Et gammeldags forsvar

Af Svend Erik Larsen, formand for Hærens Konstabel- og korporalforening

FAGLIGT TALT At forsvaret ikke får mere ud af sine penge, end tilfældet er, skyldes overflødigt skrammel og spild af ressourcer, fordi man ikke har tilpasset sig de nye sikkerhedsmæssige opgaver.

Forsvaret er igen i mediernes søgelys. Anledningen er økonomisk rod, merforbrug og heraf afledte sparekrav.

Som ansat i forsvaret behøver man ikke være medansvarlig for miseren for at være pinligt berørt. Særligt ærgerligt er indtrykket af økonomisk slendrian, når man ved, at de vigtigste opgaver, som forsvaret skal løse, lider under ressourceknaphed og personalemangel. Lad nu bare det ligge. Det er mere interessant at se på forsvarets økonomi i et bredere perspektiv.

Med en bevilling på 17 milliarder kroner burde forsvaret selv kunne finansiere de internationale opgaver. Alligevel er virkeligheden den, at forsvaret i dag ikke kan holde mere end 750 soldater udsendt i international tjeneste. Det er færre, end da Den Internationale Brigade blev oprettet i 1993.

Når vi ikke får meget mere end Tordenskjolds soldater ud af forsvarets milliarder, skyldes det, at forsvaret er indrettet med uendelig meget overflødigt skrammel. Forsvaret opretholder en krigsstyrke, der for en væsentlig del skal mobiliseres, og som er designet til at operere i områder, som ingen kan forestille sig plaget af militære konflikter. NATO har sagt helt fra over for den slags militære styrker. Forsvaret bliver ved med at indkalde og uddanne nye værnepligtige til mobiliseringsstyrken, selv om det er spild af uddannelseskroner. Så er der hjemmeværnet, de mange administrative strukturer og organer og et fuldstændig overdimensioneret officerskorps, der holdes oppe størrelsesmæssigt af de mange værnepligtige, der indkaldes.

24Den virkelige skandale ligger i at opretholde dette spild af ressourcer, som skyldes manglende tilpasning til de nye sikkerhedspolitiske opgaver. Ansvaret for den situation må deles mellem politikere og generaler, der i flere forsvarskommissioner indtil videre reelt har forhindret egentlig omstilling. Det er lettere at forstå, at det militære system har svært ved at skære aktiviteter væk, end at politikerne holder hånden over særinteresser. Tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup bryster sig ligefrem af, at han kunne skjule de reelle omkostninger ved værnepligten for de radikale regeringspartnere.

I forbundets kommentarer til Forsvarskommissionen i 1998 skrev vi:
»Den nuværende økonomiske ramme for forsvaret udvides næppe i årene fremover. Tværtimod vil regeringen gennemføre besparelser på forsvarsbudgettet. Man må se i øjnene, at misforholdet mellem rammer og indhold vil blive forstærket i de kommende år, hvis man ikke gennemfører reformer af dansk forsvar.«

Og vi konkluderede:
»Afgørende for, at forsvaret har opbakning, er befolkningens overbevisning om, at tingene er lagt godt til rette og at de penge, samfundet ofrer, er investeret på bedste måde. Det sker kun ved at gennemføre de nødvendige forandringer og ikke ved at fastholde det, som var rigtigt i går.«
Det er stadig rigtigt.