen regering. Storkonflikten tiltrækker sig nemlig så meget offentlig opmærksomhed i disse uger, at de færreste bemærker, at regeringen ikke har nogen planer for, hvor den vil hen med det danske samfund. For hvad er regeringens mål fra foråret og frem? Hvad vil den? Vi aner det ikke. Der er ikke engang en skitse.

Godt nok er der nedsat en arbejdsmarkedskommission, som i sidste uge fremlagde forskellige temaer, den vil beskæftige sig med. Og jo, der er da også nedsat en skattekommission, som skal barsle med rapporter om meget, meget længe. Men de to ekspertkommissioner ligner mest af alt syltekrukker, der står lidt i vejen for hinanden, og som udstiller regeringens problem med at beslutte sig for den næste fængende dagsorden.

Det ligner ellers ikke Fogh. Han plejer at være en mester ud i at forberede vælgerne på, hvad der skal være det næste, de skal forholde sig til, fordi han ved, at en regering uden retning kan miste balancen. Kun en enkelt gang har han ladet dagordenen stå pivåben. Det var i efteråret 2006, og dengang blev tomrummet fyldt ud med en buldrende velfærdsdagsorden med demonstrationer, blokader i børnehaver og vuggestuer og en opposition i stiv medvind.

Kan det sket igen? Det kan slet ikke udelukkes. Der er nemlig flere indikatorer på, at velfærdsdagsordenen er en slumrende kæmpe, som ikke skal tirres ret meget, før den rejser sig.

Undersøgelser her i ugebrevet viser, at et løft af kvaliteten i den offentlige sektor er det tema, der ligger suverænt øverst på vælgernes hitliste. Og i dagens ugebrev giver næsten hver anden dansker udtryk for, at de vil betale mere i skat for at få bedre kvalitet i den offentlige sektor. Velfærdstemaet ligger altså lige under overfladen. Der skal bare en gnist til at udløse en reaktion.

Her må det forurolige regeringen, at mange offentligt ansatte i disse uger går med store forventninger og bliver støttet af en næsten enig folkeopinion. Muligheden for, at et regeringsindgreb kan blive afløst af en frustrationsbølge, er bestemt til stede.

Men dét, der burde give mest anledning til panderynker, er, at danskernes bekymring for velfærden og kvaliteten i den offentlige sektor i det hele taget er der endnu. Vi taler altså om en regering, der for snart to år siden lovede befolkningen, at den ville løfte kvaliteten i skolerne, i børnehaver, på sygehuse og plejehjem. Men som foreløbig kun har formået at gøre problemet større ved at puste »kundernes« forventninger endnu højere op. Og ved at storskuffe på løsningssiden. For hvad har regeringen disket op med? En spinkel kvalitetsreform, der er blevet kaldt en fuser af de store. Næsten uden penge. Uden en plan for det langsigtede kvalitetsløft. Og helt uden originale ideer til, hvordan man bremser de offentligt ansattes frie prestigefald.

Det kan godt være, at regeringen slap med skrækken under velfærdsbølgen i 2006, og at den vandt folketingsvalget i 2007. Men det ændrer ikke ved, at det er meget dumt af den at undervurdere velfærdsdagsordenen i 2008.