Et bluff-nummer

Af

Igen i år ender regeringens finanslovsforhandlinger med en DF-model. Hvis den virkelig ville gøre noget for beskæftigelsen, skulle der helt andre økonomiske midler i brug end ufinansierede skattelettelser. Men hverken regeringen eller Socialdemokraterne er klar til en aftale om ledighed.

Venstres finanspolitiske ordfører Kristian Jensen fik i sidste uge en genial ide til, hvordan partiet kan knække to af sine hårdeste politiske nødder på en gang.

Et kursskifte, annoncerede han, i forhold til regeringens hidtidige indsats mod beskæftigelsen – hverken mere eller mindre. Nu skal der gøres noget effektivt for at nedbringe ledigheden, måtte man forstå. De to største problemer, VK-regeringen står med lige nu, er, at den har ualmindeligt svært ved at få de offentlige budgetter til at hænge sammen, og at en stigende ledighed ånder den i nakken som en alvorlig politisk trussel.

Men ifølge Jensens udtalelser til Dagbladet Børsen og Radioavisen, så er der sammenhæng i tingene. Finanslovens offentlige kasseunderskud, som det præsenteres i morgen, er udtryk for en gennemtænkt bevidst strategi. For at sætte gang i hjulene til gavn for beskæftigelsen, er det nødvendigt med en såkaldt lempelig finanspolitik, der stimulerer især det private forbrug.

Dermed fik finansordføreren dels fremtryllet en bekvem undskyldning for at, det ikke er lykkedes regeringen at skaffe finansiering til sine skattelettelser og øvrige offentlige overforbrug. Og dels fik han det budskab ud, at Venstre nu er parat til at gøre noget ved den stigende ledighed.

Som Ugebrevet A4 i sidste uge kunne dokumentere, så er den stigende ledighed statsminister Anders Fogh Rasmussens største akilleshæl. Vælgerne mener simpelthen, at Socialdemokraterne er bedre til det med arbejdsløshed. Jo mere ledigheden stiger og ryger til vejrs på den politiske dagsorden, des flere vælgere vil sive fra den borgerlig blok, viser analysen. Når finansminister Thor Pedersen (V) i morgen offentliggør sit forslag til finanslov for 2004, så vil han formentlig forsøge at sælge den som »beskæftigelsens finanslov«. Forhåbentlig vil nogen kunne huske tilbage til sidste år, hvor VK præsenterede »ungdommens finanslov«, som mest vil blive husket for indførelsen af en ældrecheck.

I lighed med forrige sæson er regeringens salgstaler mest af alt bluff – eller spind, som det hedder på nudansk. Hvis regeringen virkelig ville skifte kurs i forhold til ledigheden, så er en finanspolitisk lempelse, som mest af alt går på at styrke det private forbrug via lettelser af skat og afgifter, nok den mest ringe måde at bruge pengene. Havde den i stedet satset på at igangsætte nye tiltrængte offentlige investeringer eller at efteruddanne og opkvalificere flere ledige, så ville effekten kunne måles i titusinder.

I sidste uge offentliggjorde Dansk Arbejdsgiverforening sin beskæftigelsesindikator, som afslører, at det nu for alvor går den gale vej. Beskæftigelsen er faldet med 3,2 procent siden 2. kvartal 2002. Det svarer til 40.700 færre job i den private sektor på blot et år. Størst er faldet i bygge- og anlægsbranchen. Altså ledige håndværkere og bygningsarbejdere, som passende i en midlertidig periode kunne sættes i sving med at renovere skoler, kloakker og veje. Hvis den politiske vilje var til det. I stedet har regeringen valgt en strategi, der dels går ud på at spare og på at pumpe ufinansierede skattelettelser ud til forbrug. På under to år har den brugt det samfunds-økonomiske råderum, som møjsommeligt var opbygget af den foregående regering, og som var tiltænkt at skulle holde frem til 2010.

Hvis beskæftigelsen virkelig havde regeringens prioritet, så ville det mest naturlige være at lægge op til en finanslovsaftale med Socialdemokraterne. Dog ser det ikke ud til at gå i den retning. Alt tyder på, at finansministeren igen i år vil vælge en model, hvor Dansk Folkeparti lægger stemmer til størstedelen af finansloven. En af årsagerne er, at Socialdemokraterne næppe ser nogen fordel ved et stort forlig med regeringen, netop som det ser ud til, at det store oppositionsparti har en smule fremgang. En fremgang som skyldes større utryghed og den stigende ledighed.